Der er så mange idiotiske elementer ved de konservatives nye ide om at forbyde burkaer at man ikke helt ved hvor man skal starte. Fx kunne man jo undre sig over at de konservative ikke vil forbyde fx nazisymboler – det støder åbenbart ikke deres demokratiske retsfølelse. Men derimod bliver de provokerede af at se folk gå rundt i burkaer.
Man kunne måske også hævde at foreslaget var et frontalangreb på ytringsfriheden – retten til at ytre sin religiøse holdning via tøjet. Men de konservative forsvarer kun deres egen ytringsfrihed – ikke dem de er uenige med.
Men først og fremmest er foreslaget naturligvis et frontalangreb på religionsfriheden som beskrevet i Grundloven
§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Det vil sige at hvis man vil smide en sæk over hovedet og gå rundt på gaden, fordi man tror det vil bringe én i himlen så er man i sin gode ret.
Det ved de konservative og deres støttere i DF og S jo godt. Det ville være ganske simpelt grundlovsstridigt at lave en lov der hed noget ala: “Vi forbyder hermed muslimske kvinder at gå rundt i en Burka.”. Det skal man ikke være jurist for at forstå ville være et groft brud på grundloven.
Altså må man gå andre vegne – I et forsøg på at bryde grundlovens ånd, uden at bryde den juridisk. Altså har Brian Mikkelsen i uskøn forening med Naser Khader fundet på en formulering ala “Vi kan godt lovgive om, at man ikke skal være fuldstændig tildækket” (link).
Altså Brian og Naser ønsker brændende at bryde grundlovens ånd. De vil ikke have religionsfrihed. De vil forbyde religion. Men kan ikke pga. grundlovens fædre. Og så må de lave en absurd lov der forbyder børn at rende rundt i flyverdragter og elefanthue. En lov der også forbyder motorcyklister at køre med mørk hjelm. En lov der ganske simpelt forbyder fornuftig påklædning i vintermånederne. Man ville kunne stå i december og arrestere stort set alle cyklister med huen ned i panden og tørklædet langt op over munden. Og naturligvis endelig får spærret de burkaklædte kvinder inde – eller smidt ud af landet, når de nu ikke overholder landets love.
Det er absurd at vi skal leve i sådan et Orwelliansk samfund, fordi de Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti foragter grundloven. Religionsfriheden er et gode vi skal være stolte af og værne om. Ikke forsøge at underminere.