Har J.K. Rowlings bøger om Harry Potter skabt værdier i det britiske samfund? Er det godt, at hun har fået lejlighed til at skrive dem?
Jeg taler ikke om litterære værdier, for jeg er ikke selv nogen stor fan af dem – hverken af historierne, som jeg opfatter som en slags omskrivning af Enid Blytons kostskole- og børnedetektivromaner med lidt magisk glimmer, eller af budskabet eller indholdet, som er en festligholdelse af middelklassen og borgerskabets værdier, som Harry må siges at inkarnere, garneret med en infantil og meget kristen skelnen mellem “godt” og “ondt”, helte og skurke.
Men ikke desto mindre: Når nu J.K. Rowling havde et sådant projekt oppe i hovedet, er det vel godt, at hun fik lov til at forfølge det – bøgerne har underholdt en masse mennesker og givet os mulighed for at diskutere de bagvedliggende tankers værdi eller mangel på samme. Ud fra det rent pekuniære perspektiv, som liberalisterne plejer at lægge vægt på, har bøgerne skabt store eksportindtægter for Storbritannien. Så i den forstand er det vel godt, at J.K. Rowling fik mulighed for at skrive dem?
Vel, hvis man skal følge den danske regering og dens insisteren på at jagte og “aktivere” de arbejdsløse, er det ikke helt så simpelt. J.K. Rowling skrev nemlig de første Harry Potter-bøger, mens hun var enlig mor på bistand, i den tid, hun havde til rådighed, fordi hun ikke kunne finde et arbejde, hun kunne passe samtidig med, at hun også skulle hellige sig den krævende rolle som enlig forælder. Efter dansk (og britisk) lovgivning begik hun socialt bedrageri. “I virkeligheden” burde hun selvfølgelig have været aktiveret, så hun i stedet kunne have brugt tiden på noget “fornuftigt”. Eller hvad?
Mon ikke der blev skabt flere af de værdier, vi alle sammen efterlyser, om de arbejdsløse fik lov at være lidt i fred – eller hvis vi måske endda alle sammen fik lov til at tage den form for frihed, hvis vi havde brug for det, i form af en almindelig ret til borgerløn?
J.K. Rowling er i hvert fald ikke særligt bodfærdig over sin “brøde” eller taknemmelig over den hjælp, hun fik fra samfundet – tværtimod er hun rasende over de vilkår, som enlige mødre må leve under, samtidig med, at de får skylden for stort set alle ulykker i samfundet:
I had become a single mother when my first marriage split up in 1993. In one devastating stroke, I became a hate figure to a certain section of the press, and a bogeyman to the Tory Government. Peter Lilley, then Secretary of State at the DSS, had recently entertained the Conservative Party conference with a spoof Gilbert and Sullivan number, in which he decried “young ladies who get pregnant just to jump the housing list”. The Secretary of State for Wales, John Redwood, castigated single-parent families from St Mellons, Cardiff, as “one of the biggest social problems of our day”. (John Redwood has since divorced the mother of his children.) Women like me (for it is a curious fact that lone male parents are generally portrayed as heroes, whereas women left holding the baby are vilified) were, according to popular myth, a prime cause of social breakdown, and in it for all we could get: free money, state-funded accommodation, an easy life.
An easy life. Between 1993 and 1997 I did the job of two parents, qualified and then worked as a secondary school teacher, wrote one and a half novels and did the planning for a further five. For a while, I was clinically depressed. To be told, over and over again, that I was feckless, lazy — even immoral — did not help…
Nobody who has ever experienced the reality of poverty could say “it’s not the money, it’s the message”. When your flat has been broken into, and you cannot afford a locksmith, it is the money. When you are two pence short of a tin of baked beans, and your child is hungry, it is the money. When you find yourself contemplating shoplifting to get nappies, it is the money. If Mr Cameron’s only practical advice to women living in poverty, the sole carers of their children, is “get married, and we’ll give you £150”, he reveals himself to be completely ignorant of their true situation.
Mon ikke vi i det moderne overflodssamfund gjorde klogere i at give de folk, som der lige nu ikke er plads til på arbejdsmarkedet, lidt frirum – frem for at jagte dem og beskylde dem for at “nasse”? Mette Frederiksens drøm om at samfund, hvor alle tvinges til at arbejde for deres bistandshjælp, er i alle tilfælde et samfund uden Harry Potter-succeser.
The single mother’s manifesto (via Boing Boing)
Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).
Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.
Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.
Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget, om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?
Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.
Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.