Ikke endnu, men desværre højst sandsynligt meget snart.
Rønn Hornbech nægter at tage imod 27.000 underskrifter, som Amnesty International har samlet i protest mod udvisningen af irakiske asylsøgere, skriver Politiken:
»Hjemsendelsen af 22 irakere gør det endnu mere påtrængende, at få overbragt de 27.000 borgeres budskab. Det ærgrer os derfor, at ministeren ikke personligt vil modtage underskrifterne«, siger Lars Normann Jørgensen.
Trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes Amnesty International at få et møde i stand med ministeren, oplyser organisationen.
»Vi havde håbet, at vi kunne benytte mødet som en anledning til at få en dialog med ministeren om situationen i Irak og om de forhold, som man nu sender de afviste irakere tilbage til«, siger Lars Normann Jørgensen.
»Vi har sjældent set så spontan og så massiv en reaktion fra borgerne«, siger Lars Normann Jørgensen.
»Vi oplever, at irakernes sikkerhed optager danskerne i meget høj grad. En henvendelse på vegne af 27.000 underskrivere burde gøre indtryk på ministeren«, mener generalsekretæren.
UNHCR siger, at der er en stor risiko forbundet med at sende mennesker tilbage til Irak.
Landet er fortsat plaget af bombeangreb og uro.
»Det er netop det faktum, Amnesty ønsker at diskutere med ministeren«, siger Lars Normann Jørgensen.
Enhedslistens folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen gør opmærksom på, at de politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti, der er involveret i disse hjemsendelser, er personligt ansvarlige for enhver overlast, som de pågældende måtte lide på grund af deres udvisning:
“Jeg håber, at hvert eneste medlem af regeringspartierne og DF er sig bevidst, at de personligt bærer et tungt ansvar for de hjemsendtes liv og sikkerhed. Enhver hændelse for irakerne vil falde tilbage på dem.”
Hun mener, at den danske regering og DF gambler med menneskeskæbner.
“Der er absolut ingen sikkerhedsgarantier for de mennesker, som nu bliver sendt til Bagdad. Mange af de personer, man nu tvangshjemsender, har levet i danske asylcentre i Danmark i op til 12 år. Det er rystende, at det her sker,” siger hun til TV 2.
Hun understreger, at regeringen har ignoreret alle advarsler fra Amnesty, Red Barnet og FN:
“De kender til risikoen, men ingen menneskelige hensyn har fået plads. Det er kynismens triumf. Begrebet borgerlig anstændighed må fra i dag slettes fra ordbøgerne. Det giver ingen mening længere,” siger hun.
Hvis der skulle ske nogen af de udviste noget, håber jeg, at de ansvarlige kommer til at betale for det ved et retsopgør mod det forræderi, der i disse år begås mod drømmen om et frit og solidarisk Danmark.
Update: Fem af de 22 udviste er anholdt, skriver Politiken. Gad vide, hvilke garantier de irakiske myndigheder vil udstede for at de ikke bliver mishandlet …