I Michigan er man ved det igen – ved at finde på krumspring og krummelurer, der kan forhindre sorte i at stemme. I Florida vil man afvise 85.000 nye vælgerregistreringer, skriver Greg Palast. Jeg gætter på, det er et mønster, vi vil se gentage sig i de nærmeste måneder.
Men gør det egentlig en forskel, når det kommer til stykket? Hvor stor en forskel kommer til til at gøre for den gennemsnitlige Joe American, hvem der sidder i det Ovale Kontor?
På den amerikanske venstrefløj kan man finde mange forskellige bud:
- Obama har solgt så meget ud, at det faktisk kan være lige meget: “How can I or any progressive vote for a presidential candidate who goes from opposing a war to saying he not only supports the idea of keeping troops in Iraq for another five years?”
- Dette er et aldeles afgørende valg, som vi aldrig kommer til at se magen til i vore liv: “The cascading effects of right-wing control over most of the federal government have been cumulative and devastating. After the election in early November, it’ll be President McCain or President Obama. We’ll never pass this way again.”
- Obama og McCain er i virkeligheden begge marionetter for det samme militær-industrielle kompleks drevet af økonomiske hensyn mere end af almindelige amerikaneres ve og vel, som John Pilger skriver:
“John McCain may well be a media cartoon figure – the fake “war hero” now joined with a Shakespeare-banning, gun-loving, religious fanatic – yet his true significance is that he and Obama share essentially the same dangerous prescriptions.”
- Jonathan Freedland skriver i The Guardian, at hvis USA nu vrager Obama og håbet om forandring efter otte år med Bush, vil verden vende sig væk fra USA i væmmelse, og den “anti-amerikanisme”, vi kender i dag, vil kun være en bleg skygge af, hvad vi vil få at se. Republikanerne kan nok vinde USA, men de vil miste verdens opbakning i en tid, hvor USA i forvejen taber terræn til Rusland, Indien, Kina og Brasilien.
Hvis folk på den amerikanske venstrefløj er desillusionerede over Obama, er det ikke svært at forstå. Richard Stallman udtrykker det meget godt, i en kommentar til republikanernes valgsvindel:
I don’t hold any enthusiasm for Obama; at best he will be like Clinton but even less liberal. However, systematic destruction of democracy is dangerous even if there is no good candidate is likely to win this year.
And you can be sure that if Obama loses because of this disenfranchement, Democrat activists will blame it on the Green candidate.
Men hvor godt man end kan forstå denne desillusion, er der en forskel. Det er rigtigt, at Obamas snak om “change” til en vis grad er fluff og candy floss – som om, Obamas retorik reducerer “change” til et indholdsløst mantra og “feel good”-ord, som man kan lægge i, hvad man vil.
Men samtidig er Obama en repræsentant for meget af det, der er godt i USA, og han er især indbegrebet af en moderne, kosmopolitisk amerikaner. Hvilket vil sige: Han er ikke nogen stupid redneck, og han forsøger heller ikke at kapre stemmer ved at lade, som om han er en stupid redneck – han appellerer slet ikke til det segment.
Obama er med andre ord en intelligent og veluddannet mand, der ikke skammer sig over at være intelligent og veluddannet – og det har, med forlov, været en sjældenhed i omegnen af Det Hvide Hus i en alt for lang årrække.
Mona Eltahawy, som med sin ægyptiske baggrund selv er et skoleeksempel på en kosmopolitisk “orientalsk” amerikaner, håber således på at slippe af med den evindelige, selvcentrerede amerikanske stupiditet, der især rammer folk fra fjerne og eksotiske lande:
I remember a dinner-table conversation in Mumbai a couple of weeks ago when Sanjay — an architect and businessman — turned to me quite earnestly to proclaim, “Americans are inherently stupid.”
“How do you live with them?” he asked.
There we were — an Indian and an Egyptian — discussing America over dinner at the Royal Yacht Club, built by British colonialists for the enjoyment of white privilege and off limits to us brown people back when they ruled India.
Then Manique, a Sri Lankan woman, joined the conversation to tell us that during a visit to the United States a few years ago, someone actually asked her if they had bread in Sri Lanka. I asked her, half-jokingly, if it was the same American who asked my dad at an Athens hotel over dinner years ago whether we had fruit in Egypt.
More than just shocked amusement, these incidents show why all of us would vote for Barack Obama if we could. He would never ask us if we had bread or fruit in our countries. Why, Obama is much like us. He has traveled. He has lived abroad. And he has family in several countries. He has a different script for what an American is. He is an American who is comfortable as a citizen of the world – with or without his lapel pin.
Og som sådan ville en præsident Obama gøre en kolossal forskel for resten af verden. (Obamas fingre ville også være bedre placeret ved den termonukleære knap end Sarah Palins – just sayin’).
Men måske det bedste i virkeligheden ville være en gentagelse af miseren fra 2000: Obama har vundet valget – på en hårsbredde. Men så begynder rapporterne at rulle ind om valgsvindel i Florida, Michigan og andre svingstater, og efter en omtælling i tre counties i Florida og Michigan ender McCain med at vinde med 327 stemmers overvægt. Det er også klart, at optællingen af de 327 stemmer er forfusket, og at vi i alle tilfælde kun er så langt nede, fordi republikanerne har frataget på den grimme side af 500.000 sorte deres stemmeret.
Obama har vundet valget, men det er McCain der bliver præsident. Amerika var klar til forandring, verden var klar til forandring, men valget er stjålet. Igen. Og en kolossal vrede løfter sig, gør det umuligt for McCain at komme nogen som helst steder med kongressen de næste, og efter i fire år at have trådt vande, drevet USAs fattige længere ned og givet flere skattelettelser til de rige, skylles Obama 2012 ind i det Hvide Hus på en bølge af vrede, der denne gang har tvunget ham til at tale med en klart venstreorienteret, antiimperialistisk retorik.
Eller måske ikke. Og ja, måske det vitterlig ikke er en stjålen McCain-sejr vi skal håbe på. Men … hvem ved? Det er ikke altid det mest oplagte, der er det rigtige.