Fri Debat vil gerne markere en kamp for ytringsfriheden, der arbejder for friheden til at ytre sig uden at forfalde til en så åbenlyst hadefuld og dæmoniserende dagsorden som Trykkefrihedsselskabet, hvis “kamp for ytringsfriheden” sidste år bl.a. bestod i at få lukket en rap-skole i det sydlige Århus.
De er derfor (?) gået sammen med Trykkefrihedsselskabet i en fælles erklæring om, at racismeparagraffen skal afskaffes. Men hvorfor kun den, spørger Engelbreth i en velrettet svada. Hvis man gerne vil arbejde for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på en rent symbolsk paragraf, der stort set aldrig bruges? Hvorfor ikke også afskaffe injurielovgivningen, som racismeparagraffen ret beset blot er en udvidelse af?
Som antydet gør “racismeparagraffen” nemlig slet ikke dén store forskel, som Trykkefrihedsselskabet og nu også Fri Debat gerne vil bilde folk ind:
Men hvorfor så ikke bare afskaffe racismeparagraffen? Det er såmænd næppe heller afgørende, om den afskaffes eller ej – for reelt har den kun symbolsk betydning. Det vigtige er selvfølgelig ikke, om Hedegaard skal betale et par ubetydelige dagbøder for sit propagandistiske vrøvl eller ej – det vigtige er at imødegå propagandaen.
Det gør Fri Debat ikke. Ganske vist hedder det sig, at man sandelig er imod fremmedhad og racisme, men at det skal bekæmpes uden racismeparagraffen. Jamen – så gør det dog. Vær modstandere af racismeparagraffen og vis i praksis, at I faktisk også er klar over den foruroligende effekter af fremmedhad og dæmonisering i stedet for at blåstemple en af de fremmeste bidragsydere hertil.
Hvorfor ikke en kampagne til afskaffelse af racismeparagraffen, der i det mindste samtidig opruster den kritiske kamp mod antimuslimsk dæmonisering på argumenter? Nej, vel.
Fri Debats første kampagne bliver dermed i sidste ende blot en blåstempling af Trykkefrihedsselskabets islam-paranoia, frem for det selvstændige debatoplæg, det kunne have været, og som på den ene side argumenterede mod blasfemi- og racismeparagraffen, men på den anden side viste, at ord og gerning hang sammen – at man faktisk godt både kunne og ville bekæmpe fremmedhad med ord og argumenter, i stedet for en gratis og konsekvensløs bisætning i en fælleserklæring med Hedegaard & Co.
Meget betegnende forholder Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet sig i fælleserklæringen heller ikke et sekund til, hvad det reelt er for et lillebitte snævert propagandistisk område, den såkaldte racismeparagraf kriminaliserer: Trusler, forhånelser og nedværdigelser af grupper, der kun sigter på deres race, hudfarve, etnicitet, tro eller seksualitet.
Altså kriminaliseres ikke kritik af substansen i noget som helst.
Med en afskaffelse vil Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet som effekt derimod forhindre en kriminalisering af ytringer, hvorved “en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.
Konsekvensen er i yderste konsekvens, at det f.eks. bliver straffrit at true jøder og nedværdige homoseksuelle, alene fordi de er jøder og homoseksuelle?
Er dét en sejr for ytringsfriheden? Hvad er det lige for væsentlige argumenter, altafgørende kritikpunkter og modige opgør med dogmer, vi får adgang til med grove stigmatiseringer af f.eks. homoseksuelle (fordi de er homoseksuelle) og usaglige negative generaliseringer af f.eks. somaliere (fordi de er somaliere)?
Det er selvfølgelig et fair og relevant synspunkt at drøfte den principielle problematik omkr. ytringsfrihed og racismeparagraf, men er det fair at undlade at eksplicitere, hvad det egentlig er for snævre felter, paragraffen rettes imod?
Er det fair at undlade at forholde sig til, at hadefulde og propagandistiske ytringer, der helt usagligt dæmoniserer befolkningsmindretal, har en effekt, der rækker langt, langt ud over ‘ord mod ord’, fordi ytringsmagten er voldsomt skævt fordelt?
Er det fair at fortie eller negligere den idiotisering og radikalisering, Trykkefrihedsselskabets formand og adskillige af dets medlemmer samt en række politikere medvirker til?
Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat siger, at de kun vil kriminalisere “handlinger”, ikke “holdninger”. Det er nok derfor, de gør det så let for sig selv, at de ikke går ind i den helt selektive og meget snævre udvalg, de har foretaget, når det netop kun er blasfemiparagraffen og racismeparagraffen, der er sigtepunktet.
For hvorfor så ikke også afskaffe injurielovgivningen? Hvis nogen har behov for at sige, at statsministeren er en heilende nazist med lig begravet i baghaven, hvad er der så galt i det? Hvis er godt for ytringsfrihed og dogmebekæmpelse at påstå straffrit, at alle muslimer generelt er utroværdige og i modsætning til kristne er blottet for dårlig samvittighed, eller at muslimske fædre voldtager og dræber deres børn, hvorfor så ikke også det andet?
Hvorfor ikke fjerne kriminaliseringen af æreskrænkelser? Og hvorfor ikke fjerne skærpelsen af strafferammen for æreskrænkelser, som f.eks. majestætsfornærmelser er udtryk for? Hvorfor ikke fjerne terrorlovgivningens begrænsninger i ytringsfriheden? Hvorfor ikke én gang for alle tillade alle at sige hvad som helst om hvem som helst hvor som helst?
Så, som sagt: Hvis man gerne vil gøre noget for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på noget så reelt ubetydeligt som racismeparagraffen. Hvorfor ikke kæmpe for en whistle-blower som Frnak Grevil? Eller hvorfor ikke kæmpe for, at en debattør som Hans Jørgen Bonnichsen kan få lov at ytre sig uden at blive truet af bøllerne i Dansk Folkeparti? Det ville være at gøre en forskel for ytringsfriheden. Med det her spænder Fri Debat blot sig selv for Trykkefrihedsselskabets antimuslimske vogn – og gør hermed sig selv til nyttige idioter.Ikke nødvendigvis overraskende, men det kan være svært at se, hvad en mand som Jacob Mchangama vil på den galej.