Professor, dr. theol. Per Bilde forklarer i en kronik i dagens Jyllands-Posten, hvorfor han og en del andre er kommet til at tvivle på kristendommen. I hans eget tilfælde har det at gøre med et intimit kendskab til religionens opståen og tidlige historie, der slet ikke hænger sammen med, hvad kirken og kristendommen senere blev til:
Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:
1) Jesus’ eskatologiske forhåbningers sammenbrud,
2) udeblivelsen af Jesu genkomst,
3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og
4) kristendommens generelle “kamæleonisering”, hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur. […]
Jesu tilhængere [var] samtidig sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og – for sine troende tilhængere – (gen)oprette det “gudsrige”, som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang. […]
Den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion. […]
Efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis.
Bilde nævner så ikke “hinsidighedsreligionens” rolle som fundamentalt sekulær magtfaktor i Middelalderen, hvor Paven fik møvet sig ind som øverste verdslige autoritet med ret til at indsætte og afsætte konger og kejsere.
Til gengæld minder han om, at intet af det, som diverse højreorienterede apologeter ynder at fremhæve som særligt udmærket ved “kristen” kultur og religion er unikt for kristendommen: “Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt“.
Hvad kirken lærer i dag, er altså i flere lag og gennem flere radikale omtolkninger adskilt fra den tidlige kristendoms dommedagshåb, som igen formodentlig ikke er det samme, som hvad den historiske Jesus lærte (hvis der overhovedet var nogen historisk Jesus).
Kristendommen er med andre ord passé. Måske det efterhånden var på tide at komme videre.
Link: Kritik af kristendommen