Dette forslag fra socialminister Karen Ellemann rejser flere problemer på grund af de overordnede retspolitiske konsekvenser end på grund af de reelle forandringer, det vil komme til at medføre – de sidste vil formentlig være minimale, omend de kan være dramatiske nok for den enkelte familie:
Sundhedsplejersker, pædagoger og lærere skal indberette sager om forældres omsorgssvigt ved den mindste mistanke, og kommunerne skal ikke længere afvente forældrenes samtykke til at foretage en undersøgelse af forholdene i familien.
Det er nogle af hovedpunkterne i indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns (V) udspil til barnets reformpakke, som skal sikre bedre forhold for børn, der er udsat for omsorgssvigt i hjemmet.
»Vi vil gøre op med den misforståede godhed, hvor man for ofte har været tilbøjelig til give forældrene en chance til, selv om de tidligere har vist, at de ikke magtede forældreopgaven. Hver gang en anbringelse af et barn kommer på tale, skal alle fagpersoner fra nu af konsekvent stille spørgsmålet: Hvad er bedst for barnet?« siger Karen Ellemann.
Den sidste sætning er ren varm luft, eftersom jeg bilder mig ind, at alle involverede fagpersoner i et barns opvækst allerede prioriterer ud fra, hvad der er bedst for barnet med de ressourcer, der er til rådighed. Tyngden i forslaget ligger selvfølgelig i forslaget om, at socialforvaltningen skal kunne indlede en undersøgelse af en families forhold uden at søge samtykke, hvilket også vil sige uden at behøve at forsøge at nå frem til en forståelse med familien om situationen.
Dette betyder imidlertid også, at et væsentligt magtforhold i vore dages samfund cementeres endnu tydeligere: Familier bestemmer ikke længere over sig selv – i en børnefamilie kan samfundet i skikkelse af de sociale myndigheder til hver en tid indsætte sig selv som forældre for forældrene, hvis de har mistanke om, at disse ikke udfører deres opgave godt nok.
Med forslaget lægges der op til, at myndighederne uden samtykke kan gribe ind i enhver familie alene ud fra en ikke nærmere defineret “bekymring” – også i din, kære læser, hvis du har børn eller børnebørn eller måske selv er et barn – og iværksætte en “undersøgelse”, der involverer alle familiens “officielle” kontaktflader såsom skole, daginstitutioner osv.
Måske at smide barnet ud med badevandet?
Når jeg skriver, det ikke kommer til at få den store praktiske betydning er det, fordi man ikke kan anbringe sig ud af de fleste tilfælde af fattigdom eller omsorgssvigt, og fordi de fleste professionelle, der arbejder med børn, er fornuftige nok til at være klar over dette. “Tidlige anbringelser” er ikke den tryllestav mod sociale problemer, som frustrerede og magtesløse politikere ynder at fremstille dem som. Og så, fordi anbringelser er afsindigt dyre, hvilket i disse skattestoptider utvivlsomt vil have en kraftigt regulerende effekt på alle ønsker om at øge deres antal.
Tilbage står “signalværdien” af forslaget, og den er ikke til at tage fejl af: En kraftig indskrænkning af den enkelte families rettigheder i forhold til systemet og en kraftig understregning af familiernes umyndiggørelse i forhold til “systemet”.
En umyndiggørelse, der i parantes bemærket vil ramme alle familier, for myndighedernes nye mulighed for indgreb uden samtykke vil omfatte alle familier, ikke kun “rosset” på “samfundets bund”, der formodes ikke at behandle deres børn ordentligt. I de fleste tilfælde vil myndighederne blot vælge ikke at udøve denne myndighed.
Hvilket ikke være sagt for at forsvare overgreb eller anden omsorgssvigt af børn – blot, at der i de fleste tilfælde er andre og bedre måder at forebygge dem på, og at det højt besungne krav om “tidlige anbringelser” som den ideelle løsning i alle tilfælde er en illusion. Og, at der helt bestemt må være bedre måde at gøre det på end at udhule den almindelige retsbeskyttelse i en grad, så Big Brother i princippet sidder med ved spisebordet i samtlige landets børnefamilier.
Læs også: Hvad må de sociale myndigheder (ikke)?
Update: Socialdemokraterne sætter ubehagelig trumf på – forslagene er gode nok, der skal bare lidt mere tryk under.
I Indonesia, verdens største muslimske nasjon, har for eksempel islamske lærde offentlig anerkjent homoseksualitet. Dette fordi ”det er naturlig og skapt av Gud”, argumenterer de.
