Tag: politistat

Torture in Egypt – to journalisters øjenvidneberetning

Souad Mekhenet og Nicholas Kulish er to journalister fra New York Times, der blev taget til fange af Mubaraks frygtede hemmelige politi, Mukhabarat.

De led ikke selv nogen overlast under deres fangenskab, men de fik et uhyggeligt indtryk af, hvordan regimet i disse dage slår ned på almindelige mennesker, der vover at udtrykke deres utilfredshed i de store demonstrationer:

Our discomfort paled in comparison to the dull whacks and the screams of pain by Egyptian people that broke the stillness of the night. In one instance, between the cries of suffering, an officer said in Arabic, “You are talking to journalists? You are talking badly about your country?”

Captivity was terrible. We felt powerless — uncertain about where and how long we would be held. But the worst part had nothing to do with our treatment. It was seeing — and in particular hearing through the walls of this dreadful facility — the abuse of Egyptians at the hands of their own government.

For one day, we were trapped in the brutal maze where Egyptians are lost for months or even years. Our detainment threw into haunting relief the abuses of security services, the police, the secret police and the intelligence service, and explained why they were at the forefront of complaints made by the protesters.

The Mukhabarat has had a working relationship with American intelligence, including the C.I.A.’s so-called rendition program of prison transfers. During our questioning, a man nearby was being beaten — the sickening sound somewhere between a thud and a thwack. Between his screams someone yelled in Arabic, “You’re a traitor working with foreigners.”

Egyptian journalists had a freer hand than many in the region’s police states, but the secret police kept a close eye on both journalists and their sources. As the protests became more violent, a campaign of intimidation against journalists and the Egyptians speaking to them became apparent. We appeared to have stumbled into the middle of it.

Ms. Mekhennet asked her interrogator, “Where are we?” The interrogator answered, “You are nowhere.”

Link: 2 Detained Reporters Saw Secret Police’s Methods Firsthand

Som Nicholas D. Kristof, som også er i Cairo for New York Times, udtrykker det: I dag er vi alle ægyptere.

Lidt baggrund om Tunesien

Kevin Ovenden skriver på Lenin’s Tomb:

He moved in to the Presidential Palace with his official wife, but Leila [hans elskerinde] kicked up such a stink that he divorced and she moved in. Her brother, a small time mafiosi, overnight was transformed into one of Tunisia’s leading businessmen. Stellar advancement beckoned for the rest of the Trabelsi clan as Tunisia itself sank into the nightmare of police repression, corruption on a Croesian scale and slavish adherence to US/French policy interests, all glossed over in Washington, London and Paris, of course, as they encouraged tourism and then latterly the enforced one way flights of rendition to the black jails of the Tunisian desert.

So – an endearing first family for life. Somehow I don’t hear a Lloyd-Webber musical in the wings, a la Evita: Eva Peron had in contrast infinite redeeming features.

Ben Ali was not alone at the top of a pyramid of sadistic repression, grand corruption internally and pimping the country externally. The core of the movement of demonstrations and strikes is surely right in focusing the next steps on the complete clearing out of all those tainted by association with the regime. The caretaker President is already being targeted and the protests continuing.

It is enormously significant that one of the most pro-western and seemingly stable dictators in the Arab world has fallen in a revolution. Only belatedly do events seem to be entering the calculus of Western policy makers and of potentates and princes in the Middle East. Sarkozy was looking forward to playing kingmaker in the unfolding crisis in another former French possession, Lebanon, as Western forces vainly try to get their ducks in a row to isolate Hizbollah and turn back the strengthening alliance between Turkey, Syria and Iran, thus shoring up their own interests and those of Israel.

Se også TV-klippet herover. En politistat falder; et historisk øjeblik.

Sig nej til nøgenscanning – bliv raget i skridtet

I USA, indtil videre. Men det er slemt nok (og kan være på vej hertil): Hele proceduren lader til at have til hensigt at ydmyge passageren og få vedkommende til at tage nøgenscanneren (altså en kropsscanner, der viser sikkerhedspersonalet et billede af dig uden tøj på) næste gang:


At BWI, I told the officer who directed me to the back-scatter that I preferred a pat-down. I did this in order to see how effective the manual search would be. When I made this request, a number of TSA officers, to my surprise, began laughing. I asked why. One of them — the one who would eventually conduct my pat-down — said that the rules were changing shortly, and that I would soon understand why the back-scatter was preferable to the manual search. I asked him if the new guidelines included a cavity search. “No way. You think Congress would allow that?”

I answered, “If you’re a terrorist, you’re going to hide your weapons in your anus or your vagina.” He blushed when I said “vagina.”

“Yes, but starting tomorrow, we’re going to start searching your crotchal area” — this is the word he used, “crotchal” — and you’re not going to like it.”

“What am I not going to like?” I asked.

“We have to search up your thighs and between your legs until we meet resistance,” he explained.

“Resistance?” I asked.

“Your testicles,” he explained.

‘That’s funny,” I said, “because ‘The Resistance’ is the actual name I’ve given to my testicles…”

The pat-down at BWI was fairly vigorous, by the usual tame standards of the TSA, but it was nothing like the one I received the next day at T.F. Green in Providence. Apparently, I was the very first passenger to ask to opt-out of back-scatter imaging. Several TSA officers heard me choose the pat-down, and they reacted in a way meant to make the ordinary passenger feel very badly about his decision. One officer said to a colleague who was obviously going to be assigned to me, “Get new gloves, man, you’re going to need them where you’re going.”

For the First Time, the TSA Meets Resistance (via Boing Boing).

Pas på, når du rejser til USA: Tæsk forude

Beatings ahead

Da den canadiske science fiction-forfatter Peter Watts’ bil blev gennemrodet ved den amerikansk-canadiske grænse, begik han den fejl at spørge hvorfor. Big mistake.

Så nogen lavede et skilt, som de kan sætte op ved de amerikanske grænseovergange for at advare besøgende om, hvad de kan forvente.

Cory Doctorow har historien på Boing Boing:

Kai was outraged by the conviction of Dr Peter Watts, the Canadian science fiction writer who got out of his vehicle while crossing back into Canada to ask a US border guard why his car was being searched, and was clubbed, gassed, charged with a felony, and left in wet clothes in an unheated cell overnight during a snow-storm. So Kai made this sign warning unwary travellers of what they might expect the next time they cross into Canada at Port Huron. I’ve checked with Peter (who is awaiting sentencing) and he’s OK with this being posted.

Jeg skimter en turistkampagne i horisonten: Kom til Sunny Florida og få tæsk af politiet. Eller ikke. Der er mere om historien her, Cory har også en del links efter opslaget på Boing Boing.

Link: Unprovoked beatings ahead

Mundkurv til læger i asylsager

Jeg troede, jeg havde hørt det hele – jeg troede efterhånden, at regeringen og Dansk Folkeparti var færdige med at  undergrave væsentlige retsprincipper og efterhånden havde nået mætningspunktet i deres paranoide bestræbelser på at holde fremmede vækster ude af vores efterhånden ret godt isolerede mosehul.

Men nej, de manglede stadig at finde på dette: Læger, der udfærdiger lægeerklæringer om asylsøgere, må, hvis udkastet til den nye udlændingelov bliver en realitet, ikke længere udtale sig til pressen, hvis ikke de vil have deres lægeerklæring kasseret.

Also sprach Politiken:

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil lukke munden på læger, der offentligt kritiserer hende i udlændingesager.

Ministeren truer med at kassere lægeerklæringer fra læger eller psykiatere, der kritiserer ministeriet i sager, hvor asylansøgere beder om humanitær opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager.

I bemærkningerne til en ny udlændingelov står der, at lægen vil blive betragtet som inhabil, hvis han eller hun »efter afgivelse af erklæringen eller udtalelsen henvender sig til pressen og kritiserer ministeriets sagsbehandling, samtidig med at lægen udtaler, at hans eller hendes patient bør meddeles opholdstilladelse«.

Læger og advokater raser:

»Det her er en begrænsning af vores ytringsfrihed, der kan give minder om politistatsmetoder. Lægen har pligt til at korrekse myndighederne, hvis de opdager, at noget er sundhedsfagligt uforsvarligt. Det er vagthunden i vores system«, siger Torben Ishøy fra Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed.

Både Advokatrådet og Retssikkerhedsfonden kalder den nye praksis i udlændingeloven »yderst betænkelig«.

»Selv om en psykiater eller læge udtaler sig til pressen om problemstillingen generelt eller om enkeltsager, så behøver det ikke at være ensbetydende med, at den pågældendes tidligere lægeerklæring er usaglig«, siger mangeårig udlændingeadvokat Gunnar Homann, der udtaler sig på vegne af Advokatrådet.

Så – det er da et nyt princip, der vil noget: Hvis du gerne vil tages alvorligt som læge, psykiater, advokat, biolog og sikkert også snart fysiker, matematiker og datalog, må du hellere lade være med at kritisere regeringen. I modsat fald er du nemlig “inhabil”. Og sikkert også snart et hoved job kortere.

Hvad var det i øvrigt lige med at “stå vagt om ytringsfriheden”?

Link: Rønn vil give læger mundkurv på

Ytringsfriheden og truslen mod den

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff sætter fokus på SFs vanvittige forslag om at kriminalisere “terrorsurf” i  en veloplagt klumme i Dagbladet Arbejderen.

Hvis man undrer sig over et sådant forslag fra netop SF, skal man huske, at der er fortilfælde:

Det er sådan noget, der sker, når magten og indflydelsen bliver vigtigere end det, det oprindelig var meningen, den skulle bruges til.

Og ikke nok med det, vælgerne og de nye politiske sengekammerater må overbevises om, at man mener det alvorligt, hvilket ofte fører til en art ‘overkompensation’, hvor man i om muligt endnu højere grad spiller på befolkningens fordomme og hysteri. […]

Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr ved at publicere nogle tegninger af omtrent samme lødighed som nazisternes jødekarikaturer, og som den minoritet, man ønskede at lægge for had, måtte reagere på.

Men her taler vi ikke om et par sindsforvirrede øksemænd, men om et internationalt komplot med det formål at bringe enhver kritik til tavshed. Vi ser det i skueprocessen imod Foreningen Oprør, der meget vel kan give os vores første – men næppe sidste – samvittighedsfange, og hvor det politiske formål kun har yderst lidt at gøre med indholdet af anklageskriftet.

Hvad det i sidste ende drejer sig om, er retten til i tale og på skrift at solidarisere sig med undertrykte grupper og folkeslag. Statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterer, vil nemlig altid bruge vold for at nå sine mål.

Tilbage står blot at stemple enhver form for nødværge som ‘terror’. Det er da også det, det omtalte forslag går ud på, nemlig at gøre ikke blot formidlingen, men selve tilegnelsen af information til en forbrydelse.

Det svarer med andre ord til forbuddet mod at lytte til BBC under krigen. Værnemagten ønskede meget naturligt ikke, at befolkningen skulle kende sandheden om dens ‘strategiske tilbagetog’, og på samme måde skal vi helst ikke få mistanke om, hvor hadede og foragtede som nation, vi er ved at blive.

Der er tale om ‘sider, der opfordrer til vold’, og hvad er så det? Sider, der viderebringer en forståelse for mennesker, der desperat forsvarer sig mod regeringernes folkedrab, deres situation og dens baggrund?

Eller blot alt andet end DR`s politiserier og øvrige slet skjulte propaganda? Det er med fuldt overlæg vagt formuleret og indbyder til ‘agtpågivenhed’ og selvcensur.

Det var den samme taktik, man benyttede for at undgå pinlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet. I stedet for at udstede et udgangsforbud gjorde man det ved massearrestationer af uskyldige mennesker klart, at enhver lovlydig borger ved blot at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt risikerede mishandling og tortur – hvad enten man så kalder det for futtog eller papegøjepind.

Link: Ytringsfrihed

Hvad blev der af de udviste irakere?

Informations Anton Geist har været i Irak og følge op på historien om de irakere, som efter mange år i danske asylcentre nu er blevet udvist til et krigshelvede, udenrigsministeriets egne delegationer ikke engang tør rejse ned til på fact-finding-mission.

Vi læser blandt andet om Arsad fra Kirkuk, som de danske myndigheder fik gennemtrumfet, ikke var fra Kirkuk – hvis han havde været det, skulle han nemlig have haft asyl:

»Jeg er ked af, det er gået sådan her. Jeg kunne have forsørget mig selv. Jeg kunne have betalt skat. Det havde været godt for både Danmark og mig,« siger Arsad.

Han er bitter.

»Jeg havde et liv. Det har jeg ikke mere. Efter otte år. Danmark har gjort mig til et nul,« siger han.

»Jeg er ingenting her. Jeg har ikke noget arbejde. Jeg er bange. Jeg tør ikke gå ud alene. Hvad har Danmark fået ud af at gøre det mod mig?«

Kirkuk er hårdt ramt af terror. Det er alle, Information taler med i provinsen, enige om. Og uden for provinsen har mange advaret os mod at tage dertil.

»Hvis det ikke var for jer, kunne jeg aldrig drømme om at tage dertil. Man ved aldrig, hvad der sker i Kirkuk,« som vores chauffør siger.

Men for et par år siden var situationen endnu mere kritisk i Kirkuk, er de fleste også enige om.

Netop dengang, da drabs- tallene toppede i provinsen, fik Arsad afslag fra Flygtningenævnet. Han havde søgt om genoptagelse af sin asylsag, blandt andet på baggrund af den seneste rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, der slog fast, at den etniske og sekteriske vold i Kirkuk var så udbredt, at alle derfra havde krav på asyl – hvilket ifølge UNHCR stadig er tilfældet.

Nævnet mente ikke, at »de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Kirkuk, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen«.

»De ved ikke, hvad de taler om. Hvis de var mig, ville de heller ikke kunne holde det ud,« siger Arsad.

Han flygtede i 2001 fra Irak, fordi repræsentanter fra Saddam Husseins Baath-parti flere gange havde opfordret ham til at melde sig til en af landets militsenheder. På det tidspunkt fik alle fra provinsen asyl i Danmark. Men Udlændingestyrelsen mente ikke, at han stammer fra Kirkuk.

Arsad besvarede ganske vist en lang række spørgsmål om Kirkuk korrekt og kunne tegne kort over byens gader og floder. Men et svensk firma foretog en analyse af hans dialekt og fandt frem til, at han brugte et for ‘kylling’, som man ikke bruger i Kirkuk, men lidt længere nordpå i den kurdiske by Sulaymaniyah.

Udlændingestyrelsen antog derfor, at Arsad stammede fra de kurdiske områder i det nordlige Irak, som ikke var under Saddam Husseins kontrol.

»Styrelsen finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særlig UNHCR’s oplysninger vedrørende forholdende i det nordlige Irak, må lægges til grund, at du vil kunne vende tilbage til det nordlige Irak uden at risikere forfølgelse fra de irakiske myndigheders side,« skrev den ansvarlige embedsmand til Arsad.

Senere fastslog myndighederne i det nye demokratiske Irak, at Arsad rent faktisk stammer fra Kirkuk. Men på det tidspunkt var Saddam Hussein blevet væltet. Og de danske udlændingemyndigheder valgte ikke længere at lægge UNHCR’s anbefalinger til grund for deres beslutninger.

»Tænk at sådan noget kan ske i et civiliseret land,« siger Arsad. »Den slags beslutninger har ødelagt mit liv.«

Link: ‘Danmark har gjort mig til et nul’

Ytringsfrihed for alle?

… undtagen for dem, der har noget at sige, åbenbart.

Dette har Nastja Arcel en fremragende klumme om i dagens MetroXpress:

Hvornår mistede Danmark viljen og evnen til at kende forskel på en fredelig aktion og en voldelig terrorhandling?

De kongelige sikkerhedsfolk på den røde løber overfaldt Nora fra Greenpeace i samme sekund, hun, som den lille dreng i ‘Kejserens nye klæder’, sagde, hvad hun mente: »Politicians talk, leaders ACT,« stod der på det gule skilt, hun foldede ud. Rigets mænd handlede hurtigt – førte hende væk, og hun kiggede lidt forvirret rundt, inden hun forsvandt bag de kongelige fløjdøre.

Det var om aftenen den 7. december, og der var klima-gallamiddag på dronningens slot i riget, hvor ytringsfrihed har samme status som kronjuvelerne – dog særligt, når den nævnes i samme åndedrag som ‘flæskesteg’.

I ‘Kejserens nye klæder’ råbte drengen: »Han har jo ikke noget tøj på!« da den nøgne konge gik forbi, og folk råbte det samme i kor. Men ingen af gæsterne ved klima-middagen nåede at opdage eller støtte Nora – for hun og det gule skilt blev gemt væk, inden hun nåede at åbne munden.

Senere skete der det samme for hende, som for den unge mand med sandhedstalen i filmen ‘Festen’. Hun blev straffet. 20 dage i fængsel, med et enkelt besøg af sine to børn.

Hvordan kan vi fortælle verden om ytringsfrihed og demokrati i den ene tale og i den anden forsvare 20 dages fængsling af en fredelig aktivist?

Link: ‘Ytringsfrihed for alle’ (tak til Amila for tippet).