Man behøver ikke være venstreorienteret for at kunne se Geert Wilders for, hvad han er. Her giver den altid udmærkede Jacob Mchangama en kort og klar karakteristik af, hvad der er galt med Wilders’ unuancerede kampagne mod muslimer og islam:
Den manglende anerkendelse af, at islam og muslimer ikke alene kan forklares ved at slå op i koranen, er Wilders store problem. Den tvinger ham til en rigid og dogmatisk positionering, hvor de, der afviser hans fortolkning i bedste fald er naive, i værste fald ”dhimmier” som gør knæfald for islam. Verden er med andre ord sort og hvid og i kampen mellem godt og ondt er Wilders aldrig selv i tvivl om hvilken side han er på. Han er en Churchill hans tvivlere er Chamberlains. Denne bastante og urokkelige tro på, at man sidder inde med sandheden og en særlig viden som andre ikke kan eller vil forstå og, at man på denne baggrund kæmper for det gode mod det onde giver på visse punkter mindelser om den ild som (særligt tidligere tiders) socialister var optændt af. En ild som gjorde dem blind overfor de dele af deres holdninger, som var i modstrid med det liberale demokrati. Denne selvretfærdighed er givetvis baggrunden for, at Wilders eksempelvis kan foreslå et forud mod opførsel af moskeer, totalt stop for adgang til Europa for enhver muslim og lukning af muslimske skoler.
Et forbud mod opførsel af moskeer og muslimske skoler er et direkte indgreb i religionsfriheden. I Europa, hvor religionsfriheden blev vundet under særdeles blodige omstændigheder og blev selve afsættet for opnåelse af de øvrige frihedsrettigheder, er det et historieløst og uforsvarligt forslag. Naturligvis skal moskeer og skoler, hvor der opfordres til vold (som i denne skræmmende video fra Storbritannien) mod ”vantro” og des lignende kunne lukkes. Men moskéer og skoler, hvor der ikke opfordres til vold og hvor muslimer udøver deres religion eller undervises i fred og ro og med respekt for andres rettigheder, er og skal naturligvis være beskyttet af religionsfriheden. At der – som Wilders nævnede – er en række muslimske lande, hvor kirker bliver revet ned eller nægtet opført, er et ufatteligt ringe argument for at indføre samme tilstande i Vesten. Skal vi så også indføre tortur og æresdrab?
Sandheden er selvfølgelig, at Wilders slet ikke er nogen liberal skikkelse og ikke i nævneværdig grad repræsenterer “vestlige værdier”. Han er en højrepopulist, der har fundet en niche.
Link: Wilders’ fornemmelse for frihed og demokrati (kræver, at man slår AdBlock Plus & lign. fra).