Smart Aarhus-arbejdsgruppe om borgerindflydelse og Open Everything

Jeg er sammen med Jacob Toft Pedersen fra OSAA blevet formand for en arbejdsgruppe i Aarhus Kommunes “smart city”-projekt, som vil lægge vægt på borgernes muligheder for selv at skabe og få indflydelse på dagligdagens teknologi – herunder ikke mindst retten til at bruge fri software i enhver interaktion med det offentlige.

Gruppen hedder “Borgerdrevet innovation og Open Everything“. Der er tale om et samarbejde mellem OSAA, den nye arbejdsgruppe(FSFE Fellowship Group) om fri software og hvem, der end har lyst til at deltage på de præmisser, der afstikkes i oplægget.

OSAA har en wiki-side, hvor arbejdet koordineres, og det er ikke noget dårligt sted at starte, hvis du selv har lyst til at bidrage på den ene eller den anden måde.

I selve oplægget skriver vi bl.a.:

Hvis en teknologidrevet udvikling af Aarhus til en “smart” by skal føre til en by, der er bedre at leve i for borgerne, er det vigtigt, at borgerne selv kan blive en del af processen. Vi vil derfor forsøge at skabe måder, hvorpå borgere med både store og små tekniske forkundskaber selv kan være med til at forme og definere den teknologi, der kommer til at udgøre den nye og smarte by. Grundlæggende handler det om at finde måder, hvorpå man kan fremme den teknologiske skabertrang og give borgerne rum, hvor de kan udfolde sig. (…)

Man kan udvikle en sensorboks, der let kan kobles sammen med software og også gerne en web-platform, så grupper af brugere selv kan definere, hvad de ønsker at måle på og hvor og få dataene behandlet og præsenteret grafisk. Løsningen kan baseres på åben hardware og fri/open source software, så alle kan downloade både specifikationer og software, så de kan tilpasse dem til deres egne behov. (…)

Allerede i dag findes der over hele byen mængder af sensorer, som indsamler data, som aldrig bliver brugt. Disse data bør så vidt muligt gøres offentligt tilgængelige. Ved offentliggørelsen bør alle data gøres tilgængelige i et maskinlæsbart format defineret af en offentliggjort åben standard, så alle har mulighed for at skrive programmer, der udnytter og bearbejder dem. (…)

I den stærkt digitaliserede virkelighed, som der sigtes mod i fremtidens Aarhus, skal det stadig være muligt for den enkelte borger at styre de processer, der kører på vedkommendes egen computer eller smartphone. Al kommunikation med det offentlige bør derfor udformes ved hjælp af åbne standarder. Dette betyder, at det for den enkelte borger altid vil være muligt at kommunikere med myndighederne ved hjælp af fri/open source software, hvad enten kommunikationen foregår via en computer eller en smart phone. (…)

I lyset af disse temaer vil vi derfor arbejde med:

• Forslag til udvikling og design af en decentral sensorinfrastruktur, som borgere selv kan bruge til at opbygge teknologien til at indsamle de data, som interesserer dem.

• Workshops og demonstration af proof-of-concept for den hardware og software, der skal bruges til at skabe denne brugerdrevne infrastruktur.

• Udvikling af rammer og rum for borgernes teknologiske skabertrang, blandt andet gennem hackerspaces, hacklabs og udstillinger som maker fairs (teknologiske “gør-det-selv”-skuer).

• Rådgivning og vejledning i, hvordan borgerne i alle tilfælde kan udføre alle funktioner, der er vigtige for deres daglige interaktion med Aarhus Kommune og Aarhus som by, udelukkende ved hjælp af fri/open source software baseret på åbne standarder.

• Rådgivning og vejledning i, hvordan den moderne overvågnings- og kommunikationsteknologi kan fungere, så der stadig er fuld respekt for den enkeltes sikkerhed og privatliv.

Dette er spændende og vigtige emner, og hvis du har ideer og arbejdskraft, som du gerne vil bidrage med, er du velkommen til at henvende dig.


Link: Arbejdsgruppe: Borgerdrevet innovation og Open Everything