Danmark, det oplyste, velstående land, hvor få har for meget og færre for lidt. Og hvor en lille gruppe af psykisk syges torteres og mishandles som intet andet sted i Europa:
Psykisk syge bliver mishandlet, når de lægges i bælte dagligt i flere måneder på lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark. Og personalet bruger ulovlig tvang mod patienter på det hospital, hvor de mest sindssyge er indlagt.
Sådan lyder konklusionen fra Europarådets Torturkomité, der besøgte to hospitaler i februar. I en rapport om Danmark kalder komitéen det en »hastesag«, at regeringen begrænser brugen af tvang.
»Der er ingen lægelig grund til at fiksere patienter så meget, som man gør i Danmark. Vi har aldrig besøgt et land, der bruger bæltefiksering så længe som jer. Det er mishandling af patienterne«, siger Torturkomitéens delegationsleder, den islandske psykiater Petur Hauksson.
Delegationen besøgte blandt andet Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, hvor landets mest farlige sindssyge kriminelle er indlagt. Her så de en patient, der var blevet lagt i bælte en eller flere gange om dagen gennem en seks måneder lang periode. En anden havde været i bælte dagligt i fire måneder, mens en tredje havde ligget i bæltet en måned i træk.
Komitéens udsendte så også en »nedværdigende« tvangsmetode, som den aldrig havde set før. Fikseringen ligner den, man har set på Guantánamofangerne. Patienternes arme var sat fast til et bælte om maven. En rem mellem fødderne sikrede, at de kun kunne gå med korte skridt.
I dag er jeg ekstra stolt af at være dansker. Er der nogen, der ved, hvor man kan gå hen og brække sig?