Omar Marzouk i dagens metroXpress:
Endnu et sindssygt skyderi har fundet sted. Denne gang ikke på Nørrebro, men i Guds eget land, USA. En kristen mand gik ind i en kirke og skød tre mennesker, heriblandt en præst. Hvad er det i den kristne religion eller den vestlige kultur, som får folk til at gøre sådan noget?
Det ikke kun i USA, sådan noget sker. Religiøs terror fra de kristne er også på fremmarch i Europa. Her i weekenden slog ‘det ægte IRA’ til mod en britisk militærbase i Nordirland og dræbte fire soldater. Det er jo kun toppen af isbjerget.
Der har også været skyderier på skoler i Finland og Tyskland. For slet ikke at nævne alle de forfærdelige tilfælde vi har set i Schweiz og Østrig, hvor personer som Josef Fritzl på umenneskelig vis har seksuelt udnyttet sine egne børn.
Og nu kommer den kristne vold også til Danmark. I søndags kunne DR afsløre, hvordan unge mennesker bliver mishandlet og tortureret på kristne sommerlejre. Hvor længe skal dette emne være et tabu? Hele fundamentet for vores samfund er truet af denne trussel. Hvor er Karen Jespersen og Jyllands-Posten, når man skal bruge dem? Hvorfor har danske myndigheder og kommuner så svært ved at håndtere kriminelle vesterlændinge og ekstremisme blandt kristne?
Fordi kristnes kultur og religion gør integration umulig. De vil bare ikke være en del af fællesskabet, og fordi dansk pædagogik og samtale ikke hjælper danske kriminelle.
Ja ja, har du bare en lille smule omløb i hovedet, vil du hurtigt kunne gennemskue, at overstående argumenter ikke holder en meter. Men skift ‘kristne’ ud med ‘muslimer’, så ville mit indlæg straks blive taget seriøst, og jeg ville måske tilmed få tildelt taletid i kloge-åge-programmet ‘Deadline’ på DR2.
Og ja, den konklusion kan desværre underbygges med fakta.