Se også:
• Efterlønnen: Det store tyveri
• Danes may lose early retirement contributions
Billede fra OneLiners4DK (Twitter).
Tag: socialpolitik
Tanker om efterlønnen
Dette indlæg var oprindelig en kommentar på Ole Wolfs blog, men fortjener egentlig sit eget indlæg her.
Der tales meget, især fra borgerligt hold, om “nødvendigheden” af at afskaffe efterlønnen.
Socialministeren: Øget fattigdom er ‘glædeligt’
Flere danskere end nogensinde før søger julehjælp hos bl.a. Kirkens Korshær. På trods af, at man må formode, at den tunge og ydmyge tiggergang hos en godgørende organisation nok kan holde en del “værdigt trængende” væk, synes socialministeren, at det er en “glædelig” udvikling, skriver Information:
Det øgede antal henvendelser til velgørenhedsorganisationerne fik i sidste uge socialminister Karen Ellemann (V) til i de hjemløses blad ‘Hus Forbi’ at kalde det »glædeligt, hvis den stigende efterspørgsel på julehjælp er udtryk for, at de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som frivillige tilbyder.«
En udtalelse, der vækker hovedrysten hos AE-rådets chefanalytiker.
»Det er ikke glædeligt. Det er udtryk for en voldsom stigning i fattigdommen«, siger Jonas Schytz Juul, som netop har offentliggjort en stor undersøgelse af fattigdommen i Danmark.
Leder af Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen kalder socialministerens udtalelser for en falliterklæring.
»Det skal ikke være private, der har ansvaret for at løse fattigdomsproblemerne. Der er ikke nogen, som med glæde beder om almisser. Det er folk, som har det ad helvede til og som lever i stor nød og elendighed,« siger han.
Men for socialministeren er det altså “glædeligt”, hvis de fattige, som hendes egen regering har skabt, får lært at krybe til private velgørende organisationer for at få hjælp.
Link: Sociale organisationer raser over udtalelser om fattige
Update: Morten Nielsen skriver også om dette.
Velfærdssamfundets bagside
I Politiken fortæller Maria Mazzoni fra København om, hvordan det er at søge hjælp til sin 12-årige datters psykiske problemer:
Maria oplever, at al hendes vågne tid går med at ringe, skrive, maile og rykke for svar hos skiftende instanser, alt imens familien slides mere og mere i laser.
»Det er hele systemet og de her procedurer og drejebøger, de hænger sig i. Man bønfalder, man er meget ydmyg, man prøver at please og være venlig i stedet for at skælde ud, fordi de sidder med så meget magt, og man er bange for at brænde sine broer«, siger hun over en stor stak sagsakter i hjemmet på Amager.
Under målsætning om at »sætte borgeren i centrum« har politikerne bag kommunalreformen opnået det stik modsatte, kritiserer Bettina Post, formand for Landsforeningen af Socialrådgivere.
»Kommunalreformen har splittet det sociale arbejde op i afgrænsede forvaltninger. Tingene skal skilles ad, man må for eksempel ikke snakke om sociale problemer henne i jobcentret. Borgeren skal have en fuldtidskalender fyldt op med, hvor skal jeg til møde om hvad, hvilke papirer skal jeg have med, og hvem skal jeg tale med«, siger hun.
Andre steder i landet er det måske ikke helt så slemt som i København, men det egentlige resultat er præcis det samme: Børn, der kunne have haft en god prognose, hvis de havde fået støtte, tabes på gulvet på grund af offentligt omsorgssvigt.
Alle gode kræfter og instanser sætter sig ned i en rundkreds og er enige om at noget må gøres, det er bare ikke lige præcis dem selv, der skal gøre det. Dette system vender den tunge ende nedad: Forældre med store ressourcer og overskud til at bruge dem på deres børns handicap kan trække læsset selv, eller de kan måske råbe højt nok til, at der sker noget. Forældre med kun almindelige ressourcer til deres rådighed (som Mazzoni i Politikens artikel) må se sig selv kørt ned, mens deres børn ikke får hjælp.
Hvad med et samlet system, der satte barnet og behovet først og papirerne og juristerierne sidst? Men det ville jo kræve, at man tænkte som en helhed og ikke som en lang række forskellige cigarkasser.
Dagens citat: Hanne Reintoft
I Kristeligt Dagblad:
Det har altid været sådan, at kun cirka 75 procent i den arbejdsdygtige alder er i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. Før i tiden “gemte” mange kvinder sig hjemme. Men mennesker med kræft, sclerose, sindslidelser og med handicap som følge af trafikulykker vil altid være her og kan ikke klare sig selv. Vi ydmyger dem. Har vi virkelig glemt slutordene i den gamle salme “Sig langsomt månen hæver”: “Og trøst min syge nabo med”?
Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).
Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.
Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.
Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget, om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?
Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.
Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.