Informations Rune Lykkeberg har en udmærket artikel, hvor han demonterer myten om Birthe Rønn Hornbech som den “humane” borgerlige. Lykkeberg betegner i stedet Rønn Hornbech som opportunistisk “modløber”:
Inden valget i 2001 blev hun ikke regnet for en humanistisk heltinde i udlændingespørgsmålet. Dengang var hun radikal strammer og lovede, at specifikt tyrkere, somaliere og pakistanere skulle rammes af den nye lovgivning. Anders Fogh Rasmussen blev som Venstres formand nødt til at tage offentligt afstand fra hende og forsikre, at man naturligvis ønskede at behandle alle borgere lige og retfærdigt.
Dengang var Birthe Rønn Hornbech arkitekt bag Venstres udlændingepolitik, som Bertel Haarder som den første integrationsminister kunne bruge som udgangspunkt for stramningerne i 2002. Senere lagde hun sig på den anden side af sit eget parti og begyndte at kritisere de fanatiske anti-muslimer i Dansk Folkeparti. Men i 2001 var det hende selv, der påkaldte sig international opmærksomhed for sine rabiate udfald.
Birthe Rønn Hornbech var en succes som modløber. Hun havde ikke noget forvaltningsansvar som minister, hun kunne sige, hvad hun ville, det tilfredsstillede dem, der ønskede modsigelse, det udfordrede den topstyrede konsensus og bidrog til den almindelige underholdning i offentligheden.
Lykkeberg er ikke den første til at bemærke Rønn Hornbechs opportunisme. Preben Wilhjelm gav f.eks. i 1999, i et interview i tidsskriftet Faklen, en noget anden karakteristik af integrationsministerens “retspolitiske integritet”:
Det er vildt overdrevet, at hun er blevet Grundlovens forsvarer, bare fordi hun i modsætning til sit parti stemte imod Tvindloven. Faktisk stemte hele venstrefløjen imod Tvindloven og begrundede det med, at der formentlig var tale om et grundlovsbrud.
Birthe Rønn Hornbech har selv været lige så tæt på et grundlovsbrud med sit krav om et rockerforbud, som Rigsadvokaten måtte opgive efter at have brugt syv millioner kroner og tolv mennesker i halvandet år bare for at undersøge, om man kunne lave et forbud inden for rammerne af Grundloven. Men enhver, der gider at læse Grundlovens paragraf 78, kan se, at det er mere end tvivlsomt.
Hvis rockerne har begået noget ulovligt, skal de dømmes efter den almindelige straffelov – sådan er dét. Man skal være påpasselig med pludselig at udtynde Grundloven eller indføre landets første foreningsforbud.
Rønn Hornbech har brudt FN-pagten og Grundlovens paragraf 19 ved at støtte militæraktionerne mod Jugoslavien. I alle disse tilfælde har kun venstrefløjen stået vagt om Grundloven og vore internationale forpligtelser.
Men det er altid hende, som de hiver i medierne og kalder bannerføreren for Grundloven. Det er lidt mærkeligt, ikke?
Lykkeberg forklarer begrebet “modløber” med henvisning til Kierkegaard: “En taler på en Folke-Forsamling siger: Jeg beiler ikke til noget Bifald (almindeligt Bifald!), jeg vil blot Sandheden (Bifald fra Venstre) jeg gaaer den lige Vei uden at se til hverken Høire ell. Venstre (Bifald fra Høire og Centrum) osv.”
Og det forklarer også, hvorfor Rønn Hornbech har været så populær som modløber: Hun er imod, men hun er ikke sådan rigtig imod, og det gør hende langt mere ufarlig. Selv nok så hård kritik af udlændingelov og retspolitik er trods alt lettere at acceptere, når den kommer fra en af lovens egne arkitekter, end hvis den kommer fra en retspolitisk tænker som Wilhjelm.
Modløberens kritik er kritik light, som med Lykkebergs ord “bidrager til den almindelige underholdning i offentligheden” uden at sætte nogen fundamentale spørgsmålstegn ved noget som helst.
Hvis folk kan nøjes med at diskutere farven på postkasserne i fængslet, kan vi måske slippe for hele diskussionen om, hvorvidt der overhovedet burde være et fængsel. Og derfor vil en populistisk modløber som Hornbech altid være mere populær end en ægte kritiker som Wilhjelm i et mediebillede, hvor overflade og kommentatorspin har forrang for politisk substans.