Venstremanden Søren Pind har i dag en kronik i Jyllands-Posten om, hvor godt det går i Irak for tiden og hvor fremragende og umisforståeligt det hermed er dokumenteret, at Irak-krigen er en succes, og alle kritikere må lukke munden.
Nåja, og så skriver han, at hvis risikoen er, at Iran ender med at få atomvåben, så er krigen at foretrække.
Lad os tage det første først: Efter en invasion, hvor man i 2003 lod kriminelle plyndre hele Baghdads infrastruktur uden så meget som at overveje at gribe ind, efter en “genopbygning”, hvor man har smidt milliarder af dollars ud til korrupte firmaer uden noget resultat overhovedet, efter at civilbefolkningen i Baghdad i flere år har lidt under en terror, som Søren Pind ganske givet endikke er i stand til at forestille sig, efter bølger af kidnapninger og mord, som ifølge almindelige irakere har gjort livet i den arabiske del af landet meget værre end under Saddam, efter at Iraks kristne minoritet stort set er fordrevet til Syrien og både Syrien og Jordan er proppet til randen af millioner af irakiske flygtninge, efter Abu Ghraib og Guantanamo og 100 andre ulykker, som alle, der vil og kan læse, let kan gøre sig bekendt med, vover en krigstilhænger som Søren Pind at påstå, at krigen var en succes, fordi Irak nu for første gang siden invasionen vist nok er en smule fredeligere, end det var sidste år?
Irak-krigen var en ulykke og en frygtelig fejltagelse, som man derudover lige fra starten har fejlhåndteret i nærmest ufattelig grad, og konsekvenserne af disse misgreb er blevet delt mellem den irakiske civilbefolkning, som har betalt i blod og forfærdelige traumer, og de amerikanske skatteydere, som har betalt med så ufatteligt mange milliarder dollars, at USA kunne have reformeret såvel sit sundheds- som sit uddannelsessystem for de penge.
“De, der befordrer løgnen, svigter”, skriver Pind i sin kronik, og stempler hermed sig selv.
Men nu, hvor den irakiske “succes” endelig er på plads, er tiden så kommet til at følge op med Iran, hvis de ikke makker ret – hvis man altså skal følge Søren Pind. Heldigvis lader den amerikanske regering dog til at mene noget andet, måske inspireret af, at den mindste antydning om en krig mod Iran er nok til at få spekulanterne til at drømme om oliepriser på over tusind dollars tønden, godt hjulpet på vej af det faktum, at det amerikanske militær er slidt ned til sokkeholderne og ikke i en forfatning, hvor man kan binde an med Iran uden at indføre værnepligt.
Hvilket sidste ikke kommer til at ske. Men står det til Søren Pind er vi altså klar.
Herre Jemini! Jeg har sagt det før, og jeg vil sikkert sige det igen: Det var sgu godt, at københavnerne undgik at få den Pind i røven som overborgmester efter kommunalvalget i 2005. Hvis han så bare ville holde op med at blande sig i lands- eller udenrigspolitik også.