Udvisningstruet flygtning har brug for din hjælp

Mikael Hasle skriver det egentlig meget godt, ovre på sin blog:

Fhv sognepræst Leif Bork Hansen har udsendt denne meget presserende opfordring (som jeg med min varmeste anbefaling hermed lader gå videre):

Bøn om hurtig hjælp til udvisningstruet kvinde. Mirvete Krasniqi kom allerede i 2000 til Danmark efter at hun havde været udsat for gruppevoldtægt og tortur i det land, hun er flygtet fra. Dette sidste er dokumenteret af Amnesty International’s lægegruppe for torturundersøgelser.

Mirvete blev gift i Danmark for flere år siden med Nazmi Krasniqi. Ægteparret bor i Struer. På trods af de rædsler, Mirvete Krasniqi har været udsat for, skal hun forlade Danmark senest den 10.oktober, hvis ikke der kan fremskaffes 58.207 kr. Ægteparret er ikke selv i stand til at rejse det krævede beløb. Det er mit håb, at denne appel må føre til at hun kan forblive i Danmark sammen med sin ægtefælle.

Et beløb af en hvilken som helst størrelse vil være velkomment.
Der kan indsættes et beløb på en deponeringskonto i Andelskassen i Tarm,
Reg.nr.: 7789
Konto nr.: 1076786

Med venlig hilsen
Leif Bork Hansen,
Sognepræst,
Rustenborgvej 5,
2800 Lyngby

Jeg kan tilføje, at Mirvete Krasniqi (fra Kosovo) efter meget hårdt pres på myndighederne fra bl.a. Leif Bork Hansens side fik humanitær opholdstilladelse i april 2008, men at Udlændingeservice har givet afslag på forlængelse af opholdstilladelsen. Hertil kommer at Udlændingeservice har givet afslag på ansøgning om familiesammenføring. Jeg citerer fra afslaget: “Vi har ved afgørelsen lagt vægt på,at din Nazmi Krasniqi ikke har stillet økonomisk sikkerhed” (min fremhævelse).

Derfor er denne helt umulige situation opstået.

Se TV2-indslag fra april 2008: http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=420105&r=6

Jeg har selv givet, hvad jeg lige kan undvære. Jeg vil opfordre dig til at gøre det samme.

Læs også: Tortureret, voldtaget flygtning smides ud – hun mangler 58.207 kr.

Modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti har nu 20.000 medlemmer

Det skriver Danmarks Løver i en pressemeddelelse:

Danmarks LøverKun et par uger efter offentliggørelsen af manifestet Modstandsbevægelsen mod DF’s besættelsesmagt i Politiken den 23. august har DANMARKS LØVER allerede fået over 20.000 sympatisører. Dette er vores første opråb og opfordring til det danske folk:

Opråb og opfordring til det danske folk: Skjul flygtninge.

I løbet af de seneste uger er de udanske overgreb imod irakiske flygtninge steget i brutalitet. Der er indført deportationstilstand, og alle udveje for humanitær opholdstilladelser er spærret. Flygtninge, der havde søgt hjælp og ly i Danmark, er blevet tvangsudvist og risikerer at havne i kløerne på deres torturbødler.

DANMARKS LØVER opfordrer derfor det danske folk til at trodse loven og skjule de tilbageværende irakiske flygtninge for Dansk Folkepartis og myndighedernes klapjagt.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti kalder en sådan opfordring strafbar – men når uret bliver Danmarks ret, bliver dansk modstand en samvittighedspligt. Derfor opfordrer vi ikke alene til at skjule irakiske flygtninge; vi opfordrer også til, at så mange som muligt selv fremsætter samme opfordring offentligt i eget navn i læserbreve, på hjemmesider, blogs og plakater; til venner og bekendte, på uddannelsessteder og arbejdspladser såvel som gader og stræder. De kan ikke straffe os alle.

Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen
Pressemeddelse 08.08.2009

P.v.a. Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver & Løvinder

Denne opfordring kan vi her på modspil.dk kun gentage og bifalde. Loven er kun en vedtægt, som aldrig kan stå over mennesker i nød. Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt, som der også står i pressemeddelelsen – og det punkt har vi desværre nået her i Danmark.

Link: 20.000 sympatiserer nu med modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti

Lyver politiet?

Politiet beskyldes for at have begået unødig vold mod anholdte irakere, der allerede sad i håndjern under aktionen mod Brorsons-kirken 13. august, ligesom de gjorde mod fredelige demonstranter.

Men det skulle  være nemt at afvise, eftersom politiet  selv filmede hele aktionen, hvorfor de blot kan fremlægge den pågældende film og be- eller afkræfte beskyldningen.

Men den del af aktionen blev slet ikke filmet, for

Københavns politidirektør, Johan Reimann, forklarede tirsdag i Morgenavisen Jyllands-Posten, at det indgik i operationsplanen, at der skulle dokumenteres inde i kirken, men at der ikke var planlagt optagelser uden for kirken eller i bussen, fordi politiet forventede, at tingene ville foregå fredeligt på gaden, lød det fra Johan Reimann.

Det er klart, det må politidirektøren jo vide. Eller må han?

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi forklarer, at det var meningen at filme hele aktionen, men en af betjentene kom desværre til at ødelægge kameraet med sin knippel:

»Det gik jo meget fredeligt, og inde i kirken slukker vi faktisk kameraet, fordi der ikke rigtig sker mere. Det er så meningen, vi vil fortsætte optagelserne udenfor. Men da vi kommer ud, er der jo noget tumult, og der sker et uheld. Da en kollega hæver sin knippel mod en demonstrant, kommer han til at ramme kameraet. Det er derfor, vi ikke har optagelser uden for kirken og fra transporten i bussen,« siger chefpolitiinspektør Per Larsen til B.T.

Vi læser videre, at “en iraker Halo Kheder Karim har klaget til statsadvokaten over, at han skulle have fået slag med en knippel inde i bussen, og en anden Andam Fazil Jalal påstår, at han har fået lussinger inde i bussen.”

Det var da også helt utroligt ærgerligt, at politifolkene kom til at ødelægge deres kamera, så de nu står og ikke kan bevise deres uskyld. Det er jeg sikker på, de er meget kede af.

Hele sagen rejser selvfølgelig også et andet spørgsmål: Hvor dumme tror de egentlig, vi er?

Update, kl. 15.40: Politiken.dk afslører nu, at politiets forklaring om det ødelagte kamera er løgn:

Først var det politidirektørens forklaring, der ikke holdt vand.

Nu viser det sig, at Københavns Politis seneste bud på, hvorfor politiet ikke har filmet og dokumenteret hele hændelsesforløbet under anholdelserne af en gruppe irakere i Brorsons Kirke og de efterfølgende uroligheder uden for, heller ikke er korrekte.

Stik imod politiets hidtidige forklaring dokumenterer en amatørvideooptagelse lagt ud på YouTube, at politiet også filmede foran kirken under aktionen, der fandt sted natten til den 13. august.

Ifølge Københavns Politis seneste forklaring gik betjentenes eneste videokamera i stykker på vej ud af kirken, da det blev ramt af en knippel, hvorfor politiet ikke har optagelser af forløbet udenfor kirken.

På de private optagelser ses en betjent imidlertid med et videokamera tydeligt i færd med at filme en længere sekvens, hvor en aktivist er kravlet ind under bussen udenfor kirken…

Hvad sagde jeg, havde jeg nær sagt. Nu mangler vi bare at få fremlagt optagelserne inde fra bussen.

Danskerne er imod hjemsendelse af irakere

En ny meningsmåling punkterer myten om, at “danskerne” eller “flertallet” gerne vil have regeringens megastramme udlændingepolitik. 68% af de danskere, som regeringen og Dansk Folkeparti ellers bruger til at legitimere deres politik med at sende børnefamilier “hjem” til krigshærgede områder, hvor de ikke har noget at gøre, mener at den slags udvisninger er en dårlig idé, skriver Politiken:

To ud af tre danskere er imod regeringens flygtningepolitik.

I hvert fald når det handler om at hjemsende afviste asylansøgere.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Interresearch har lavet på vegne af centrum-venstre tænketanken Cevea.

68 procent af danskerne mener således, at Danmark ikke bør sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer imod, at man sender dem til. […]

Modstanden mod at sende flygtninge tilbage til lande og områder, som FN advarer imod, at man sender flygtninge til, gælder stort set alle partiernes vælgere. Kun et flertal af Dansk Folkepartis vælgere er af en anden overbevisning.

Det er således hele 92 procent af Det Radikale Venstres vælgere, 87 procent af SF’s vælgere og 83 procent af Socialdemokraternes vælgere, der er enige i ikke at sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer mod, at man sender dem til.

Selv blandt regeringens egne vælgere er der markante flertal for, at man skal overholde FN-anbefalingerne på dette område. 59 procent af de konservatives og 58 procent af Venstres vælgere er af denne overbevisning.

Så næste gang du hører nogen fable om, at disse brutale udvisninger sker på “befolkningens” vegne, så ved du, at det er løgn.

Befolkningen er måske nok splittet i spørgsmålet, men et klart flertal er altså tilhængere af at vise menneskelige hensyn. I modsætning til Dansk Folkeparti og deres filialer i V og K.

Link: Danskerne underkender flygtningepolitikken

Flygtningenævnet duer ikke

Politikens Anders Jerichow hudfletter Flygtningenævnets rolle og den lidet næstekærlige og benhårde linje, som både regeringen, socialdemokraterne og Dansk Folkeparti lægger for dagen – og det i en grad, så man næsten kan spørge sig selv, om ikke Socialdemokraterne, Venstre og Konservative egentlig ikke bare er Dansk Folkeparti, når det handler om flygtninge- og mangfoldighedsspørgsmål. Sætte sig op imod dem tør de i hvert fald ikke.

Jerichow gør også op med den legalisme, der har inficeret dansk politik og administration:

Loven eller ordrer oppefra er heller ikke en undskyldning, hvis vi ser os i spejlet.

Intet hindrer vores regeringsblok og vores såkaldte opposition i at sige: Okay, dette havde vi ikke taget højde for. Det duer ikke at gemme folk bort uden tidsfrist – i seks, otte, elleve år – for så at sende dem hen, hvor de frygter mest at komme.

Hvor stort ville det ikke være at se Lars Løkke Rasmussen, Birte Rønn Hornbech, Lene Espersen og Helle Thorning slå armene ud og sige: Undskyld, disse asylansøgere har ganske vist ingen ret ifølge loven i dag, men sådan vil vi ikke være i vores land. Lad dem blive.

Link: Flygtningenævnet dur jo ikke

En enkelt til Bagdad

Om irakeren i filmen, Makmoud, læser vi på Kirkeasyl.dk:

Makmoud er uddannet snedker og har haft sit eget snedkerværksted i Bagdad. Han kom til Danmark for 7 år siden og mødtes med Harry på sin 65-års fødselsdag. Han er flygtet fra Saddam Husseins hær, som ville tvinge ham til at deltage i militæret. Siden magtskiftet i Irak er der opstået konflikter mellem forskellige retninger af islam, og Makmoud tilhører en særlig udsat gruppe, som militser retter deres angreb målrettet imod. Derfor tør han ikke vende tilbage til Irak.

Harry kender vi vist kun alt for godt.

Læs også:
Hvorfor skal vi give irakerne asyl?
Makmouds historie – ‘Jeg tør ikke tænke på Bagdad’

Støt Daniel Karim Rostam

Daniel Karim Rostam er en ung mand, der er født i Kuwait og opvokset i Danmark, men som efter en dom på tre et halvt års fængsel blev udvist til Irak, et land, hvor han aldrig har været og ikke har nogen familie – et land, hvortil han ikke har nogen tilknytning overhovedet.

De første uger af hans ophold i Irak tilbragte Daniel i fængsel, hvor han fik at vide, at han kunne rådne op til evig tid. Nu er der imidlertid sket noget, og dette har i dag fået hans støttegruppe til at udsende denne appel:

En tre uger lang kampagne førte den 16. november til at den tvangsudsendte Daniel Karim Rostam blev løsladt fra Baghdads Lufthavnsfængsel, hvor han havde været indespærret siden han blev udvist den 2. juni i år.

I første omgang var det en sejr for de mere end 1000 mennesker, derigennem tre uger ringede til den irakiske ambassade i Danmark for at spørge til Daniels situation og kræve ham løsladt; på grund af det kontinuerlige pres blev han sluppet fri af det fængsel, hvor han havde
fået at vide, at han kunne sidde og rådne op. Mange af jer har sikkert selv været aktive i denne kampagne og vi takker jer herfor.

Men, Daniel er stadig ikke fri. Uden for fængslets mure har han ingen og intet. Ingen penge, ingen mad, ingen folk der kan hjælpe ham. Han har aldrig før været i Irak, da han oprindeligt kommer fra Kuwait og derfor aldrig skulle have været udvist fra Danmark.

Vi beder jer nu om hjælp endnu en gang. Daniel har brug for penge, så han kan komme til Kuwait, hvor han har en tante og hvor han ikke hver nat skal frygte for at blive anholdt, fordi han overtræder udgangsforbuddet. Vi ansøger derfor om ethvert bidrag, I måtte kunne undvære, så vi hurtigst muligt kan sende ham en sum penge.

Det er vigtigt, at vi ikke overlader Daniel til sig selv, men fortsætter kampagnen til han er i sikkerhed.

Såfremt i vil støtte Daniel, kan i sætte penge ind på:
Reg : 1671 Konto nr : 0001209043

Jeg vil gerne opfordre alle til at give et lille bidrag, hvis de kan. Mange bække små. Lad os tage det ansvar, den danske stat med Fogh som butler og Pia Kjærsgaard i sadlen er for smålig og for ligeglad med de mennesker af kød og blod, den regerer, til at påtage sig.

Læs også: Tvangsudvist løsladt fra fængsel i Irak