Fra hans bog “KUN ÉN GUD” (People’s Press 2008), s. 341:
Kan islam bruges til at etablere et ægte demokrati i Mellemøsten? Kan en moderne islamisk stat skabe overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring og derved skabe et demokratisk samfund, der er baseret på de etiske idealer, profeten Muhammad stadfæstede i Medina for næsten 1500 år siden?
Islam ikke alene kan. Islam skal. Og det foregår i virkeligheden allerede i dele af den muslimske verden. Men det er en proces, der kun kan baseres på islamiske traditioner og værdier. Den væsentligste lære, der kan drages af Europas forfejlede “civilisationsmission” er, at hvis demokratiet skal være levedygtigt og bestående, kan det aldrig importeres.
Jamen hov? Er Europa ikke truet af islam, så vi i virkeligheden burde være bange for, at noget sådant skulle ske?
Lad mig reformulere spørgsmålet: Er “Europa” “truet” af “islam”? Det er der nogen, der mener, primært paranoide intellektuelle letvægtere. For nu at imødekomme en sådan indvending, og for at understrege, at Aslan ikke nærer mange illusioner om den øjeblikkelige status af hans demokratisk-islamiske vision, tillader jeg mig også at citere denne korte status over den islamiske verden anno 2008:
Egypten er et enevælde, der udgiver sig for republik, med en livstidspræsident og et afmægtigt parlament. Syrien er et arabisk diktatur, hvis hersker regerer efter landets almægtige militærs forgodtbefindende. Jordan og Marokko er ustabile kongedømmer, hvis unge monarker har taget forsagte skridt hen imod demokratisering, dog uden at fortabe retten til deres enevældige styre. Iran er et fascistisk land, der styres af en korrupt gejstlighed, der sætter hårdt ind på at forhindre ethvert forsøg på demokratiske reformer. Saudi-Arabien er et fundamentalistisk teokrati, hvis eneste forfatning er Koranen, og hvis eneste lov er sharia. Alle disse lande betragter ikke alene sig selv som virkeliggørelsen af det medinensiske ideal. De betragter også hinanden som lande, der på foragtelig vis vanhelliger dette ideal.
Forestiller man sig, at så uenige diktaturlande nogensinde skulle blive enige om noget som helst, der nogensinde skulle kunne true Europa? De omtalte intellektulle letvægtere kan vist godt se at pakke deres grej.
Den fremtidige udvikling i Mellem-Østen er et internt islamisk anliggende, hvor vi som europæere ikke rigtig kan gøre fra eller til, bortset fra, at vi kan håbe på, at en demokratisk og menneskeretsanerkendende reform, som bl.a. Aslan taler for og som vi før har skrevet om her på siden. Eller … en ting, vi måske kunne gøre, er at bede de intellektuelle letvægtere om at skrue lidt ned fra deres paranoia. Europa er ikke ved at blive oversvømmet af islam, og den islamiske verden udgør knap nok en trussel mod sig selv.
Lad os med andre ord sætte alle de hadere, der i Danmark mest repræsenteres af Dansk Folkeparti og omegn, på porten. Karen Jespersens exit før en forventelig Løkke-fyring er i den forbindelse måske et gunstigt tegn.