– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


28. Mar 2016

The Myth of the Chemical Cure: The Politics of Psychiatric Drug Treatment

 


Psykiater Joanna Moncrieff forklarer, hvorfor forestillingen om psykisk sygdom som en "kemisk ubalance" i hjernen, som psykofarmaka korrigerer for, er en myte. Psykofarmaka korrigerer ikke en kemisk ubalance, de skaber den.


28. Jul 2015

Danmark - et "kristent" land?

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 28.7.2015:

DANMARK SOM ET KRISTENT LAND

Det er ”befriende”, skriver JP på lederplads 26/7, at regeringen som del af sit grundlag medtager en erklæring om, at Danmark er »et kristent land«.

Men Danmark er forhåbentlig et land for andre end de kristne. Kristendommen er et fremmedelement, der i sin tid blev indført af politiske snarere end religiøse grunde.

Jeg vil selv betegne mig som ikkekristen dansker. Kristendommen er ikke af mig, og jeg er ikke af den. Kristne mennesker har jeg derimod intet problem med – der skal være plads til os alle. Men som overordnet normdanner for samfundet håber jeg, at kristendommen og især lutherdommen snart forsvinder ud af billedet.

Betyder denne afvisning af en ca. 2.000 år gammel og traditionelt meget intolerant religion, at jeg ikke er en ”rigtig dansker” ligesom JP’s lederskribent?


21. Jun 2015

Manifest for et mangfoldigt og frugtbart Danmark

 
- eller, hvordan man bedst bekæmper Dansk Folkeparti og den
højredrejning, de repræsenterer

Juni 2014

Tanker om Dansk Folkepartis succes til EU-parlamentsvalget i maj 2014. Offentliggøres nu i anledning af partiets langt mere ildevarslende sejr ved folketingsvalget i juni 2015.

Ved EU-valget den 25. maj 2014 fik Dansk Folkepart i 26,6% af stemmerne og blev hermed landets klart største politiske parti. For de af os som støtter en mere mangfoldig og mindre snævert nationalistisk politik, og ikke mindst for de af os, som er skræmte ved en sådan jordsskredssejr til et parti, som må betragtes som samlingspunkt for det yderste højre i Danmark, er det en trøst, at denne valgsejr ikke kan veksles til politisk indflydelse på nationalt plan. Dansk Folkepartis fire EU-parlamentarikere har trods alt ikke stemmeret i Folketinget, og i Bruxelles er de bogstavelig talt som en dråbe i havet.

Og dog er det skræmmende, at et parti, der gang på gang har markeret sig ved den dybeste intolerance over for alt og alle, der nægter at leve op til deres normative rammer for, hvad det vil sige at være dansk; som har markeret sig med krav om udvisninger uden hensyn til de menneskelige omkostninger, censur i form af krav om forbud mod parabolantenner, rendyrket totalitarisme i form af højlydte krav om tilsidesættelse af grundloven og statslig detailstyring af ikke blot diverse institutioner men også enkelte skoletimer; som har markeret sig ved en uhæmmet racisme og intolerance over for især muslimer, der har givet sig udtryk i nederdrægtige krav om forbud mod moskeer, mod burkaer, mod tørklæder i det offentlige rum, og sågar om obligatoriske kvoter for svinekød på plejehjem og i daginstitutioner, kan opnå mere end en fjerdedel af stemmerne ved noget valg overhovedet. Det opruller skræmmende perspektiver for, hvor Danmark kan være på vej hen. Indtil regeringsskiftet i 2011, hvor Socialdemokraterne, SF og De Radikale kom til, og hvor Dansk Folkepartis 10-årige regime som tungen på vægtskålen og regeringsbærende støtteparti endelig blev afsluttet, kunne det danske samfund synes på vej til at forsvinde ned i et dybt, sort hul af intolerance og totalitære tiltag, der forekom at lade alt håb ude.

Den socialdemokratisk ledede regerings fortjenester eller mangel på samme ufortalt betød dens overtagelse trods alt en respit, hvor "udlændingespørgsmålet" ikke dominerede alt, og hvor der følgelig ikke var politiske præmier til dem, der kunne kræve flest folk af ikke-dansk afstamning udvist eller marginaliseret. Sammenlignet med perioden 2001-2011 kan tiden fra 2011 og til i dag kun betragtes som et åndehul. Så hvad betyder det, at Dansk Folkeparti nu atter stormer fremad?

Nogle mennesker formulerer deres forskrækkelse over denne udvikling i form af negative kommentarer om Dansk Folkepartis vælgeres moralske habitus og intellektuelle evner; dette i en grad, så kultursociologen Emilia von Hauen i Jyllands-Posten 26/5 betegner niveauet som uanstændigt og sociale medier som Facebook og Twitter som "skraldespand for bitterhed, misundelse og jalousi".

Det er da også grove sager, man kan finde som reaktion på Dansk Folkepartis valgsejr. Ud over de hovedrystende konstateringer af, at Danmark med nationalisternes sejr synes at være på vej i den forkerte retning, ser man ofte meget negative kommentarer om Dansk Folkeparti-vælgeres intelligens samt om deres seksuelle orientering, moralske habitus og uddannelsesniveau. En herostratisk berømt tweet konstaterer som reaktion på et Danmarkskort, hvor valgdistrikter med flest stemmer til Dansk Folkeparti er indtegnet med gult, at "Danmark drukner i urin fra svin".

Hvad man kan sige om denne marginalisering er, at den ikke virker. Uanset hvor mange gange, man tegner eller photoshopper Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup eller Kristian Thulesen Dahl med nazi-armbånd, som koncentrationslejrvagter eller i fantasifulde erotiske situationer synes det ikke at mindske antallet af stemmer til Dansk Folkeparti. Måske fordi denne nedrakning først og fremmest er gangbar mønt blandt dem, der i forvejen er enige om farerne ved Dansk Folkepartis menneskesyn og politik; men også, fordi de mere ekstreme og (lad os bare sige det som det er) hadefulde udfald mod partiet er udtryk for frustration og politisk afmagt snarere end for nogen reel evne eller vilje til at byde højredrejningen trods.

Det egentlige problem, når vi kigger ud over det politiske landskab, er først og fremmest mangelen på alternativer. Vi har et "officielt" Danmark, hvis generelle livsindstilling er, at du skal overholde loven, få dig en uddannelse, passe dit arbejde, stemme til valgene og i øvrigt acceptere livets vilkår, sådan som de er. Hvis du ikke kan finde et arbejde eller en bolig, hvis forholdene gør det vanskeligt for dig at praktisere din religion, eller hvis du generelt er imod et livs- og menneskesyn, hvor alting bliver målt og vejet på din økonomiske gennemslagskraft, kan du kigge langt efter repræsentation på Christiansborg. Intet over og intet ved siden af lønarbejdet, synes den herskende filosofi at være. Reelle alternativer, der både taler for og muliggør andre måder at leve og være på end de autoriserede, er der langt imellem.

Forskellen mellem Dansk Folkeparti-vælgeren og ikke-Dansk Folkeparti-vælgeren synes dermed primært at være forskellen mellem, om den absolutte overgivelse til systemet på systemets præmisser skal være dansk-national eller ej, og hvor dansk-national den i givet fald skal være. Skal brune, gule og sorte mennesker have lov til at overgive sig til systemet sammen med os? Skal jøder og muslimer, b'haier og buddhister, Jehovas Vidner og neo-paganister, asatroende og hinduer, katolikker og mormoner have lov til at tage del i vores økonomisk set ensrettede samfund, eller skal det være forbeholdt hvide, kristne, lutherske folkekirkedanskere?

Et oplagte svar kan være, at vi som tilhængere af et frit og mangfoldigt samfund slet ikke er interesseret i at overgive os til systemet på systemets præmisser, og vi er slet ikke interesseret i at skabe eller opretholde kontrolstrukturer, der skal sikre, at andre retter ind og gør det samme. Tværtimod ønsker vi et samfund, hvor det bliver lettere at udforske andre måder at leve på. Vi ønsker, at det skal være nemmere at leve uden nødvendigvis at have et lønarbejde fra otte til fire, at det skal være nemmere at indrette sig som familie uden at sende børnene i institution fra 7 til 17. Vi ønsker kort fortalt et opgør med det moderne kasernesamfund. Et logisk skridt på denne vej ville være den meget omdiskuterede borgerløn som et minimalt sikkerhedsnet under i hvert fald alle børnefamilier. Endnu bedre ville det være samtidig at gøre det lettere selv at skaffe sig et beskedent liv uden nødvendigvis at have et fast arbejde i nutidig forstand.

Et samfund, hvor der så vidt muligt er plads til alle individer, kulturer og religioner, som lever i balance med naturen og i respekt for den biodiversitet, der i sidste ende er også vores livline som biologiske væsener, vil ikke være et samfund uden konflikter eller uden misbrug og andre sociale problemer. Det samfund, som jeg lige har beskrevet, vil med andre ord ikke være en utopi. Utopier udmærker sig par excellence ved ikke at kunne eksistere; og påtvungne utopier som det kommunistiske Østeuropa eller det moderne, neoliberale overvågningssamfund udmærker sig par excellence ved at udvikle sig til dystopier. Men det vil være et samfund, hvor der er meget mere frihed til forskellighed; hvor mange flere vil få chancen for at udleve netop deres egne evner og muligheder, og hvor færre derfor vil gå tabt end i det nuværende samfunds ubønhørlige ræs, hvor mennesker med diagnoser som autisme, ADHD og skizofreni alt for ofte udskilles af kapløbet og overlades til at gå til bunds for sig selv.

Det bemærkelsesværdige er her, at så meget som vi end som tolerante og progressive mennesker kan frygte og foragte den farlige intolerance, som Dansk Folkeparti repræsenterer, er vores foragt for deres vælgere malplaceret og ofte udtryk for, at vi skulle tage at kigge noget dybere i spejlet.

Repræsenterer Dansk Folkeparti en længsel efter et gammeldags, racerent, Morten Korchsk Danmark, og handler dets danskhed om "det store kolde bord" med øl og sild i kolonihavehuset? Handler det om Dannebrog og salmesang og spejderbevægelse og sommersøndage og nostalgi efter et samfund, der ikke var oversvømmet af ungdomsoprør, stoffer, indvandring og gangsterrap?

Hvis det er tilfældet, er det ikke så underligt, hvis det repræsenterer en stor del af befolkningens ønsker. For mange mennesker, der voksede op i konservative miljøer i 1940'erne og 50'erne er denne Krarupske idyl den danske kultur. Min egen familie er rundet af denne fortidens danskhed. Min fars familie havde sine rødder i en indremissionsk, vestjysk danskhed, som mest af alt minder om den strenge vesterhavskultur, som vi finder i Carl Theodor Dreyers film "Ordet" (produceret 1955, men foregår i 1925). I "Ordet" er familiestrukteren religiøs og strengt patriarkalsk. Ægteskab er kun muligt med faderens godkendelse, og ægteskab med et medlem af et stridende trossamfund kommer ikke på tale. Hvis et medlem af familien ikke kan finde det i sit hjerte at være troende, betyder det om ikke udstødelse så dog en slags tålt ophold i hjemmet. Idealet er den hårdtarbejdende, troende og strenge fader og den ærlige, kærlige og fromme husmoder.

Man kan more sig over det paradoksale i, at en stor del af modstanden mod indvandring af mennesker med traditionelle familiemønstre og en stærk tro kommer fra Tidehverv, som netop er et kulturelt segment med rødder i traditionelle familiemønstre og et strengt religiøst livssyn. Men det er nu ikke mit ærinde her, tværtimod.

Mit ærinde er snarere dette: Skulle alle vi progressive, tolerante og multikulturelle danskere, som er villige til at indbyde og absorbere kulturelle strømninger fra stort set hele verden, ikke også være i stand til at forholde os til vores egen kulturs rødder med andet end hånlig afvisning? Hvis vi forlanger (og det gør vi jo trods alt) respekt for folk, der kommer hertil med nogle værdier, der forhindrer dem i at spise svinekød eller afklæde sig foran andre mennesker, skulle vi så ikke også respektere de traditionelle værdier, vi selv er rundet af?

Vi kan indvende, at Dansk Folkeparti er et farligt, nationalistisk parti med totalitære tendenser. Vi kan fortsætte med at samle bevismateriale, der viser at partiet fungerer som samlingspunkt for hele den yderste højrefløj i Danmark, hvorfor det gang på gang har måttet ekskludere medlemmer, der for tydeligt skiltede med højreekstreme synspunkter og sympatier. Dansk Folkeparti er selve indbegrebet af det snævertsynede og selvtilstrækkelige Danmark, der for mange herboende udlændinge forvandler oplevelsen af landet til et racistisk og kulturchauvinistisk helvede.

Alt dette er sandt, og dertil gode og vigtige pointer. Men det er alligevel lidt svært at godtage uden indvendinger. For det første er problemet med dansk selvtilstrækkelighed og chauvinisme ikke begrænset til Dansk Folkepartis vælgere. Enhver dansker får i barselsgave en inderlig tro på, at Danmark er det bedste, mindst korrupte og mest velordnede land i verden, og at vores skandinaviske velfærdsmodel har givet os det bedste sundhedsvæsen og det bedste uddannelsessystem i hele verden. Herboende udlændinge vil ofte gøre opmærksom på, at sundhedsvæsenet i lande som USA, Storbritannien og Spanien generelt kan prale med en langt højere standard; at vores uddannelsessystem er i bedste fald middelmådigt; og at selv vores berømmede sociale system med "verdens højeste skattetryk" ikke forhindrer betydelige dele af befolkningen i at leve i, hvad man andre steder ville betegne som en bekymrende fattigdom. Hvis man præsenterer disse let efterviselige fakta for selv den mest "progressive" dansker, vil resultatet ofte være en rasende benægtelse. Det kan godt være, at vi er imod regeringen og højredrejningen og aldrig kunne drømme om at flage med Dannebrog eller sætte vores ben i en kirke, men der er alligevel ikke nogen, der skal komme og tage vores grundtvigske tro på styrken i vores egen middelmådighed fra os. Det er, som Jacob Holdt har sagt mange gange: Den første betingelse for, at vi som hvide europæere kan ophøre med at være racister er, at vi erkender, at vi alle er racister. Forestillingen om den hvide kulturs overlegenhed gennemsyrer ganske enkelt vores medier og vores kultur i en grad, så den er umulig at undslippe. Tilsvarende kunne man sige om danskerne i bred almindelighed: Den første betingelse for at kunne påstå, at vi ikke er kulturchauvinister, er at vi erkender, at vi alle er det i vore hjerter. Dansk Folkeparti og deres venner står i det mindste ved det.

Nok så vigtigt er det, at selv den største antipati for Dansk Folkepartis politik ikke giver os nogen større ret til at dømme om deres vælgeres kultur eller mangel på sammen, end de selv har til at dømme om for eksempel muslimske indvandreres kultur. Det kan godt være, at de groft sagt repræsenterer en "bodegadanskhed", hvis ypperste præstationer er "Tre hvide roser", Richard Ragnvald og Jodle Birge, og at de derudover ikke har andet at byde på end det allerede nævnte store kolde bord med sild og snaps ved kakkelbordet i kolonihavehuset. Men hvis vi ikke selv identificerer os med den kultur, er det strengt taget ikke noget, som det tilkommer os at dømme om. "Homo sum; nihil humanum alienum a mi puto", som Terentius sagde, eller med andre ord: Selv den etnisk rene bodegadanskhed er en valid måde at indrette sig på, som vi ikke med tolerancen i behold kan tillade os at fordømme eller latterliggøre. Hvis vi ikke kan identificere os med den, kan vi holde os til vore storbyer og vores café latte og lade dem være i fred.

Måske vi snarere skulle bekæmpe Dansk Folkeparti og den ensretning og højredrejning, som de står for, ved selv at bygge noget nyt. Ønsker vi, at der skal være plads for alle racer, religioner og seksuelle orienteringer? Ønsker vi, at Danmark skal have et rigt og blomstrende kulturliv og en spændende alternativ scene, hvor der er plads til alverdens forskellige livsformer og økonomiske alternativer? Så lad os dog bygge det, lad os invitere fremmede hertil og suge til os af deres kultur. Lad de tusind blomster blomstre, så alle himlens stjerner kan stråle som sole. Den fordums luthersk-kristne monokultur vil på den baggrund stadig eksistere som endnu et bud på, hvordan man kan leve livet. Men der vil være så mange alternativer, at ingen længere vil kunne påberåbe sig den som nogen særligt "oprindelig" danskhed. Snarere end at leve i monokulturen og fra vores ensrettede liv og tankesæt ivre mod dem, hvis verdensbillede og udfoldelsesmuligheder af kulturelle årsager forekommer endnu mere ensrettet og snævert, skulle vi hellere bekymre os om at opbygge en ægte mangfoldighed.

Umiddelbart forekommer der at være nok at gå i gang med. I dagens Danmark er det for alt for mange helt umuligt at klare sig uden at udføre 37 timers lønarbejde. De mange, der er så uheldige ikke at kunne finde et sådant 37 timers arbejde, er som regel endnu værre stillet, fordi de skal trækkes med et helvede af aktivering, jobsøgning og opfølgning. Hertil kommer kontrolforanstaltninger, som for kontanthjælpsmodtagernes vedkommende kan række langt ind i det mest intime privatliv. Hvad nu, hvis grupper af almindelige danskere, der ganske enkelt har fået nok af denne evindelige kontrol, gik sammen om at oprette arbejds- og bofællesskaber, hvor den enkelte kan bo meget billigt, og som takket være en fælles ramme muliggør et enkelt og billigt liv, der kan opretholdes for få midler? Den forkætrede 37 timers arbejdsuge kunne på den måde reduceres til nogle få timers produktivt arbejde ugentligt, så resten af tiden blev frisat til studier, kunstneriske udfoldelser og måske selvfordybelse og meditation. Det eneste, der skulle til for at realisere et sådant projekt er, at tilstrækkeligt mange mennesker gik sammen om at realisere det og fandt en måde, hvorpå fælles aktiviteter som f.eks. IT-udvikling eller økologisk landbrug (gerne permakultur) kunne udmønte sig i en indtægt, der kunne holde det hele kørende. En borgerløn fra staten ville gøre det nemt for den enkelte såvel som for sådanne kollektiver at klare sig uden noget decideret arbejde. I øjeblikket er en sådan borgerløn dog ikke ret aktuel. Hvis man i stedet baserede sig på en faktisk økonomisk aktivitet på lavt blus med lavt forbrug, ville mange kunne undslippe 37 timers arbejdsugen og de kontrolstrukturer, der p.t. holder kontanthjælpsmodtagere og andre "nassere" på plads.

Man kunne lave mange flere initiativer, der alle kunne trække Danmark i en rigere og mere mangfoldig retning. Kunstnerisk udsmykning af gader og stræder, stormoskeer og islamiske studiecentre til vore muslimske medborgere, generel accept af alle former for udklædning og cross-dressing for transseksuelle og queers, tilskyndelse af nye livs- og kunstformer, afvikling af det belastende industrilandbrug til fordel for en ny fødevareforsyning i balance med naturen. Lad os bryde ud af forestillingen om, at vi kun kan opretholde samfundet, hvis alle mennesker er nødt til at møde på arbejde 37 timer om ugen i "præsentabelt" tøj og underlagt andre menneskers ordrer. Og lad os gøre op med forestillingen om, at noget sådant kun kan lade sig gøre, hvis vi modtager en månedlig understøttelse fra staten. Lad os bryde ud af arbejdets og kulturens monokultur, af samlebåndets trummerum fulgt af TV-avisen og X-Factor, den daglige fordummelse som simpel betingelse for overhovedet at kunne holde os selv ud.

Men, kunne nogen nu indvende, hvad har en sådan bevægelse for større kulturel og livsstilsmæssig mangfoldighed at gøre med en modstand mod Dansk Folkeparti? Vil der ikke, selv med en rigere og mere spraglet kultur, stadig være 25% af befolkningen der ønsker mangfoldigheden hen, hvor peberet gror, og vil foretrække at blive ved med at stemme på racisterne i DF? Og svaret er jo, selvfølgelig vil der det. Men de vil blot være endnu en minoritet, endnu en stemme, endnu et bidrag til den kulturelle mangfoldighed. Det kan godt være, at de inderst inde stadig drømmer om at forvandle alle os andre til dem selv, men stillet over for den kulturelle mangfoldigheds kludetæppe vil de ikke kunne gøre sig større forhåbninger, end de få promille af den danske befolkning, som er fanatiske islamister, kan gøre sig om at forvandle vort land til en kopi af Saudi-Arabien.

Hvis vores mål er at bekæmpe Dansk Folkeparti politisk og at undgå, at de får for meget at skulle have sagt i vores land, er vejen frem med andre ord ikke at marginalisere Dansk Folkepartis vælgere og håne dem for deres uddannelsesmæssige og kulturelle niveau. En sådan fremgangsmåde flytter ingen vælgere, men opnår højst at gøre begge parter mere stålsatte. Lad os i stedet sætte kræfterne ind på at opbygge en ægte kulturel mangfoldighed, der kan vise de borgerlige nationalister, hvad det er de siger nej til. Lad os, i stedet for at klage over, at vores samfund i mindre og mindre grad er værd at leve i, selv gå i gang med at opbygge det samfund, som vi gerne ville leve i. Måske vi endda kunne vinde nogle "hearts and minds" undervejs.


08. May 2015

Mod bedre vidende

 
Læserbrev i B.T., 8.5.2014:

MOD BEDRE VIDENDE

Henrik Dahl udtaler i BT 7/5, at visse indvandrerbørns problemer i folkeskolen skyldes "tåbelige forældre", som ikke kan "indse nytten af solide danskkundskaber".

Nuvel, jeg har selv boet i en "ghetto" (Rosenhøj ved Aarhus) i mange år. Der var store sociale problemer i området. Manglende engagement hos nogle indvandrerforældre var en del af problemet. At noget nær 100% af de "etnisk danske" beboere var på overførselsindkomst og mange af dem døjede med misbrug mv var også en del af problemet.

De problemer, Henrik Dahl påpeger, kan på ingen måde reduceres til et "indvandrerproblem". Der skal to, og i dette tilfælde nok nærmere flere, til tango.

Og det ved Henrik Dahl som sociolog udmærket godt. Han er altså ude og udtale sig mod bedre vidende for at score populistiske stemmer. Føj og atter føj.


28. Apr 2015

Kevin Powell: Why Baltimore is burning

 
Why Baltimore Is Burning
By Kevin Powell

I am from the ghetto. The first 13 years of my life I grew up in the worst slums of Jersey City, New Jersey, my hometown. If you came of age in one of America’s poor inner cities like I did then you know that we are good, decent people: in spite of no money, no resources, little to no services, run down schools, landpersons who only came around to collect rent, and madness and mayhem everywhere, amongst each other, from abusive police officers, and from corrupt politicians and crooked preachers, we still made a way out of no way. We worked hard, we partied hard, we laughed hard, we barbequed hard, we drank hard, we smoked hard, and we praised God, hard.

And we were segregated, hard, by a local power structure that did not want the ghetto to be seen nor heard from, and certainly not to bring its struggles out in plain sight for the world to see.

Indeed my entire world was the block I lived on and maybe five or six blocks north south east west. A long-distance trip was going to Downtown Jersey City on the first of each month so our mothers—our Black and Latina mothers—could cash their welfare checks, buy groceries with their food stamps and, if we were lucky, we got to eat at Kentucky Fried Chicken or some other fast food restaurant on that special day.

When I was about 15 I was badly beaten by a White police officer after me and a Puerto Rican kid had a typical boy fight on the bus. No guns, no knives, just our fists. The Puerto Rican kid, who had White skin to my Black skin, was escorted off the bus gingerly. I was thrown off the bus. Outraged, I said some things to the cop as I sat handcuffed in the back seat of a police car. He proceeded to smash me in the face with the full weight of his fist. Bloodied, terrified, broken in that moment, I would never again view most police officers as we had been taught as children: “Officer Friendly”—

Being poor meant I only was able to go to college because of a full financial aid package to Rutgers University. I did not get on a plane until I was 24-years-old because of that poverty and also because I did not know that was something I could do. These many years later I have visited every single state in America, every city big and small, and every ghetto community you can name. They all look the same.

Abandoned, burnt out buildings. Countless churches, funeral parlors, barber shops, beauty salons, check cashing places, furniture rental stores, fried chicken spots, and Chinese restaurants. Schools that look and feel more like prison holding cells for our youth than centers of learning. Playgrounds littered with broken glass, used condoms, and drug paraphernalia. Liquor stores here there everywhere. Corner stores that sell nothing but candy, cupcakes, potato chips, soda, every kind of beer you can name, loose cigarettes, rolling paper for marijuana, lottery tickets, and gum, lots and lots of gum.

Then there are also the local organizations that claim to serve the people, Black and Latino people. Some mean well, and are doing their best with meager resources. Others only come around when it is time to raise money, to generate some votes for one political candidate or another, or if the police have tragically killed someone.

Like Rekiya Boyd in Chicago. Like Miriam Carey in Washington, D.C. Like Tanisha Anderson in Cleveland. Like Yvette Smith in Texas. Like Aiyana Stanley Jones in Detroit. Like Eric Garner in New York City. Like Oscar Grant in Oakland. Like Walter Scott in South Carolina. Like Freddie Gray in Baltimore….

Yes, we have the first Black president in the White House but it feels like open season on Black folks in America once more. 100 years ago this year the Hollywood image machine was given a huge boost by a racist and evil film called “Birth of A Nation,” a movie so calculating in the way it depicted Black people it set the tone, quite literally, for how we were portrayed and treated in every form of media for decades to come. 100 years ago it was common to see photos of African Americans, males especially, lynched, hung from trees, as the local good White folks visibly enjoyed their entertainment of playing hangman.

100 years later “Birth of A Nation” has been replaced by a 24-hour news media cycle still obsessed with race, racism, racial strife, racial violence, but no solutions and no action steps whatsoever, just pure sensationalism and entertainment. 100 years later the lynching photos have been replaced by cellphones capturing video of Walter Scott running away from a police officer, like a slow-footed character in a video game, only to be shot in the back—pop! pop! pop! pop! pop! pop! pop! pop!

Except all of this is mad real, Black people in America—the self-proclaimed greatest democracy on earth—are being shot here there everywhere, by the police, in broad daylight, with witnesses, sometimes on video. And with very few exceptions nothing is happening to the cops who pulled the triggers. No indictments. No convictions. No prison time.

And every single instance one of these scenarios occurs, we are handed the same movie script: Person of color is shot and killed by local police. Local police immediately try to explain what happened, while placing most of the blame, without full investigation, on the person shot. Police officer or officers who fired shots are placed on paid “administrative leave.” Media finds any and everything they can to denigrate the character of the dead person, to somehow justify why she or he is dead. Marches, protests, rallies, speeches. Local police show up in military-styled “riot gear.” Tensions escalate. Folks are arrested, people are agitated or provoked; all hell breaks loose. The attention has shifted from the police killing an innocent person to the violence of “thugs,” “gangstas,” “looters.” The community is told to be nonviolent and peaceful, but no one ever tells the police they should also be nonviolent and peaceful. Whites in power and “respectable Black voices” call for calm, but these are the same folks who never talk about the horrific conditions in America’s ghettoes that make any ‘hood a time bomb just waiting for a match to ignite the fury born of oppression, marginalization, containment, and invisibility. These are the same people who’ve been spent little to no time with the poor.

If you aren’t from the ghetto, if you have not spent significant time in the ghetto, then you would not understand the ghetto….

No matter. Big-time civil rights organizations, big-time civil rights spokespersons, and big-time church leaders are brought in to re-direct, control, and contain the energy from the people at the bottom. Started from the bottom now we here….

But they really cannot because the people have seen this movie a million times before. They know it is madness to be told to let justice take its course. They know it is madness to wait out a legal system that rarely if ever indicts and convicts these police officers who’ve shot and killed members of their community. They know it is madness to be told to stay cool, to be cool, when they have no healthy outlets for their trauma, their pain, their rage. They know it is madness to hear pundits and talking heads of every stripe on television and radio and via blogs analyze who they are, without actually knowing who they are. They know it is madness when middle class or professional Black folks speak the language of the power structure and condemn the people in the streets instead of the system that created the conditions for why the people are in the streets. They know it is madness that so-called progressive, liberal, human rights, or social justice people of any race or culture have remained mightily silent as these police shootings have been going down coast to coast. And they know it is madness that most of these big-time leaders and big-time media only come around when there is a social explosion.

So they do explode, inside of themselves, and inside their communities. They would love to reach areas outside their ‘hoods but the local power structure blocks that from happening. So they destroy their own communities. I understand why. I am they and they are me. Any people with nothing to lose will destroy anything in their way. Like anything. Any people who feel as if their lives are not valued, like they are second-class citizens at best, will not be stopped until they’ve made their point. They, we, do not care if our communities have not rebounded from the last major American rebellions of the 1960s. We care that we have to live in squalor and misery and can be shot at any given moment by each other, or by the police, and no one seems to care. A rebellion, a riot, are pleas for help, for a plan, for a vision, for solutions, for action steps, for justice, for God, someone, anyone, to see our humanity, to do something. Condemning them is condemning ourselves. Labeling the Baltimore situation a riot because it is mostly people of color is racist given we do not call White folks behaving violently after major sporting events rioters or thugs or gangstas, and Lord knows some White folks have destroyed much property in America, too. It ain’t a democracy if White people can wild out and it is all good; but let people of color wild out and it becomes a state of emergency with the National Guard dropping in, armed and ready.

Black lives matter, all lives matter, equally. I believe that, I believe deeply in peace and love and nonviolence. I believe in my heart that we’ve got to be human and compassionate and civil toward one another, as sisters and brothers, as one human race, as one human family. I believe that our communities and police forces everywhere have to sit down and talk and listen as equals, not as enemies, to figure out a way toward life and love, not toward death and hate; a way toward a shared community where we all feel safe and welcomed and human.

Yes, I love people, all people. But I also believe in justice, for all people. And I know that what has been happening in America these past few years not remotely close to any form of justice, or equality. Imagine, if you will, White folks being shot and murdered by the police like this, what the reactions would be? Imagine if George Zimmerman had gone vigilante on a White youth with a hoodie in that gated Florida complex. Imagine White parents having to teach their children how to conduct themselves if ever confronted by the police. Imagine that Aiyana Stanley Jones was a little 7-year-old White girl instead of a little 7-year-old Black girl, shot by the police as she slept on a sofa with her grandmother, in a botched raid? It would be a national outrage.

Baltimore is burning because America is burning with racism, with hate, with violence. Baltimore is burning because far too many of us are on the sidelines doing nothing to affect change, or have become numb as the abnormal has become normal. Baltimore is burning because very few of us are committed to real leadership, to a real agenda with consistent and real political, economic, and cultural strategies for those American communities most under siege, most vulnerable. Policing them to death is not the solution. Putting them in prison is not the solution. And, clearly, ignoring them is not the solution.

Kevin Powell is a cofounder of BK Nation, a new national organization and blog website. He is also an activist, public speaker, and author or editor of 11 books. His 12th book, The Education of Kevin Powell: A Boy’s Journey into Manhood, will be published by Atria/Simon & Schuster in November 2015. You can email him, kevin@kevinpowell.net, or follow him on twitter, @kevin_powell


08. Feb 2015

Interview om narkotikapolitik

 


Dette interview blev bragt i slutningen af august 2000 på den nu hedengangne københavnske lokal/Internet-TV-Station Superchannel i forbindelse med en udsendelsrække, som de kaldte Mirrorhead TV.

Interviewet er interessant på flere måder. Ikke mindst, fordi det er optaget ca. et år før angrebet på World Trade Center, og dermed et års tid, før krigen mod terror og alt, hvad den har ført med sig, begyndte.

Vi bemærker således, at "terrortruslen" var helt fraværende fra den diskurs, der blev brugt til at legitimere den overvågning og indskrænkning af retssikkerheden og de borgerlige rettigheder i almindelighed, som ikke desto mindre allerede var i fuld gang.

Eller sagt på en anden måde - dengang havde man allerede terrortruslen, man kaldte den bare noget andet, nemlig narkotika. Eller rettere sagt - dengang var det narkotika, der dominerede den offentlige diskurs som et onde, der var så stort, at det kunne retfærdiggøre, at man satte vore almindelige demokratiske rettigheder ud af kraft.

Bemærk, hvordan denne fjende har glimret ved sit fravær i de senere år. Er det, fordi ungdommen ikke længere tager narkotika, eller fordi det ikke længere er et problem?

Næh, det er såmænd, fordi man har fundet en bedre løftestang for krigen mod vore rettigheder - et bedre påskud, om man vil.

Interviewet foregik i øvrigt med udgangspunkt i min artikel Narkotikapolitik som forbrydelse, der blev bragt i Faklen nr. 7 (1998), og som netop forholdt sig til den forsimplede dæmonisering af "narkomaner" og alt, hvad de havde med at gøre.


06. Nov 2014

Do not under ANY circumstance make ANY statement to the police

 


En amerikansk juraprofessor og tidligere forsvarsadvokat fortæller, hvorfor man som potentiel mistænkt aldrig skal udtale sig til politiet.

Tak til Pedro Belasco og The Pirate Bay.

Desværre i anledning af Fredrik Neijs anholdelse i Thailand.


11. Oct 2014

Glæde over asylansøgere

 

Læserbrev i Jyllands-Posten, 11.10.2014:

GLÆDE OVER ASYLANSØGERE

Jeg synes, vi som danskere skal være glade for, at de syriske asylansøgere gider slå sig ned her hos os, når der er så mange andre og bedre steder, de kunne tage hen. Jeg synes, vi skulle gribe denne chance for at få mange nye samfundsborgere og medmennesker hertil med kyshånd – og stoppe al snak om stramninger.

Foto: Syriske flygtningebørn i Aleppo, fra IHH Humanitarian Reliefs Flick-konto.


30. Sep 2014

Stands Danmarks nye krig i Irak

 
The war in Iraq you're not told about

Læserbrev i Politiken, 30.09.2014:

STANDS DANMARKS KRIG I IRAK

Mens alle danske politikere forsøger at overgå hinanden i omfanget af Danmarks støtte til det amerikanskledede angreb på Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien, er der nogle ting, de lader til at have glemt:

1) Det er ikke vores kamp. Hvor afskyelige og langt ude Islamisk Stat og deres metoder end er, så er det Irak og Syrien og Kurdistan, de truer, ikke Danmark. Vi hverken kan eller skal kæmpe disse menneskers kamp for dem.

2) Luftangreb virker ikke. Bombetogter kræver altid meget betydelige civile ofre, mens de typisk kun gør meget begrænset militær skade. Nettoeffekten af bombninger alene kan meget vel tænkes at blive en styrkelse af IS, ikke en svækkelse.

3) Ekstern indblanding er dybt problematisk. USAs tidligere rolle i Irak var som besættelsesmagt. Irakere, der hjalp amerikanerne, blev derfor ofte set som forrædere. Når lande som Danmark, Storbritannien og USA, der i øvrigt absolut intet har at gøre med konflikten, blander sig på den måde, er det igen formentlig den bedste metode til at sikre, at flere støtter og sympatiserer med IS.

Jeg vil gerne opfordre regeringen til straks at trække enhver dansk støtte til enhver vestlig operation mod mål i Irak og Syrien helt og uigenkaldeligt tilbage.

Billedkilde: PopularResistance.org.


16. Jul 2014

Privatlivet krænkes

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 14.7.2014:

PRIVATLIVET KRÆNKES

AF Carsten Agger, cand.scient.

Vores politikere har som endnu et led i stigmatiseringen af folk, der ikke kan finde arbejde, indført, at samboende kærestepar skal forsørge hinanden, også selv om de ikke er gift.

Denne regel vil medføre, at tusinder af mennesker landet over nu tvinges til at gå fra hus og hjem. Men det er næsten ikke det værste: Reglen medfører også, at kontanthjælpsmodtageres privatliv lægges åbent for kommunalt dyneløfteri. Hvis en mand og en kvinde bor sammen i en lejlighed, kommer det faktisk ikke det offentlige ved, om de har et seksuelt forhold eller blot sparer penge ved at dele bolig.

Man kunne endda formulere en lovmæssighed: Hvis det nogensinde kommer en kommunal sagsbehandler ved, om to voksne mennesker går i seng med hinanden eller ej, er det en krænkelse af deres privatliv.

Den gensidige forsørgerpligt er dermed en kolossal indskrænkning af borgernes rettigheder i forhold til det kommunale system og ikke mindst en bombe under ligestillingen mellem mænd og kvinder, hvor især kvindelige kontanthjælpsmodtagere kan se ”frem” til at blive udfrittet om deres helt private forhold.


  Næste 10 >>