Ray Kurzweil, i et interview til Asimov’s et par år tilbage:
We don’t actually see things, we essentially hallucinate them in detail from what we see from these low resolution cues. Past the early phases of the visual cortex, detail doesn’t reach the brain.
Hvilket selvfølgelig er velkendt og for mange sikkert såre banalt, men her rammende udtrykt.
Illusionen om øjnene som “vinduesglas”, som vi sidder og kigger ud på verden med er slet og ret dette, en illusion – vore øjne kan faktisk kun detektere kontraster, hvad der gør alle de ensartede flader, vores synssans plejer at forsyne verden med, lidt suspekte.