Steen Pedersen, der har boet i Østafrika i mange år, beskriver i en kronik i Politiken nogle oplevelser med de danske visumregler for afrikanere:
En af mine nære danske venner var for et par år siden på ferie i Kenya og Tanzania, hvor han havde en rigtig god tur og blev godt modtaget.
Han fik ved ankomsten, som en hvilken som helst anden dansk statsborger, der kommer til Nairobis lufthavn i Kenya eller Kilimanjarolufthavnen i Tanzania, et turistvisum for fire uger udstedt på stedet på nogle få minutter.
Under sin rejse lærte han nogle mennesker at kende, som han besøgte. Han havde derfor i år sammen med sin kone inviteret en kenyansk bekendt fra ferieturen på besøg i Danmark tre uger i efterårsferien.
Hun søgte om et tre ugers turistvisum til Danmark. Ved aflevering af visumansøgningen til den danske repræsentation fik hun at vide, at behandlingstiden ville være syv – ni uger. Derfor søgte hun om visum i god tid, nemlig 1. juli, med ansøgning om at lande i Danmark 4. oktober. Det viste sig at vare noget længere, da hun først fik svar på visumansøgningen 7. oktober.
Visumansøgningen blev afslået via de danske myndigheder, fordi hun som kenyansk statsborger ikke var berettiget til et turistvisum til Danmark med begrundelsen, at »du har oplyst, at du ønsker at besøge din herboende ven. Du er således ikke omfattet af den persongruppe af statsborgere i Kenya, der efter praksis som udgangspunkt meddeles visum til Danmark«…
Så kan vi som almindelige borgere i Danmark spørge os selv: Hvad nu, hvis landene ude i verden begynder at indføre de samme visumregler, som Danmark gør over for disse landes borgere, hvordan bliver det så som rejseglad dansker at være turist i Afrika, Østen og Sydamerika, hvor mange af os gerne tager hen?
Én ting står i hvert fald fast: Så længe vi ikke protesterer, men finder os i den racisme, der praktiseres i vores navn, har vi ikke fortjent andet, end at landene i Afrika, Asien og Sydamerika indfører samme slags regler for danske statsborgere.
Og det er også på vej, som Steen Pedersen bemærker andetsteds i sin kronik, hvor han fortæller om reaktionen, da han rykker for en forlængelse af sit visum til Kenya:
Jeg blev sendt ind til en anden myndig og kompetent dame højere oppe i systemet og blev spurgt, hvorfor jeg brokkede mig. Jeg svarede forsigtigt, at det jo normalt kun tog en halv dag, og jeg var kun i Nairobi for at få visum og havde udgifter til ophold etc. Hun, en dame på min egen alder, så hvast på mig og sagde: »Hvor er det du kommer fra? Danmark ikke?« Det kunne jeg jo ikke benægte, hvorefter hun sagde: »Selv om du giftede dig med mig, ville jeg jo ikke engang få lov at komme med dig til Danmark i et år, så hvad er det du beklager dig over?«
Danmark er under en udlændingelov instigeret af Dansk Folkeparti ved at blive kendt ude i verden som et ynkeligt, lille apartheid-land. Velbekomme! Og måtte Luk Lejren-projektet have held i sin bestræbelse på at vippe hele denne institutionelle racisme af pinden.