Crypto Party!

Dette er så et kryptoparty eller Crypto Party i TV-udsendelsesform. Crypto parties er en bevægelse, der opstod i august 2012, og som gennem workshops af ofte uformel karakter – parties – oplyser om, hvordan du beskytter dit privatliv og dine private oplysninger på internettet. Det handler om at kryptere email, browsertrafik og telefoni, hvilket alt sammen muliggør en rimelig beskyttelse mod den trussel, som regeringers og andre forbryderes overvågning af Internettet udgør mod dit privatliv.

Udsendelsen varer fire timer, men en af de første ting, der sker (omkring 7:30) er et interview med Phil Zimmerman, som skabte PGP. I forbindelse med Open Space Aarhus åbne hackerspace på Aarhus Hovedbibliotek i februar måned overvejer vi bl.a. at organisere et kryptoparty en dag. Emner af særlig relevans for Danmark kunne være logningsbekendtgørelsen og sikker omgang med NemID … Hvis du kunne tænke dig at være med til at arrangere noget sådant så giv lyd, gerne så hurtigt som muligt. 🙂

FSFE-Fellowship-gruppe i Aarhus – næste gang mandag d. 30. april

Mandag den 30. april mødes vi igen i Open Space Aarhus for at snakke om fri software og hvad der kan og skal gøres for at udbrede kendskabet til det her i Danmark.

Ved det sidste møde 26. marts holdt Ole Nielsby et spændende oplæg om brugerdrevet innovation og forskellige tilgange til softwareudvikling og hvad de betyder for fri software. Du kan læse mere om, hvad han sagde, i referatet.

Ved mødet i marts besluttede vi at gå ind i arbejdet med OSAAs Smart Aarhus-arbejdsgruppe, som også kommer til at handle om fri software. Det kommer til at tale mere om den 30. april. Du kan se den foreløbige dagsorden til mødet her:

Hvis du gerne vil fælge gruppens arbejde, kan du tilmelde dig mailing-listen:

https://lists.fsfe.org/mailman/listinfo/aarhus

Møderne foregår som antydet i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov, og næste gang er  mandag d. 30. april kl. 19.00.

Her er gruppens formål som først annonceret:

Møderne vil foregå i regi af Free Software Foundation Europe (FSFE), og de vil fungere som et regelmæssigt “Fellowship Meeting“, som det allerede foregår i 21 byer rundt omkring i Europa. Så hvis du allerede er Fellow i FSFE, er disse møder for dig. Hvis ikke, er de også for alle, som er interesserede i at mødes med arbejdet omkring fri software i Danmark.

Den nye arbejdsgruppes formål er:

  • at arbejde for at udbrede kendskabet til fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede bevidstheden om værdierne bag fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede brugen af fri software i Danmark.

Hvis du selv har et emne, du gerne vil have taget op eller som du vil, at vi skal tale om, er du velkommen til at møde op og få det på dagsordenen. Du kan også bare gå ind på wiki-siden og selv sætte det på (du skal først oprette et login til FSFEs wiki, hvis ikke du har et i forvejen).

Smart Aarhus-arbejdsgruppe om borgerindflydelse og Open Everything

Jeg er sammen med Jacob Toft Pedersen fra OSAA blevet formand for en arbejdsgruppe i Aarhus Kommunes “smart city”-projekt, som vil lægge vægt på borgernes muligheder for selv at skabe og få indflydelse på dagligdagens teknologi – herunder ikke mindst retten til at bruge fri software i enhver interaktion med det offentlige.

Gruppen hedder “Borgerdrevet innovation og Open Everything“. Der er tale om et samarbejde mellem OSAA, den nye arbejdsgruppe(FSFE Fellowship Group) om fri software og hvem, der end har lyst til at deltage på de præmisser, der afstikkes i oplægget.

OSAA har en wiki-side, hvor arbejdet koordineres, og det er ikke noget dårligt sted at starte, hvis du selv har lyst til at bidrage på den ene eller den anden måde.

I selve oplægget skriver vi bl.a.:

Hvis en teknologidrevet udvikling af Aarhus til en “smart” by skal føre til en by, der er bedre at leve i for borgerne, er det vigtigt, at borgerne selv kan blive en del af processen. Vi vil derfor forsøge at skabe måder, hvorpå borgere med både store og små tekniske forkundskaber selv kan være med til at forme og definere den teknologi, der kommer til at udgøre den nye og smarte by. Grundlæggende handler det om at finde måder, hvorpå man kan fremme den teknologiske skabertrang og give borgerne rum, hvor de kan udfolde sig. (…)

Man kan udvikle en sensorboks, der let kan kobles sammen med software og også gerne en web-platform, så grupper af brugere selv kan definere, hvad de ønsker at måle på og hvor og få dataene behandlet og præsenteret grafisk. Løsningen kan baseres på åben hardware og fri/open source software, så alle kan downloade både specifikationer og software, så de kan tilpasse dem til deres egne behov. (…)

Allerede i dag findes der over hele byen mængder af sensorer, som indsamler data, som aldrig bliver brugt. Disse data bør så vidt muligt gøres offentligt tilgængelige. Ved offentliggørelsen bør alle data gøres tilgængelige i et maskinlæsbart format defineret af en offentliggjort åben standard, så alle har mulighed for at skrive programmer, der udnytter og bearbejder dem. (…)

I den stærkt digitaliserede virkelighed, som der sigtes mod i fremtidens Aarhus, skal det stadig være muligt for den enkelte borger at styre de processer, der kører på vedkommendes egen computer eller smartphone. Al kommunikation med det offentlige bør derfor udformes ved hjælp af åbne standarder. Dette betyder, at det for den enkelte borger altid vil være muligt at kommunikere med myndighederne ved hjælp af fri/open source software, hvad enten kommunikationen foregår via en computer eller en smart phone. (…)

I lyset af disse temaer vil vi derfor arbejde med:

• Forslag til udvikling og design af en decentral sensorinfrastruktur, som borgere selv kan bruge til at opbygge teknologien til at indsamle de data, som interesserer dem.

• Workshops og demonstration af proof-of-concept for den hardware og software, der skal bruges til at skabe denne brugerdrevne infrastruktur.

• Udvikling af rammer og rum for borgernes teknologiske skabertrang, blandt andet gennem hackerspaces, hacklabs og udstillinger som maker fairs (teknologiske “gør-det-selv”-skuer).

• Rådgivning og vejledning i, hvordan borgerne i alle tilfælde kan udføre alle funktioner, der er vigtige for deres daglige interaktion med Aarhus Kommune og Aarhus som by, udelukkende ved hjælp af fri/open source software baseret på åbne standarder.

• Rådgivning og vejledning i, hvordan den moderne overvågnings- og kommunikationsteknologi kan fungere, så der stadig er fuld respekt for den enkeltes sikkerhed og privatliv.

Dette er spændende og vigtige emner, og hvis du har ideer og arbejdskraft, som du gerne vil bidrage med, er du velkommen til at henvende dig.


Link: Arbejdsgruppe: Borgerdrevet innovation og Open Everything

FSFE Fellowship-gruppe i Aarhus – næste gang mandag den 26. marts!

Ved det første møde i den nystartede arbejdsgruppe om fri software i Open Space Aarhus var vi 9 deltagere alt, og du kan se et referat her. Vi vedtog at fortsætte med at mødes den sidste mandag i hver måned, hvilket vil sige, at næste møde bliver mandag den 26. marts.

Gruppen har fået sin egen wiki-sideFSFEs wiki, som vil fungere som hjemmeside og præsentation af gruppens arbejde. Her finder du også dagsordenen for næste møde. For at rette i wikien skal du først oprette et login. Alle betalende fellows (støttemedlemmer) i FSFE kan logge ind med deres standardlogin til FSFEs hjemmeside – men alle andre kan oprette et gæstelogin. Det står dig altså frit for at oprette et login og opdatere beskrivelsen eller tilføje et punkt på dagsordenen, hvis du mener, det er en god idé.

Der er også oprettet en mailing-liste, som du kan tilmelde dig, hvis du gerne vil følge gruppens arbejde og komme med forslag til, hvad vi kan beskæftige os med – klik ind på denne side for at tilmelde dig:

https://lists.fsfe.org/mailman/listinfo/aarhus

Lad mig gentage, hvad jeg skrev i mit første indlæg om den nye arbejdsgruppe:

Møderne vil foregå i regi af Free Software Foundation Europe (FSFE), og de vil fungere som et regelmæssigt “Fellowship Meeting“, som det allerede foregår i 21 byer rundt omkring i Europa. Så hvis du allerede er Fellow i FSFE, er disse møder for dig. Hvis ikke, er de også for alle, som er interesserede i at mødes med arbejdet omkring fri software i Danmark.

Den nye arbejdsgruppes formål er:

  • at arbejde for at udbrede kendskabet til fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede bevidstheden om værdierne bag fri software i Danmark
  • at arbejde for at udbrede brugen af fri software i Danmark.

Ved mødet d. 26. bliver der er oplæg ved Ole Nielsby om brugerstyret interaktion. Vi vil også fortsætte diskussionen om muligheden for at søge indflydelse ved at rette henvendelse til det politiske liv, og for at danne en arbejdsgruppe i Smart Aarhus, der kan komme med anbefalinger for brugen af fri software i Aarhus Kommune.

Så vel mødt mandag den 26. marts kl. 19.00 i Open Space Aarhus, Bryggervej 30 i Risskov!