Tag: Wikipedia

Pas på Wikipedia – Maurice Jarre og nekrologen, der gik galt

Pas på, hvad du læser på Wikipedia, hvis der ikke er kildeangivelse, kunne konklusionen vel være – pas i det hele taget på, hvad du læser på nettet eller (viser det sig) i aviserne.

En 22-årig studerende fra Dublin skrev umiddelbart efter den franske komponist Maurice Jarres død et falsk citat ind på hans Wikipedia-side. Det følgende døgn gik det sin sejrsgang i alverdens aviser.

Siobhain Butterworth forklarer i dagens Guardian:

An obituary of French composer Maurice Jarre, which appeared in the Guardian on 31 March, began and ended with quotes. It opened with: “My life has been one long soundtrack. Music was my life, music brought me to life” – and closed with: “Music is how I will be remembered. When I die there will be a final waltz playing in my head, that only I can hear.” The words, however, were not Jarre’s, they were Shane Fitzgerald’s – the 22-year-old student at University College Dublin had put them on Jarre’s Wikipedia page a day earlier.

Fitzgerald’s timing could not have been better. He added the fake quote shortly after the composer died and just as writers were working on his obituaries. The Guardian commissioned an obituary writer on the morning of 30 March, giving him only a few hours to produce a substantial piece on Jarre’s life for the following day’s paper. He was not the only one taken in by the hoax – the quote was recycled in several other obituaries published in print and on the web. Fitzgerald told me that he’d looked for something (or someone) journalists would be under pressure to write about quickly. Jarre’s death was “the right example, at the right time”, he said.

What others might see as an act of vandalism, Fitzgerald calls research. In an email last week he apologised for deliberately misleading people and for altering Jarre’s Wikipedia page. He said his purpose was to show that journalists use Wikipedia as a primary source and to demonstrate the power the internet has over newspaper reporting.

Dette betyder ikke, at Wikipedia er ubrugeligt – som alment tilgængeligt leksikon er det endog særdeles nyttigt. Men det kan, som Butterworth også bemærker, ikke bruges som primærkilde. Selv Britannica kan det være kritisk at bruge på den måde, en Wikipedia har som bekendt det særlige problem, at hvem som helst kan skrive hvad som helst:

The moral of this story is not that journalists should avoid Wikipedia, but that they shouldn’t use information they find there if it can’t be traced back to a reliable primary source.

The desirability of telling readers where information comes from shouldn’t be overlooked either.

It’s worrying that the misinformation only came to light because the perpetrator of the deception emailed publishers to let them know what he’d done and it’s regrettable that he took nearly a month to do so. Why did he wait so long? “I apologise for that,” he said. “I was originally going to do a report for my class and then it didn’t work out. I know I should have told you sooner.”

Fitzgerald says he is shocked by the results of his “experiment” with Jarre’s Wikipedia page. “I expected the quote to get into the blogs, but I didn’t expect it to get into mainstream newspapers,” he said.

Det besvarer vel også et andet spørgsmål, som af og til rejses. Har internet betydning som massemedie? I dette tilfælde synes Fitzgeralds eksperiment at vise, at det kan det i hvert fald have.  Om denne betydning så er gavnlig, er et andet spørgsmål – i dette tilfælde har den nok efterladt en del journalister med røde ører.

Link: Open door

Update, 8/5: Politiken har nu også historien – gad vide, om de har set den her? 🙂

Wikipedia om Jyllands-Postens tunge, fascistiske arv

Online-leksikonnet Wikipedia kritiseres ofte for ikke at være helt pålideligt og for ikke at vægte sit stof rigtigt, fordi det ikke har nogen egentlig redaktion.

Den danske udgaves opslag om Jyllands-Posten er dog særdeles informativt hvad avisens historiske rødder angår:

Historisk er avisen kendt for at indtage en klar højrekonservativ linje. I 1920’erne og 30’erne vakte avisen opsigt med dens udtalte sympati for fascismen og forståelse for det tyske nazi-diktatur. Da Benito Mussolini i 1922 blev leder af en fascistisk koalitionsregering i Italien, skrev avisen: “Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til” [1]. I 1933 argumenterede avisen sågar for indførelse af diktatur i Danmark: “Nu ved vælgerne, at folkestyret er forvandlet til et rent partistyre, uden hvilket saglige hensyn skubbes til side for de partipolitiske. Og derfor kan man gå ud fra, at et flertal af vælgerne oprigtigt ønsker diktaturet som den eneste udvej til sunde forhold i statsstyret”.

Avisen var også meget positiv over for Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland og Weimar Republikkens fald. Avisen skrev således i marts 1933: “Der vil også kun blive grædt tørre tårer ved Weimar-forfatningens grav . . . Hvor ejendommeligt det måske end kan lyde, er den kun 12-årige tyske forfatning med dens enkammersystem, dens lave valgretsalder – 20 år – og forholdstalsvalgmåden nemlig allerede forældet…” og senere samme måned: “Det tyske diktatur betyder således både en fordel og en fare for Europa. En fordel, fordi der derved er rejst et stærkt bolværk mod kommunismen, og socialdemokratiet på samme tid er blevet sat grundigt på plads. Og en fare, fordi det foreløbig ikke kan undgå at forøge spændingen og nervøsiteten for en ny krig.”

I juni 1933 skrev avisen yderligere blandt andet: “Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske syndflod, som et udueligt parlamentarisk styre havde gjort det modent til, og ingen kan vel bestride, at hans diktatur har været en velgerning for det italienske folk. Tyskland stod foran en lignende katastrofe, da Hitler banede sig vej til magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig udrensning i de marxistiske partier, der har hovedansvaret for den skæbnesvangre udvikling . De partipolitiske godtfolk, der bavler mest om demokrati og frihed, er her som alle andre steder de sletteste statsstyrere, og de må følgelig sættes helt ud af spillet, inden genrejsningen kan gennemføres…” [2]
(…)
Den 15. november 1938, blot få dage efter krystalnatten, hvor nazisterne i Tyskland ødelagde mere end 1000 synagoger, flere tusinde jødiske forretninger og hjem, og fordrev omkring 30.000 jødiske mænd til koncentrationslejre, bragte Jyllands-Posten en leder hvori man udtrykte sympati for aktionen og for det nazistiske syn på jøderne. Avisen skrev blandt andet: “Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse […] Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne – som mange andre Fastlands-Folk – har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Forfølgelser. Man maa indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder.” [5]

Og tiderne har ikke ændret sig meget siden da – ser man på avisens lille stunt med Muhammed-karikaturerne og på avisens ledere om emner som arbejdsløshed, indvandring og muslimer eller integration, ser man at Jyllands-Posten har været hundrede procent på linje med de allermest rabiate høge på den internationale højrefløj – en slags Dansk Folkepartis menighedsblad i tiende potens.

Og ser man på avisens historie, opdager man altså, at det ingenlunde er tilfældigt: Også i trediverne var Jyllands-Posten fascisternes og medløbernes avis. Carsten Juste og Flemming Rose kommer ikke ud af intet, men følger en stolt tradition.