Update: Politikens netudgave har så vidt jeg kan se givet oplysningerne i metroXpress’ artikel en ekstra tand, som det fremgår af nedenstående. Det, som arkiveres er alle offentligt tilgængelige oplysninger, og bibliotekerne får om nødvendigt deres egen profil, hvis det er nødvendigt for at kunne se disse. Pinligt, pinligt :-). Læs kommentarerne for nærmere info.
Update, II, kl. 12.09: Jeg har kontaktet MetroXpress’ journalist Niels Thimmer, der svarer:
Selv om jeg skriftligt i går fik artiklen godkendt af Eva Fønss-Jørgensen,
så er det ikke korrekt, at private oplysninger høstes.Vi har rettet artiklen på nettet:
http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/10/17/07/1949-83/index.xml
MetroXpress’ artikel har nu fået tilføjet følgende, som ikke stod der i første omgang: Alt, der er offentligt tilgængeligt, bliver gemt. Private mails forbliver private.
Har du en profil på arto.dk eller dating.dk eller lignende, hvor du gemmer personlige oplysninger eller udveksler beskeder af personlig karakter?
Så bør du vide, at staten får udleveret alle brugernavn og passwords til alle profiler og jævnligt arkiverer alle profilers personlige oplysninger. Hvadbehager?
Denne gang er det ikke PET, men Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek, der indhøster de mange oplysninger.
Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har adgang til alle
brugernavne og kodeord på danske internetsider og arkiverer flittigt alt
fra børns indlæg på Arto.dk til kærlighedserklæringer og profilbilleder
fra Dating.dk.Teknologien hedder internethøstning, og for tiden høster Netarkivet fire
gange om året samtlige danske hjemmesider.En række nyheds-, dating- og andre sociale netværkssider bliver dog høstet
dagligt, fortæller Eva Fønns-Jørgensen, der er områdeleder for Netarkivet
på Statsbiblioteket i Århus.»De danske sites har lovmæssig pligt til at give os adgangskoder. Vi har
siden 2005 høstet tekst, billeder og lyd,« siger hun.Det er dog endnu kun forskere, der har adgang til den omfattende mængde
personlige materiale fra internethøstningen. Men 70 år efter at en
indehaver af eksempelvis en datingprofil er død, vil alle oplysninger være
offentligt tilgængelige.
Jeg ved ikke, hvor overrasket man bør være, men jeg må indrømme, at jeg er lettere målløs. Det er da ikke 1. april i dag? Og hvad mon man ville sige, om det for 50 år siden var blevet bekendtgjort, at postvæsnet fotokopierede alle folks private breve og udleverede dem til Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek “af hensyn til fremtidens forskning”?
Hvor er Datatilsynet henne? Og er det her ikke en potentiel krænkelse af folks privatliv? Vel:
»Vi var kritiske i forhold til lovforslaget og afgav en kritisk udtalelse ud fra et hensyn til de personer, hvis personlige oplysninger bliver gemt. Men nu er det lov, og sådan er det,« siger Datatilsynets direktør, Janni Christoffersen.
Statsbibliotekets netarkiv ser dog ingen grund til at kritisere registreringen.
»Det er jo folk selv, der har valgt at lægge materialet på nettet. Adgangen til vores arkiv er dog meget restriktiv, og det er først, når personen har været død i mange år, at materialet bliver frigivet,« siger Eva Fønns-Jørgensen.
Igen, jeg er virkelig målløs. Når man kan indføre sådan noget uden overhovedet at spørge folk ved man bare, at man lever i et samfund, hvor folks private kommunikation i forvejen overvåges massivt.
Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at standse det.
Jeg er selvsagt nu lidt mindre målløs – til gengæld understreges betydningen af, at man forsøger at bekræfte især sensationelle historier fra flere, uafhængige kilder. Hvad overvågningen angår, vil jeg dog minde om, at al din email- og telefon-kommunikation samt al din web-læsning stadig bliver logget, med mindre du opholder dig i udlandet eller gør noget aktivt for at forhindre det.