retspolitik – Page 2

Camilla Broe og det danske retssamfund solgt ned af floden

Som vi læser i Politiken, er den danske kvinde Camilla Broe nu på vej til USA, hvor hun som følge af juristerier og det amerikanske retssystems overvældende grusomhed kan ende med at blive tvunget til at tilstå en forbrydelse, hun ikke har begået:

Camilla Broe er nu på vej mod Florida i USA til en sag om smugling af mere end 106.000 ecstasypiller.

Hendes forsvarer Michael Juul Eriksen mener, at hun nærmest bliver tvunget til at tilstå, da datteren venter i Danmark. Samtidig er en retssag i USA meget dyr, og det bliver svært at skaffe penge til den.

Sagen har vakt en held del opmærksomhed, da det er første gang nogensinde, at en dansker udleveres til et land uden for EU.

JP-bloggeren Claus Elholm Andersen kalder sagen en skamplet på Danmarks ære og minder om, at Danmark engang hyldede det enkle princip, at man aldrig udleverede en statsborger til retsforfølgelse i udlandet:

Da Danmark helt tilbage i slutningen af 1800-tallet lå i forhandlinger med USA om en udvekslingsaftale mellem de to lande, var det et ufravigeligt dansk krav, at danske statsborgere under ingen omstændigheder måtte kunne udleveres til retsforfølgelse i USA. Ja, Danmark stod så hårdt fast på kravet, at det tog flere år før udvekslingsaftalen blev ratificeret, da daværende præsident Cleveland nægtede at skriver under, hvis ikke Danmark ville udlevere danske statsborgere til USA. Først i 1902, under præsident Roosevelt, blev aftalen endelig skrevet under og hvor USA indtog den pragmatiske holdning, at Danmark jo langt fra var det eneste land, der insisterede på ikke udlevere sine egne statsborgere til retsforfølgelse i et andet landet.

Sagen er mildt sagt ubehagelig. Hvad skal man gøre for at få det land, der åbent tog imod flygtninge og stolt nægtede at udlevere sine egne statsborgere, tilbage?

Gary McKinnon-sagen – hvad skal vi med politistat, når vi har antiterrorlovene?

Twitterbrugeren Oxblood Ruffin skriver om denne triste sag i et gæsteindlæg på Boing Boing:

Gary McKinnon is a Scottish technical expert, or as he is referred to by US federal prosecutors, the perpetrator of “the greatest military hack of all time.” This claim is “total fucking bullshit”, a phrase common amongst information security professionals.

Although Mr. McKinnon has high name-recognition factor in the United Kingdom he is virtually unknown to the American public. He is a mentally challenged hacker who waltzed through ninety-seven US military Web sites before being caught. Mr. McKinnon was looking for evidence of UFOs. He has Asperger Syndrome, a form of autism. It doesn’t make him Rain Man but it does create a different perceptual framework.

Gary McKinnon was arrested in the UK in November 2002 after a thirteen month hacking spree into US military networks. He was eventually caught because he used his own email address to download a program called RemotelyAnywhere. Before the bust McKinnon had been under surveillance by Britain’s High Tech Crime Unit. But then he did that, dare I say, retarded thing.

Gary McKinnon left his email address plus a number of taunting messages such as, “Your security is crap” on US military servers. Personally, I think the messages were on the polite side. America’s military network security is the cyber equivalent of Swiss cheese. My granny could have pulled off McKinnon’s hacks and she was well in the grave before they even transpired. Because remember, if you wanted to intrude into US military sites in 2001 all you had to do was key in: user = guest; password = hello.

And so Gary McKinnon was arrested by the High Tech Crime Unit in Britain. He detailed everything and confessed without an attorney being present. Now bear in mind, this is a guy who has Asperger and didn’t fully comprehend the consequences of what he had done. Yet his confession was signed-off on, and the process began.

US Federal prosecutors told McKinnon’s attorney that if he traveled to America and pleaded guilty that he’d only get eighteen months to three years in prison. McKinnon declined as the offer was not put in writing, although a similar offer was later filed in court papers. Accordingly, Mr. McKinnon was charged in the United States with seven counts of computer fraud at ten years per count [PDF Link] Then came the Lapdog Treaty.

In March 2003 – one year after Gary McKinnon was nabbed – David Blunkett (then home secretary to Tony Blair) secretly popped over to America to sign the 2003 Extradition Act. It was a legal arrangement between Britain and the US to fast track terrorists from one side of the Atlantic to the other. The terms of the agreement can most charitably be described as asymmetric. Legal scholars can have a wank-fest over the minutiae of the arrangement but it boils down to this. If America wants someone from the UK they need only apply reasonable suspicion. Whereas, if the UK wants someone from America then they must prove probable cause.

Reasonable suspicion is the standard to make an arrest; probable cause is the standard to indict.

In real terms, British prosecutors are required to surmount an evidential barrier that American defendants can contest before extradition to the UK. But American prosecutors can extradite any British citizen with substantially lower standards. Even if British citizens were not in the vicinity of a crime, they could not argue to the contrary. It’s the law. Check it out on Google.

The sad fact is that it”s easier to extradite a British citizen to the US than it is to extradite a New York resident to California. If the 2003 Extradition Act were a two way street then one side would be a superhighway and the other side would be a dirt road, with potholes. Compounding this nonsense is that the treaty was intended to be applied to terrorists, and not utilized retroactively against mentally-challenged eccentrics.

From McKinnon’s arrest in 2002 to date, his case has garnered an extraordinary amount of ink in the UK. It started with hysterical claims by US federal prosecutors; traversed the fact and fiction of the file; included McKinnon’s diagnosis as an Asperger sufferer; circumnavigated the extent of the British judicial system; personified McKinnon as the victim of the Lapdog Treaty; saw famous musicians record a song in his support, and celebrities flock to his cause; and generally, piss off the British press and every sensible person in the United Kingdom. All of this was in no small measure due to the efforts of Janis Sharp, Gary McKinnon’s mother. She is best described as a cross between the mother that everyone would love to have and the Archangel Michael. For the atheists out there, this equation represents an ocean of love mixed with a tidal wave of whup-ass.

Ms. Sharp has taken on a singular role in the defense of her son because the British Prime Minister, his cabinet, and the government as a whole would rather genuflect to Washington than protect one of its most vulnerable citizens. Despite the testimony of one of Britain’s leading psychiatrists and autism experts that Gary McKinnon might commit suicide if extradited; regardless that Baroness Scotland – the UK’s attorney general – does not hold the Extradition Act in high esteem; spiteful that a member of Parliament resigned in protest over the travesty; ignoring the direct opposition of the government’s top anti-terror advisor; etc., etc., etc. In the face of all of this and more, the government is shambling about in a willful state of dislocation. They have clearly lost the plot.

Although most people accept that politicians steal candy from the same children they kiss for the cameras, the public draws the line at inhumanity. No government is allowed to play Russian roulette with a person’s life. Because what is fundamental to this case, once you strain away Labour’s craven mendacity, is that Gary McKinnon’s life is at risk. He suffers from an anxiety-prone version of Asperger that is exacerbated by stress. And that is what the British public understands even if the government refuses to confront the truth. Does the Prime Minister actually want to hold a press conference several months from now and say, “I regret to inform you that Gary McKinnon took his own life in an American prison because we failed to act”?

The British public stopped asking for justice for Gary McKinnon some time ago. Now they’re demanding it.

Jeg har ikke rigtig noget at tilføje – jeg savner ord.

Link: Gary McKinnon: Wanted, Dead or Alive

Du kan selv være slap!

Jyllands Posten, Danmarks Højreekstreme avis har endnu engang sendt sine journalister ud i ferielandet for at kæmpe for VK regeringens liv. Nu er det SF, der “vil gøre op med slapperkurs” og straffe indvandrer hårdere.

Denne historie er idiotisk på flere forskellige områder. Først og fremmest definerer artiklen det at øge straffene for kriminalitet som at stramme op og det at være imod den slags for “slapt”. På trods af at de fleste journalister er veluddannede og godt ved at øgede straffe medfører øget kriminalitet. Et fængsel er ganske enkelt den bedste træningslejr for kriminelle man kan forestille sig. Og jo længere man sidder der, jo større er sandsynligheden for at man går direkte ud og begår ny kriminalitet.

At gå ind for øgede straffe er altså at gå ind for en øget kriminalitet i samfundet. Derfor skal enhver stramning naturligvis afvejes mod de potentielle ofre der må lide, samt den ekstra udgift for samfundet det bliver. Således var SF naturligvis på rette vej da de stemte mod regeringens rocker- og våbenlov der begge ville have medført en øget kriminalitet i Danmark. Dette er naturligvis ikke at være “slapper” men at være “fornuftig” eller “velovervejet”.

Tilhold og deponering af pas har naturligvis ikke samme effekt, så på den måde er det egentlig meget fornuftige tiltag SF vil indføre for at forhindre tvangsægteskaber – naturligvis er det at skyde gråspurve med kanoner, men hvis det nu skal være. Partiet vil jo stadigvæk arbejde for præventivt arbejde, der er den eneste farbare vej. Så længe partiet ikke laver flere hjerneblødninger, som da partiets formand foreslå minimumstraffe for våbensbesiddelse. I min partibog havde det givet en fyring på gråt papir – den slags dumheder må man lade højrefløjen om!

link til SFs nye udspil

Glidebanen i aktion: Britisk politi anklaget for at waterboarde narkomistænkte

Faktisk ikke så meget “narko”, kun pot – men effekten er den samme:

Six members of London’s metropolitan police force are the focus of a criminal investigation after a corruption probe revealed allegations by a serving officer that detectives waterboarded suspects allegedly caught with a “large amount” of marijuana.

“The officers under investigation were among 10 based in Enfield, north London, who were suspended in February in one of the worst allegations of corruption to hit the Metropolitan police in recent years,” reported The Telegraph.

“The part of the inquiry focusing on alleged police brutality has been taken over by the Independent Police Complaints Commission (IPCC),” reported the Times Online. “It is examining the conduct of six officers connected to drug raids in November in which four men and a woman were arrested in Enfield and Tottenham.

The British publication added: “Police said they found a large amount of cannabis and the suspects were charged with importation of a class C drug. The case was abandoned four months later when the Crown Prosecution Service said ‘it would not have been in the public interest to proceed.’ It is understood that the trial, by revealing the torture claims, would have compromised the criminal investigation into the six officers.”

I gamle dage talte man om, hvordan “krigen mod stoffer” udgjorde en retspolitisk glidebane, fordi metoder, som man ellers ikke ville acceptere – ubegrænset isolationsfængsling, aflytninger uden dommerkendelse – pludselig blev acceptable, når det var disse væmmelige stoffer, det handlede om.

Og nu ser vi så, hvordan “krigen mod terror” har smittet af på bekæmpelsen af narkokriminalitet ved at gøre tortur acceptabelt blandt i hvert fald nogle politifolk. Måske denne udvanding af retspolitikken er det eneste formål, der nogen sinde har været med at proklamere noget så tåbeligt som en “krig mod terror”.

Link: UK cop accuses colleagues of waterboarding pot suspects (via Boing Boing)

Advokat retsforfulgt for at give sin klient nødvendige oplysninger

Kafka har ikke levet forgæves. KRIM anmelder Nordjyllands Politi for forfølgelse af advokat Michael Juul Eriksen fra Aarhus:

Det er landsformand og advokat Claus Bonnez, der står bag anmeldelsen. Og han anmelder både politi og statsadvokaturen i Aalborg med baggrund i den retssag mod advokat Michael Juul Eriksen, der mandag blev afgjort med frifindelse af advokaten.

Han var tiltalt for at have givet sin klient, der er rocker, de oplysninger i en straffesag, klienten havde krav på at få, men som politiet ikke kunne lide, at klienten fik. Statsadvokaturen og politiet mente, at netop det forhold, at klienten var rocker og færdedes i et kriminelt miljø, skulle have fået advokaten til at begrænse oplysningerne mere end loven kræver. (…)

I den såkaldte Suldrup-sag var politiet efter Juul Eriksen. Han havde en medarbejder i Sverige for at læse gamle aviser på et bibiliotek for at finde oplysninger om hans klients modpart, nemlig hendes egen far, der også var mulig drabsmand, men som politiet efter få døgn opgav at efterforske mod. Og Nordjyllands Politi mente, advokaten med den effektivitet blandede sig i efterforskning af sagen, der er politiets anliggende.

Kafkask, som sagt: Anklagemyndigheden kræver, at sigtede i en straffesag skal have færre oplysninger, end de efter loven har krav på, efter kriterier, som de helt arbitrært selv fastsætter – og forbeholder sig ret til at føre straffesag mod advokater, der formaster sig til at overholde loven.

Og i øvrigt mener de heller ikke, en advokat har ret til at forsøge at fremskaffe oplysninger, som kan vise, en klient er uskyldig – for det er “politiets anliggende”, og politiet ønsker måske ikke at vide det, hvis den anklagede er uskyldig.

Jeg savner ord. KRIMs formand Claus Bonnez har dog nogen til overs:

– Med sagen kunne man få det indtryk, at Nordjyllands Politi og statsadvokaturen med tiltalen mod Michael Juul Eriksen, ønskede at skræmme forsvareren fra at efterleve reglerne, hvis der er tale om kriminelle klienter med relation til bande- og rockerkriminalitet. Og den slags selvjustits, der svækker sigtedes og tiltaltes retssikkerhed, skal advokater ikke presses til at udøve. Forsvarere skal efterleve reglerne og give deres klienter det bedst tænkelige forsvar. Rockere og kriminelle indvandrere er omfattet af den danske retsplejelov og af menneskerettighederne i konventionen. Også selv om politiet og statsadvokaturen ikke bryder sig om det, siger Claus Bonnez.

Link: Politi anmeldt for forfølgelse af topadvokat

Tom Behnke fremfor Villy

Det sker sku ikke så tit. Men hold da op hvor er Søvndal pludselig blevet dum at høre på. Minimumsstraffe for våbenbesiddelser – jeg troede SFs formand var fornuftig til at regne ud at strengere straffe generelt medfører en højere frekvens af kriminalitet. Især hvis sociale hensyn bliver ignoreret af domstolene, som Villy tilsyneladende ønsker.
Villy Søvndals forslag vil således også medføre at den chauffør som kørte rundt med Bendt Bendtsens jagtgevær ville skulle ind og spjælde 1 år i fængslet. Halleluja.
Som Tom Behnke udtaler: “Det er domstolene, der afgør straffenes længde – ikke Folketinget”

link til Villy Snotdum

‘Kids for cash’

Dette er et af de mest absurde eksempler på konsekvenserne af den omsiggribende fængselskultur i uSA, det land i verden, som indespærrer den største procentdel af sin befolkning:

Ejeren af et ungdomsfængsel i Pennsylvania har i årevis bestukket dommere til at idømme flere og længere fængselsstraffe i sager mod børn og unge, end de ellers ville have gjort – den ene af dommerne har nu tilstået at have modtaget 2,6 millioner dollars over de sidste mange år.

The Guardian skriver:

Hillary Transue was 14 when she carried out her prank. She built a hoax MySpace page in which she posed as the vice-principal of her school, poking fun at her strictness. At the bottom of the page she added a disclaimer just to make sure everyone knew it was a joke. “When you find this I hope you have a sense of humour,” she wrote.

Humour is not in abundance, it seems, in Luzerne County, northern Pennsylvania. In January 2007 Transue was charged with harassment. She was called before the juvenile court in Wilkes-Barre, an old coal town about 20 miles from her home.

Less than a minute into the hearing the gavel came down. “Adjudicated delinquent!” the judge proclaimed, and sentenced her to three months in a juvenile detention centre. Hillary, who hadn’t even presented her side of the story, was handcuffed and led away. But her mother, Laurene, protested to the local law centre, setting in train a process that would uncover one of the most egregious violations of children’s rights in US legal history.

Last month the judge involved, Mark Ciavarella, and the presiding judge of the juvenile court, Michael Conahan, pleaded guilty to having accepted $2.6m (£1.8m) from the co-owner and builder of a private detention centre where children aged from 10 to 17 were locked up.

Skandalen kaldes “kids for cash” og har betydet, at man nu genoptager sagerne mod mere end 2000 børn og unge, som Ciavarella har sendt i fængsel.

Et usædvanligt giftigt eksempel på, hvad der sker, når man blander private økonomiske interesser ind i retshåndhævelsen – og på, hvad der sker, når man insisterer på, at “stramninger” og indespærring er løsningen på alle vore kriminalitetsproblemer.

Link: Juvenille court judges accepted $2.6m for sending children to detention centre

Politivold: Peberspray mod pressefotograf

Kamal Qureshi er rystet over politiets optræden i forbindelse med en brutal anholdelse, hvor en af betjentene brugte sin peberspray ikke mod den, der skulle anholdes, men mod en fotograf, der forsøgte at dokumentere anholdelsen.

Til Modkraft.dk beskriver Qureshi episoden sådan her:

Kamal Qureshi var [13. januar] på vej til en middag på Christiansborg, da han pludselig får øje på nogle betjente i færd med at anholde en dansk-palæstinensisk mand, der havde deltaget i en netop afsluttet demonstration til fordel for den krigsramte befolkning i Gaza.

Begivenhederne får nogle pressefolk, bl.a. en kameramand fra mediebureauet Local Eyes, til at løbe til stedet for at filme anholdelsen.

– Den pågældende pressefotograf samt nogle andre fotografer kommer løbende hen til det sted, hvor politiet er i færd med at foretage anholdelsen. Da pressefotografen begynder at filme optrinnet, sprayer en betjent ham direkte i øjnene med peberspray, fortæller Kamal Qureshi, der er overbevist om, at politifolkene godt var klar over, at de brugte peberspray mod pressefolk på arbejde.

– Kameramanden bar et synligt pressekort og var udstyret med et stort, professionelt kamera. Politiet kunne ikke være i tvivl om, at der var tale om presse.

Anvendelse af peberspray er fuldt så meget vold som en knippel lige i synet. Er det virkelig i orden, at politiet bruger vold for at lukke munden på pressen? Men så ikke-i-orden det end er, er det ikke noget nyt.

Qureshi er rystet, men vi er mange, der kan fortælle , at der desværre ikke er meget nyt under solen: Den er helt gal med i hvert fald visse sektorer af politiet, og det har den været i årevis. Og det er heller ikke kun et spørgsmål om “brodne kar” – problemet er snarere systemisk.

Men nu har Kamal Qureshi altså også opdaget det. Det kan der måske komme noget godt ud af.

Link: Voldsom episode har rystet MF’ers tillid til politiet

Retshjælpen afskaffet fra den ene dag til den anden

Vidste du det? Alle muligheder for at få retshjælp eller fri proces blev i praksis afskaffet ved en “reform”, der trådte i kraft 1. januar 2007.

Det skriver advokat Kirstine Kryger Dyekjær i en kronik i Jyllands-Posten:

I mange år har man således for ”den lille retshjælp” på 200 kr. kunnet få en times møde med en advokat, hvor man f. eks. kan få rådgivning om separation, forældremyndighed, forsikring mv. For ”den store retshjælp” på 1.115 kr. kunne man få to til tre timers advokathjælp til at løse tvister; f.eks. med en mekaniker, der havde skrevet for stor en regning eller arbejdsgiver, der ikke ville betale løn.

Fri proces skulle advokater søge gratis, og fri proces indebar, at man ikke selv skulle betale noget.

Til sammenligning koster en times hjælp hos en advokat normalt imellem 1.350 og 3.000 kr. + moms …

Man kan efter 1. januar 2007 ikke længere få retshjælp til:

– Sager, der enten er under behandling eller kan behandles hos et offentligt eller offentligt godkendt nævn/råd. Det er f.eks. Forsikringsankenævnet og Statsforvaltningen.

– Klagesager, hvor sagsbehandlingstiden for advokaten overstiger to timer i alt.

I praksis betyder det, at der stort set ikke er noget, man kan få retshjælp til.

Hvad angår fri proces er det lige så slemt:

Før søgte man det lokale statsamt om fri proces, og det var statskassen, der betalte omkostningerne ved en fri processag og dommeren, der bestemte hvor meget advokaten skulle have i salær med mulighed for advokaten for at klage til en højere ret. Havde man en retshjælpsforsikring, skulle forsikringen dække det salær, dommeren bestemte, advokaten skulle have.

Nu har man ændret reglerne, så man ikke skal søge en offentlig myndighed om fri proces, men derimod sit eget forsikringsselskab. Det er også forsikringsselskaberne, der bestemmer, hvad advokaten må få i salær for sagen, og det er forsikringsselskabet, der betaler regningen.

Sagsbehandlingstiden er steget fra to til otte uger til tre til otte måneder. Mange sager skal anlægges straks, og ankesager skal ankes inden fire uger, og det er derfor umuligt at nå at få svar, inden ankefristen udløber, og man må så i givet fald selv betale…

Reglerne har altså betydet en markant forringelse af især svage borgeres adgang til domstolene og en retfærdig rettergang, hvilket er på kant med Danmarks internationale forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen – og det kan undre, at reglerne ikke har fået mere opmærksomhed i pressen.

Og ja, det kán virkelig undre. Det er også meget bemærkelsesværdigt, at “reformen” er kommet efter en indstilling fra Retsplejerådet, hvor man ellers umisforståeligt fastslog: “Adgangen til om nødvendigt at føre retssag ved domstolene er en fundamental menneskeret, og det må sikres, at der ikke er nogen, der af omkostningsmæssige grunde er afskåret fra som sagsøger eller sagsøgt at føre retssager, der er rimelig anledning til at føre”.

Nu har man tværtimod omhyggeligt sikret, at der ikke er nogen, der har mulighed for at søge deres ret ved domstolene, medmindre de fra starten er indstillet på at betale alle omkostningerne selv. Signalet er umisforståeligt: Domstolenes retfærdighed er for dem, der har penge.

Man aner også, at det er mere bekvemt for myndighederne på den måde – man indskrænker besværlige borgeres adgang til at forsvare sig mod overgreb ved domstolene, ligesom man afskaffer deres muligheder for at sæge juridisk bistand. Hvordan man end vender og drejer det, er der tale om en alvorlig indskrænkning af retssikkerheden.

Link.