I Spanien har man et udtryk for den situation, mange veluddannede fra de yngre generationer i dag befinder sig i: mileurismo. En mileurista er en person, der har arbejde og måske endda har kæmpet for at få det – men som alligevel og på trods af både uddannelse og erfaring ikke tjener mere end tusind euro om måneden og heller ikke har udsigt til at komme til det, nogensinde.
Begrebet er beslægtet med begrebet om precarity eller prekære, ustabile arbejdsforhold som de nye, faste vilkår for en voksende akademisk (og ikke-akademisk) underklasse i Europa. I Spanien taler man ligefrem om “el precariado”, “prækariatet” som en mere marginaliseret udgave af “proletariatet”: Folk, som efter deres uddannelse og erfaring “burde” have en middelklasseløn, men som med den nye struktur på arbejdsmarkedet aldrig kommer til at få andet end lavtlønnede, midlertidige stillinger, som næppe dækker blot den obligatoriske arbejdsløsheds- og sygeforsikring.
Og som sagt, typisk mindre end tusind euro om måneden: mileuristas.
Virkeligheden – og det, jeg lige studsede over – er dog, at en stor del af den næste generation i Spanien kommer til at ønske, de var “mileuristas”: 43,6% af alle spaniere mellem 18 og 24 år har intet arbejde og er ikke i gang med en uddannelse. Der er ingen udsigt til en bedring, og det kan i værste fald være en hel national tragedie, der er under opsejling, når halvdelen af en generation ender med at stå uden noget økonomisk grundlag overhovedet.
Og hvad gør politikerne, presset af situationens store nød? De hæver pensionsalderen, så flere arbejdsløse kan ende med at kæmpe endnu hårdere om de få jobs, der er at få. Minder det os monstro om noget?
Via Escolar.