![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Den enkeltes desperation
Det følgende er en forkortet udgave af fjerde afsnit af min digtcyklus Frihed og Liv, som jeg her til aften har læst op til Åben Poetisk Scene i Løve's Bog- og Vincafé.
Den samlede cyklus er endnu ikke helt færdiggjort, men vil forhåbentlig udkomme i bogform inden for et par år.
DEN ENKELTES DESPERATION Fra bunden af en brønd, min ven jeg kalder, rækker ud. Måske du atter kommer hen og gør mig til din brud? Jeg levede mange år, forladt af alle, selv min mor; ved ikke, hvad er med mig fat, begriber ikke spor. Jeg husker verdens forårsleg i vore ungdomsår. Nu græder jeg og savner dig og plejer mine sår. Hvordan kom det dertil med os, min egen kære skat? Hver dag jeg lever som på trods, alene og forladt. Som dronning over verden sad jeg på min piedestal; jeg håbede, tryglede, tiggede, bad - men sorgen gjorde mig gal. Vi fulgtes ad i mange år før du forsvandt for mig. Der gik af mig et vældigt skår - hvad er jeg uden dig? Først var jeg fuglen, der forlod sin redes trygge favn helt uden frygt, for jeg forstod at styre os i havn. Så blev jeg grusomt kastet ud i livets barske strøm; jeg venter på dit milde bud, din stemme varm og øm. Jeg lever her i dette hus og passer vore børn og tænker, sorgfuld og konfus: Hvornår tager du din tørn? Jeg fik en plads på et kontor og knoklede dagen lang; jeg sled, men dog var glæden stor, jeg elskede lønnens klang. Her sad jeg nu i mange år, mens livet gik forbi. Derhjemme var der trange kår, ja, jeg var langtfra fri. Jeg gik hver dag fra jobbet hjem, men hentede først de små. Min hverdag havde ej været slem uden dem at tænke på. Om dagen fanget i en storm af kunder og papir - hver aften holdt jeg mig i form som huslig bjergbestiger. Når så til sidst de søde børn var mætte og lagt i seng så faldt jeg, udslukt af min tørn på sofaen om i flæng. Således knoklede jeg afsted og længtes al den tid kun mod, at *du* skulle tage mig med, du elsker stærk og blid. Mit håb var dog forgæves, for du dukkede aldrig op. Alene tog jeg mig en tår - alt føltes som et flop. Jeg knoklede altså ensomt løs hver dag på mit kontor - hvorpå jeg i en søvnig døs drog hjemad, hvor vi bor. Her ku' jeg pleje mine små og give dem tryghed, mad og uanset, hvad andre så så gjorde det mig glad. Men når de to nu var i seng, da brød min længsel ud; og tårer fra mit hjerte sprang som vinen fyldte ud. Jeg flød afsted på livets strøm, men følte mig lidt trist; lidt mere træt, lidt mere øm, og ensom først og sidst. En tidlig morgen vågnede jeg og hørte stille gråd. "De arme små. De mangler mig og jeg kan ikke noget!" Men det var ikke dem, der græd, de arme piger små; for det var mig, som trist og ræd til sengen limet lå. Hvad nyttede denne verden mig, hvad nytte var mit job? For alt var intet uden dig, jeg hadede min krop. Jeg hadede de bryster små, som hang på mavens skind, de tykke fedtlagsfolder blå var trykket mod min kind. Jeg kæmpede mod en mur af skam, som holdt mig udenfor. Lidt tryggere var jeg i min ham her midt i stuen vor. Jeg mærkede den stille gråd, en trussel mod vort liv. Jeg vidste ikke længere råd, var brækket som et siv. Men pigerne kom hen til mig, forstod ej, hvad var fat. "Hør altså, mor, kom op med dig! Lig ikke bleg og mat." "Vi skal i børnehave afsted og du skal hen på job. Hvem ved hvad det mon ender med hvis ikke du står op?" Jeg sendte dem et roligt blik gemt bag mit tåreslør. "Hvad om i dag helt selv I gik, det har I vist gjort før?" Til sidst de døren smækkede i, og alt blev mere råt. Alene, som var alt forbi, jeg græd mit hjerte vådt. Jeg græd med hjertet dag og nat en stille, håbløs gråd; de to små så, hvad der var fat men klandrede mig ej noget. Jeg græd og faldt og faldt og faldt men der var ingen bund; min verden blev af tårer kvalt, jeg famlede efter grund. Jeg sejler i min sorte båd igennem sindets storm. Jeg sejler gennem gode råd og tvivlens sorte orm. Jeg sejler gennem alle skær tilbage mod min pind. Med spinkel stemme står jeg der med rædsel i mit sind. Jeg vender atter firmatal og tager min gamle tørn; imens jeg runger indeni og savner mine børn. De andre smiler, spørger lidt men hver må tænke sit. Lidt anstrengt venligt, har jeg set og føler mig beskidt. Jeg sidder der dog dag for dag forskanset bag mit bord; min tid passerer, sag for sag - jeg orker ikke spor. "Du må forstå ..." "Men hvad? Hvornår sku' jeg ha' svigtet jer?" "Den snak, der gennem gangen går, vi vil ej vide mer." "Vi ved, at du var syg, hvor hårdt du har dig kæmpet op; men snakken går, og det er noget lort, de andre siger stop." "Du *ved* jo, at du kan sige til hvis du har brug for råd. Men hvem kan vende ryggen til, som hører sådan noget?" Endnu jeg hører den lede røst den hele lange vej. "Vi håber, det kan være en trøst at vi vil savne dig!" Alene vandrer jeg afsted, når endelig mit hjem; har ingen tårer at græde med, jeg trænger til et klem. Jeg ser dem komme hjem, de små igennem tågeskyen; mit hår er falmet, huden grå jeg vakler gennem byen. Om dagen vask og skole tager det meste af min tid; og så, når sent lidt ro jeg har så stopper al min flid. Jeg slæber mig fra A til B, til møder og kontrol - den ene vil min seng bese, den næste spørger kold hvornår jeg mon er frisk igen som var jeg idiot. Lidt "hjælp" jeg får til pigerne, men: Som var jeg idiot. Jeg kryber bag min tåremur, jeg fatter ingenting. Min fremtid er en dyb tortur, det hele går i ring. Jeg gruer stadig for den dag da tåremuren brast. Derfor jeg maler lag på lag med rødvin som kontrast. Carsten Agger