Det hænder ofte, at folk, der protesterer mod udlændingelovgivningen, senest mod udvisningerne af afviste irakere (stik mod regeringens egen aftale med Irak) beskyldes for at udgøre en “godhedsindustri” eller får at vide, at de “moraliserer”, tror sig bedre end andre, osv. Selv en af og til fornuftig debattør som Raapil er hoppet på den limpind.
Rune Engelbreth Larsen vender spørgsmålet om i sin klumme i dagens Politiken:
I november 2008 var der forslag fremme om at forbyde drengeomskæring. I en fælleserklæring protesterede Martin Krasnik, Jacob Holdt, Kathrine Lilleør, Bent Melchior, Karsten Nissen og Özlem Sara Cekic m.fl.
Var det mon for at demonstrere deres »godhed«, at de ytrede sig i fællesskab? Var det for at fremhæve sig selv som en »kulturelite«? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at de fandt forbudsforslaget forkert og krænkende.
Men lad os forestille os, at forbudet blev vedtaget. Mon ikke Krasnik ville protestere på tryk og vælge at få det gjort i smug, hvis han atter blev far til en søn? Jeg er i hvert fald sikker på, at mange andre ville gøre det. Hvordan karakterisere dette? Som en gemen forbrydelse?
Et andet eksempel: Lad os antage, at Forsvarskommandoen i september 2005 havde fået nys om, at Jyllands-Posten ville offentliggøre Muhammed-karikaturer, hvoraf flere var så hånlige, at det bl.a. kunne få konsekvenser for udstationerede danske soldater.
Lad os antage, at Forsvarskommandoen på forhånd krævede karikaturplanen indstillet, ja, truede med censur, fogedforbud og ransagninger for at destruere hver eneste kopi, der jo kunne opildne nogen og bringe danskeres liv (og forholdet til »fremmede magter«) i fare.
Hvad ville avisen have gjort? Mon ikke man ville have vægtet ytringsfriheden højere end censurkravet?
Så er det “godhed”, “selvgodhed”, og hvad ved jeg, der får folk til at protestere over begrænsninger i ytringsfriheden, forbud mod omskærelse af drenge – og hvad der ellers er oppe i tiden?
Jeg tror det ikke – måske snarere en følelse af, at det efterhånden begynder at være alvor, det her:
Hvorfor gør de det? Næppe fordi de føler sig som en del af »overhuset« eller »eliten«. Og næppe fordi de synes, at det er særlig fantastisk at blive ’beskyldt’ af et foragtende kor for at være »gode« – et noget desorienterende skældsord, skulle man ellers mene?
Men måske fordi uhyggen simpelthen hober sig op. Mennesker dumpes af den danske stat i fremmede lande, uanset om de måtte være i livsfare eller ej. Hans Jørgen Bonnichsen er blevet truet til tavshed, Per Ramsdal truet med fyring, Kirkeasyl truet med forbud, og Forsvarskommandoen kræver ret til forcensur og truer med at ransage et forlag i kampen mod en bog, der ikke beskriver virkeligheden, som militæret forlanger det. Og så videre.
Og når så en illegal udlænding bliver voldtaget, mishandlet og indespærret af en brutal dansker i ugevis, forarges TV2 Nyhederne lige akkurat kun halvvejs – man undlader nemlig behændigt at oplyse, at den mishandlede kvinde efter sit grusomme mareridt oven i hatten står til tvangsudvisning af Danmarks elskværdige myndigheder …