Tag: retssamfund

Tilbageholdelse af klimaaktivister julen over var ren chikane

… som også beskrevet i danske aviser. Greenpeace opsummerer situationen på deres klimablog:

Did Danish authorities really hold our activists in prison for 20 days because they were diligently investigating how they got onto a red carpet at a state dinner during the Copenhagen climate conference? New evidence suggests not.

To non-violently paraphrase Michael Corleone, “If history teaches us anything, it’s that you can get past security anywhere.” But here’s a fact: it really, really, pisses them off.

And that, it would appear, is the real reason that our Red Carpet Four activists were held without a trial in Denmark. Let’s be clear: they had a message to deliver. It wasn’t their intent to make monkeys of a security force that was set up to protect the 120 most powerful people on the planet, along with the Queen of Denmark. But yes, they did that when, with a few smart-looking cars in a “motorcade” marked with the Greenpeace logo, a Tuxedo, an off-the-rack evening dress and a flashing blue light bought on the internet, they managed to get into the Parliament and deploy, in full view of the world’s leaders and the gathered press, banners demanding action on climate change.

Now the REASON the police claimed they needed to hold our activists, without visitation rights, for 20 days over Christmas and New Year’s, without trial, was that they were “investigating” the incident.

We offered to help early on. We provided full details and an open invitation to the police to ask us anything. Clearly, security could be better, and we don’t mind letting them know how they can improve it — we’re non-violent, but not everyone with an interest in getting to world leaders can make the same claim.

Yet we weren’t asked a single question until a couple days ago, when police asked for the names of those who were in the three cars in our “Motorcade.” (The individuals voluntarily came forward).

When we (and a judge) were told that the activists needed to be held until the ongoing investigation was complete, we presumed that meant there was an ongoing investigation. Surely the activists themselves were under daily interrogation behind bars.

But no. Nora, Juantxo, Christian, and Joris have just told us they were interviewed only twice: on their arrest and for 15 minutes a few days ago. The cars which were impounded were not even fingerprinted immediately; one car was returned with fingerprint powder on the 30th of December, another car was fingerprinted today, and the police have not started on the third.

One activist, Joris Thijssen, was not arrested on the red carpet, but picked up at a restaurant by police acting, we’re told, on information that Joris was an organiser of the action. What made them think that? It’s because they tapped his and two other Greenpeace phones. (Danish media are reporting that 15 other Greenpeace phones were tapped on the day of the action, and police lawyers were not even consulted on those.)

But what exactly did they do with all that information? If the phone taps had told them everything they needed to know, they would presumably have stopped the action. If the phone taps didn’t tell them everything they needed to know, why did they not ask Joris, who would have been happy to tell them? And if they weren’t going to ask him anything useful, then why on Earth did they put him behind bars for 20 days claiming he was being held while the investigation continued? (Asked on release if he would have done anything differently as a result of his prison experience, Joris replied “I would have brought a book.”)

Even more amazing, Danish newspaper Nyheder reports that the police’s own lawyers had recommended the immediate release of the four – a recommendation which the Chief of Police chose to ignore.

Greenpeace International Executive Director, Kumi Naidoo, said on their release that “When the history of climate change is written, the criminals will be exposed, and these four people are not the criminals.”

Our legal systems should not treat those who choose peaceful acts of civil disobedience over inaction as if they are terrorists or criminals. They are neither. They are the voices of society’s conscience. The longer the world defers delivering a fair, ambitious, legally binding treaty to stop global warming, the louder those voices will grow. (You can add yours here.)

There are not enough prisons in the world to hold us all.

It’s time to stop jailing us, and listen.

En god Venstremand siger stop

Eyvind Vesselbo vil ikke længere lade sig drive rundt i manegen af Dansk Folkeparti, skriver han i en kronik i Berlingeren:

Danmark er på vej ud på et skråplan. Det politiske system og store dele af medierne er nærmest lammet af angst for Dansk Folkeparti. Gang på gang kommer Dansk Folkeparti med forslag, som ligger langt ud over, hvad et samfund som det danske burde beskæftige sig med. Trods dette er alt for mange politikere og mange medier enige om, at der helt sikkert er stor opbakning i befolkningen til en række af de forslag, som Dansk Folkeparti fremkommer med.

Dansk Folkepartis retorik er stort set kun centreret omkring begreber som at stramme, at regulere, at forbyde, om sanktioner, om minimumsstraffe mv. Store dele af den politiske debat følger trop. Det er simpelthen et skråplan, vi er på vej ud på. Vi bør stoppe op og tænke over, om det er et sådant samfund, vi vil have. Vi må tænke over, hvor vi er på vej hen, og hvor denne udvikling skal ende. Som liberal politiker er det mig så inderligt meget imod, at vi fortsætter ad denne politiske vej. Vi har efterhånden helt glemt, at det er begreber som frihed, frisind og kreativitet, som burde være de grundlæggende elementer i vort samfund ikke mindst med en borgerlig-liberal regering ved roret.

Råbene på hårdere straffe, strammere lovgivning, om øget regulering og om flere forbud fortsætter, selv om lovgivningen har flyttet sig et stykke vej i denne retning. Problemet er nemlig, at Dansk Folkeparti aldrig kan få nok. De stopper aldrig. Hvis de gjorde, ville hele deres eksistens være truet.

Vi kan ikke have en politisk debat, hvor alt for mange gemmer sig, fordi de er bange for, at ledelsen i Dansk Folkeparti skal blive sure og mopsede. Hans Engell sagde forleden i TV2, at grunden til, at regeringstoppen ikke går ud og tager afstand fra Dansk Folkeparti i en række sager, er, at man ikke vil gøre Dansk Folkeparti sure lige før finanslovsforhandlingerne. Denne vurdering er ganske givet rigtig, men ledelsen i Dansk Folkeparti må finde sig i at blive sagt imod. De må forstå, at vi lever i et demokratisk samfund, og at i et demokratisk samfund kan man blive modsagt, også af dem, man er støtteparti for. De må også forstå, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Vi har ikke brug for et Vogternes Råd, ligesom i Iran, til at styre meningsdannelsen og den politiske debat.

Eyvind Vesselbo har set lyset. Lad mit gæt være, at der kommer til at blive meget stille om den kronik de næste dage og så her op til finanslosvoforhandlingerne? Imens bliver sprækkerne stadigt mere tydelige.

Men læs det hele, de spredte citater herover kan ikke yde kronikken retfærdighed.

Link: Stop angsten for Dansk Folkeparti (også omtale i Politiken).

Politiets rockermetoder – opfordring til ulovligheder?

Skuespiller og filmproducent Jesper Christensen spørger i et tankevækkende indlæg i Jyllands-Posten, hvordan det kan være vold at sidde ned, mens man får otte slag med en politiknippel:

Politibetjentene er naturligt nok blevet de nye helte nu, komplet med egen tv kanal, hvor enhver kan se, hvor stille og kærligt de kan bryde ind i en kirke midt om natten og lægge folk i plastikstrips. Kærligt, kærligt.

Ministeren roser dem da også straks efter. Ingen fra pressen spørger ham, om han mener, at det var nødvendigt for politiet at slå en siddende og aldeles uaggressiv kvinde otte gange med en knippel.

Den eneste minister, der blev spurgt, var – måske fordi hun er gammel politimester – Birthe Rønn Hornbech, der, stillet over for demonstranter så fredelige som Gandhi, stærkt ophidset udnævnte deres handlinger, altså det at sætte sig på gaden foran politiets køretøjer, til vold.

Vold var det, en meget alvorlig forbrydelse på linje med terror var det. Det kunne straffes med mange års fængsel. Og altså også nu med pryglestraf. Selvbestaltet uddelt af tilfældige betjente med lyst til den slags, og uden at nogle i embedsværket følte sig foranlediget til at gribe ind. Hele Danmark sad og så det på tv. Godt. Der fik de den. Terroristerne.

Pressen nikker, ingen følger op.

Men det er ikke, fordi regeringen er ligeglad med retssamfundet, den har bare andre prioriteringer.

Og disse andre prioriteringer er, viser det sig … burkaer! Som under 100 danskere og indvandrere vælger at gå med.

Den megen blæst om hjælp til at lade afviste asylsøgere gå under jorden har da hvirvlet støv nok op til at gøre det klart, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke er alene. Flere andre politikere melder sig nu på banen som villige til at skjule flygtninge, skriver Politiken:

»En gang imellem skal man følge sin medmenneskelighed. Jeg ville sige kom indenfor«, siger SF’s fødevarepolitiske ordfører, Kristen Touborg.

Og socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav, vil også kraftigt overveje at hjælpe en afvist asylansøger.

»Det kommer selvfølgelig an på omstændighederne. Men tyskerne havde en dusør på min onkel under Anden Verdenskrig. Og jeg er i dag stolt over, at nogen hjalp med at skjule ham, og jeg ville håbe, at jeg kunne handle lige så uegennyttigt, hvis en iraker stod i samme situation«, siger han.

Disse politikere er ikke alene, hedder det videre:

Læger, socialrådgivere, jordemødre, advokater og masser af private borgere hjælper i et hemmeligt netværk afviste irakiske asylansøgere med husly, tøj, mad, juridisk assistance og lægetjek.

Foreningen Kirkeasyl erkender nu åbent, at den hjælper flygtninge, der lever illegalt i Danmark.

Efter den megen medieomtale af de afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke strømmer det ifølge foreningen ind med henvendelser fra danskere, der gerne vil være med til at skjule irakerne eller hjælpe dem på anden måde.

»Hvis vi fornemmer, at folk er seriøse, skriver vi deres navne ned og giver dem til de folk, der har kontakt til flygtninge under jorden«, siger Randa Sebelin fra Kirkeasyls pressegruppe.

Hver fjerde præst er villig til at skjule asylsøgere, hvis det skal være! Hvis erfaringerne fra besættelsen kan bruges til noget, vil tallet formentlig også være rigtig højt blandt læger.

Og bla Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti bla bla bla kræver indgreb fra regeringen og (bla) politiet. Fra rockerpolitiet med kniplerne. Quelle surprise. Men det er rart at se, at der stadig er danskere derude – og selv på Borgen – som er parat til at løbe en risiko for at hjælpe folk i nød. Det giver en lille smule håb for fremtiden, selv i disse for vort land så alvorlige.

Birthe Rønn Hornbech og Lars Løkke Rasmussen – nu med blod på hænderne

Ikke endnu, men desværre højst sandsynligt meget snart.

Rønn Hornbech nægter at tage imod 27.000 underskrifter, som Amnesty International har samlet i protest mod udvisningen af irakiske asylsøgere, skriver Politiken:

»Hjemsendelsen af 22 irakere gør det endnu mere påtrængende, at få overbragt de 27.000 borgeres budskab. Det ærgrer os derfor, at ministeren ikke personligt vil modtage underskrifterne«, siger Lars Normann Jørgensen.

Trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes Amnesty International at få et møde i stand med ministeren, oplyser organisationen.

»Vi havde håbet, at vi kunne benytte mødet som en anledning til at få en dialog med ministeren om situationen i Irak og om de forhold, som man nu sender de afviste irakere tilbage til«, siger Lars Normann Jørgensen.

»Vi har sjældent set så spontan og så massiv en reaktion fra borgerne«, siger Lars Normann Jørgensen.

»Vi oplever, at irakernes sikkerhed optager danskerne i meget høj grad. En henvendelse på vegne af 27.000 underskrivere burde gøre indtryk på ministeren«, mener generalsekretæren.

UNHCR siger, at der er en stor risiko forbundet med at sende mennesker tilbage til Irak.

Landet er fortsat plaget af bombeangreb og uro.

»Det er netop det faktum, Amnesty ønsker at diskutere med ministeren«, siger Lars Normann Jørgensen.

Enhedslistens folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen gør opmærksom på, at de politikere fra regeringen og Dansk Folkeparti, der er involveret i disse hjemsendelser, er personligt ansvarlige for enhver overlast, som de pågældende måtte lide på grund af deres udvisning:

“Jeg håber, at hvert eneste medlem af regeringspartierne og DF er sig bevidst, at de personligt bærer et tungt ansvar for de hjemsendtes liv og sikkerhed. Enhver hændelse for irakerne vil falde tilbage på dem.”

Hun mener, at den danske regering og DF gambler med menneskeskæbner.

“Der er absolut ingen sikkerhedsgarantier for de mennesker, som nu bliver sendt til Bagdad. Mange af de personer, man nu tvangshjemsender, har levet i danske asylcentre i Danmark i op til 12 år. Det er rystende, at det her sker,” siger hun til TV 2.

Hun understreger, at regeringen har ignoreret alle advarsler fra Amnesty, Red Barnet og FN:

“De kender til risikoen, men ingen menneskelige hensyn har fået plads. Det er kynismens triumf. Begrebet borgerlig anstændighed må fra i dag slettes fra ordbøgerne. Det giver ingen mening længere,” siger hun.

Hvis der skulle ske nogen af de udviste noget, håber jeg, at de ansvarlige kommer til at betale for det ved et retsopgør mod det forræderi, der i disse år begås mod drømmen om et frit og solidarisk Danmark.

Update: Fem af de 22 udviste er anholdt, skriver Politiken. Gad vide, hvilke garantier de irakiske myndigheder vil udstede for at de ikke bliver mishandlet …