Tag: stramninger

Arbejdet som Vejen, Sandheden og Livet

Hr. Kommentar skriver:

Arbejdsløshed i sig selv er ikke et kæmpe problem. Det er godt for miljøet, og det giver folk mulighed for at opdage det vidunderlige i at have tid, men ingen penge, i stedet for at have penge og ingen tid.

Det er en gigantisk socialiseringsmaskine, men det er ikke nogen særligt spændende mennesker, der kommer ud af maskinen. Det holder også uligheden nede, men det er fordi man har besluttet, at arbejde er den primære mekanisme for fordeling af velstanden – det kunne ændres.

Men det er et problem, hvis samfundets værdier drejer sig omkring det at arbejde. Når der ikke er arbejde nok til alle, og dem uden arbejde får at vide, at det er fordi de er dovne og selviske, så er det meget skidt for dem, der ikke kan få arbejde.

Så knep jer, der skælder ud på arbejdsløse, mens I får folk fyret i massevis. Knep jer i røvhullet med en rusten morgenstjerne, for I er ondskabsfulde, ækle mennesker, der ikke fortjener bedre.

Jeg kunne vist ikke have sagt det bedre selv. Hvad er det nu, der er galt med slagordet “arbejde gør fri”?

Stramninger skubber folk ud i dyb fattigdom

Det skriver Jyllands-Posten, idet de citerer Rådet for Socialt Udsatte:

De svageste borgere herhjemme bliver skubbet ud i dyb fattigdom. De oplever ikke det kærlige puf ud på arbejdsmarkedet, som var tanken bag regeringens stramninger af socialhjælpen.

– For de fleste bliver det i stedet et ukærligt puf ud over kanten. Det resulterer i, at de mister modet. Konsekvensen er fattigdom, der ødelægger deres liv, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Særligt 300/450-timers-reglen rammer hårdt. Reglen indebærer, at begge parter i et ægteskab skal kunne dokumentere 300 [fr 2009 450] timers arbejde inden for to år for at kunne få kontanthjælp. Ellers mister den ene part sin kontanthjælp.

I rapporten er der et eksempel på, at en børnefamilie i tre uger må leve uden strøm og derfor må undvære mælk og andre kølevarer og spise dåsemad varmet over en fonduebrænder.

Ifølge rapporten er konsekvensen af de laveste sociale ydelser økonomisk krise, gæld, opsigelse af bolig, forstærket isolation og modløshed.

Så meget for det solidariske samfund, Danmark vist engang var. Hjemløshed, begrænset adgang til sundhedsvæsnet og hård fattigdom er, hvad regeringen, LA og de radikale ønsker for dem, der ikke kan finde arbejde. Det motiverer ikke – faktisk virker det demotiverende på folk, hvis de ikke engang har råd til noget tøj, som de anstændigvis kan have på til en jobsamtale. Men det giver da middel- og overklassen noget at frygte, og det er nok også det egentlige formål med stramningerne.

24-års-reglen og menneskerettighederne

See you in Malmø!

Som om 24-års-reglen ikke var slem nok, foreslår Lars Løkke nu at “opbløde” den – med et pointsystem:

»24-års-reglen skal udbygges med en pointsystem og et skærpet tilknytningskrav. Point for uddannelse. Point for sprog. Og point for erhvervsaktivitet. Og hvis pointene er høje nok, skal kravet om de 24 år ikke spænde ben«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Andre må derimod indse, at de ikke kan komme til Danmark, selv om de er 24 år.

»For nogle kan det være lige meget, om de er langt over 24 år. De skal bare ikke ind, hvis de udelukkende kommer for at ligge det danske samfund til last«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Her er første del af artikel 16 fra FNs verdenserklæring om menneskerettigheder:


1) Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.

At gifte sig og stifte familie, herunder at praktisere sit familieliv, er altså ikke bare ganske naturligt, det er defineret som en menneskeret. 24-års-reglen strider allerede mod menneskerettighederne, men med bemærkningen om, at de mennesker, som ifølge Løkke og hans smagsdommere “bare ikke skal ind”, siger Danmark da helt farvel til enhver forestilling om menneskerettigheder – i hvert fald på det punkt.

Gamle kort over den civiliserede verden må vist efterhånden udleveres med en saks, så Danmark kan klippes ud af den. Ligesom vi allerede er smidt ud af Skandinavien.

Billede: OneLiners4DK

Venstremand: Dansk Folkeparti har kostet Danmark dyrt

Det er Venstres Eyvind Vesselbo, der tager bladet fra munden i et interview med Sveriges Radio, hvor han advarer den svenske statminister mod et samarbejde med Sverigesdemokraterne:

– Undgå Sverigedemokraterna. Det har kostet, at arbejde sammen med Dansk Folkeparti, siger han til programmet Ekot mandag.

– Jeg synes, det er et problem, at udlændinge i Danmark hver morgen skal vågne op og høre, at de er et problem i Danmark, siger Eyvind Vesselbo og fortsætter:

– På en lang række områder er vi gået for langt. Dansk Folkeparti presser og presser, og vi er gået for langt i vores indrømmelser til dem.

Vesselbo tilføjer, at hans egen regering burde have sagt nej til DF’s retorik og mange af partiets krav, “for Dansk Folkeparti vil aldrig vælte en borgerlig regering”.

På tide, vi hørte fra det mere anstændige Venstre. Ansvaret for de sidste års højredrejning og uhørt stramme udlændingepolitik hviler derfor tungt også på Vesselbos skuldre.

Når du strammer garnet …

Netop som man troede, det nok ikke kunne blive ret meget være, drejer VKO-regeringen endnu en gang på strammeskruen i forhold til udlændinge her i landet.

Og hvorfor? Tydeligvis ikke som et forsøg på at løse nogen problemer, man faktisk har, men snarere som endnu et rent signal om, at “vi” gør noget ved “udlændingene”, så især Dansk Folkeparti kan blive ved med at profilere sig på marginaliseringen af “de fremmede” – en marginalisering, der sandt at sige har den ubehagelige konsekvens, at rigtige mennesker bliver ofre for rigtige indgreb.

Rune Engelbreth opsummerer de nye regler med beundringsværdig klarhed:

I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring, fremover må de ikke have modtaget det i tre år … Men hvad i alverden har ægteskab og familiesamhørighed at gøre med, om man er modtager af kontanthjælp eller ej?

Det er ene og alene et udtryk for kynisk brutalisering af én befolkningsgruppe – stramninger for stramningernes skyld for at fastholde magttaburetterne på Dansk Folkepartis nåde og unåde.

Fremover kan man så få point for at være i arbejde, beherske dansk og ‘vise interesse for det danske samfund’ … Det skal til gengæld muliggøre en hurtigere vej til permanent opholdstilladelse, der således kan ske på fire frem for syv år, hvilket er en betinget lempelse for nogle, der hopper på stedet, klapper i hænderne, messer rød grød med fløde og interesserer sig for det, som Fader Stat fortæller dem, at de skal interessere sig for. Goood vovse – du får dit kødben lidt hurtigere.

Men hvad nu, hvis man ikke kan få arbejde? Skal man så straffes yderligere, fordi man ikke har dansk stamtavle?

Den slags hensyn rager ikke DF og VK. Der er danskere med lige rettigheder, og der er u-danskere uden lige rettigheder, uanset om de har boet i årevis i landet. A-borgere og C-borgere.

Det er mere og mere trættende at skulle kommentere den slags tiltag. Hvorfor vil man stramme skruen yderligere? Som sagt, tydeligvis ikke for at løse nogen rigtige problemer – snarere udelukkende for at vise, at man kan. Og for at vise, at de her nederdrægtige udlændinge ikke skal glemme, at de er noget andet og mindre end os “danskere”.

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, lyder det i den gamle julesang – og det, man kvæler i det her tilfælde, er desværre al den frihed og mangfoldighed, der engang gjorde Danmark til et land, det var værd at leve i og være stolt af.

Knivgalskab

Den seneste diskussion om sager mod folk, der er blevet taget i at gå rundt med en kniv, der er blot én millimeter længere end syv centimeter (eller hvad det nu var) kan få en til at spørge sig selv, om vores retssystem da endelig er blevet fuldstændig vanvittigt. En mand bliver i en anden sag taget med en foldekniv, som han har glemt i sin bil, da han tog på fisketur – og anklageren insisterer på ubetinget fængsel?

Jeg ved ikke, om hensigten direkte er at indføre en vilkårlighed i lovgivningen ved at kriminalisere store dele af befolkningen, så man til hver en tid kan komme og slå de fleste mennesker i hovedet med en straffelovsovertrædelse, men jeg synes i alle tilfælde, det er det glade vanvid, at foldeknive og hobbyknive og multiværktøjer overhovedet kan være omfattet af våbenloven – og så blot, for at politikerne kan “sende et signal”?

En kørestolsbruger forklarer her, hvordan denne tåbelige lovgivning reelt gør hende til kriminel, fordi hun gerne vil have noget at spise:

Jeg er lam og sidder i kørestol, og min mad skal skæres ud og findeles. Derfor kører jeg rundt med en grillkniv, som mine hjælpere bruger til dette formål, grillknivens blad er over 7 cm. Min kniv er pakket i etui og ligger i en rygsæk, som hænger bagpå min kørestol.

Som aktiv indenfor handicaporganisationerne er jeg tit til møder med politikere og embedsmænd, til disse møder serveres smørrebrød eller ostemad, hvorfor jeg er nødt til at medbringe min kniv. – Her er kniven lovlig!

Efter et møde tager jeg af og til på shopping, det kan være i et indkøbscenter eller hvor som helst i byen. Min kniv hænger stadig bagpå kørestolen, men da jeg ikke ved, om jeg kun drikke en caffe latte eller om jeg skal spise på min shoppetur. – Så er kniven ulovlig!

Næste dag tager jeg måske fra et møde direkte til et andet, hvor der også serveres en ostemad. Mit kniv er stadig med mig, men jeg skal jo også spise igen. – Se så er kniven lovlig igen!

Men tænk om kantinedamen har glemt ostemadderne til dagens andet møde… Så er min lovlige kniv pludselig ulovlig!

Qua mit handicap er mine muligheder i forvejen begrænsede, og med den nye knivlov har jeg fået yderligere begrænsninger, idet jeg må afstå fra alle former for spontanitet, indkøb og vennebesøg. Ellers risikerer jeg at blive anholdt og få minimum 7 dages hæfte.

Jeg ved udmærket, man ikke kan dispensere alle typer handicap, men der kunne være en form for baglem, evt. en dispensation mod en lægeerklæring.

For det her kan da ikke være lovens intention?   Eller hvad?

Eller også så kunne man én gang for alle afskaffe denne tåbelige kriminalisering af køkken- og andre redskaber, eller i det mindste køre straffen ned på et plan, hvor det giver mening. En bøde på 300 kroner, f.eks.?

Bare et forsigtigt bud: Loven afskrækker alligevel ikke dem, der bærer en kniv som våben i nattelivet, for de regner  ikke med at blive stoppet af politiet. “Går den så går den” er et af de mest almindelige mantraer i kriminelle kredse.

Ergo gavner denne tåbelige signallov intet som helst, men den gør tilsyneladende nok af skade. Men det kan vore politikere åbenbart ikke tage sig af, så længe de fremstår som “hårde”? Inkompetencen skriger til himlen.

‘Kids for cash’

Dette er et af de mest absurde eksempler på konsekvenserne af den omsiggribende fængselskultur i uSA, det land i verden, som indespærrer den største procentdel af sin befolkning:

Ejeren af et ungdomsfængsel i Pennsylvania har i årevis bestukket dommere til at idømme flere og længere fængselsstraffe i sager mod børn og unge, end de ellers ville have gjort – den ene af dommerne har nu tilstået at have modtaget 2,6 millioner dollars over de sidste mange år.

The Guardian skriver:

Hillary Transue was 14 when she carried out her prank. She built a hoax MySpace page in which she posed as the vice-principal of her school, poking fun at her strictness. At the bottom of the page she added a disclaimer just to make sure everyone knew it was a joke. “When you find this I hope you have a sense of humour,” she wrote.

Humour is not in abundance, it seems, in Luzerne County, northern Pennsylvania. In January 2007 Transue was charged with harassment. She was called before the juvenile court in Wilkes-Barre, an old coal town about 20 miles from her home.

Less than a minute into the hearing the gavel came down. “Adjudicated delinquent!” the judge proclaimed, and sentenced her to three months in a juvenile detention centre. Hillary, who hadn’t even presented her side of the story, was handcuffed and led away. But her mother, Laurene, protested to the local law centre, setting in train a process that would uncover one of the most egregious violations of children’s rights in US legal history.

Last month the judge involved, Mark Ciavarella, and the presiding judge of the juvenile court, Michael Conahan, pleaded guilty to having accepted $2.6m (£1.8m) from the co-owner and builder of a private detention centre where children aged from 10 to 17 were locked up.

Skandalen kaldes “kids for cash” og har betydet, at man nu genoptager sagerne mod mere end 2000 børn og unge, som Ciavarella har sendt i fængsel.

Et usædvanligt giftigt eksempel på, hvad der sker, når man blander private økonomiske interesser ind i retshåndhævelsen – og på, hvad der sker, når man insisterer på, at “stramninger” og indespærring er løsningen på alle vore kriminalitetsproblemer.

Link: Juvenille court judges accepted $2.6m for sending children to detention centre

24-års-reglen, den danske Nürnberg-lov

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen har et skarpt indlæg om 24-års-reglen i dagens Information:

I 1930’erne hindrede Nürnberglovene ariske tyskere i at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten sender unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer.

Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24-årsreglen er nødvendig for at forhindre tvangsægteskaber. Det gør den ikke. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark

Endnu tør Enhedslisten og Radikale kæmpe mod uretten. Men ellers har politikere i dag ingen intentioner om at stille sig i spidsen for nytænkning. De vil ikke lede, men underkaster sig de mest nedrige tendenser i folket, selv når politikerne regner med, at der er et flertal for en nazistisk lov. Det er dybt tragisk for et retssamfund, at selv oppositionen ikke længere tør tale løgn og uret af frygt for aldrig at komme til magten.

Amen, havde jeg nær sagt. 24-års-reglen og tilknytningskravet repræsenterer en form for apartheid eller diskrimination, som simpelt hen burde være uacceptabel i et moderne samfund, og til sammen forhindrer de mange danskere i at bo i Danmark. Det er simpelt hen en skændsel.

Link.