![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Anwar
Anwar er en ung muslim fra Lucknow, hvis liv er ved at falde fra hinanden.
Han læser hindi på universitetet og bruger fritiden på at tegne templer.
Hans bedste venner er læremesteren Master Pasha (spillet af Vijay Raaz), en falleret skuespiller og kunstner, der lever af at klæde sig ud som skiftevis blind, krøbling og spedalsk og tigge på gader og stræder; hinduen Udit, der kun drømmer om at blive færdig på universitetet og få job i USA, så han kan komme ud af det i hans øjne beskidte og tilbagestående Indien; og hans livs kærlighed, naboens datter Mehru (Nauheed Cyrusi), der beundrer Britney Spears og egentlig foretrækker Udit, der måske kan tage hende med til USA.
Da Pasha dør og Mehru svigter ham til fordel for Udit, ser Anwar (spillet af Siddharth Koirala) hele sit liv gå i spåner og forlader byen for at rejse rundt på må og få.
En nat overnatter han i et gammelt hindutempel, og dagen efter vågner han op til et mareridt uden lige: Templet er omringet af fanatiske hinduer, der opildnes af en lokalpolitiker, der grumme optaget af at vinde det næste valg iscenesætter et storstilet drama omkring den "farlige terrorist", der har forskanset sig i templet, mens pressen i skikkelse af den smukke journalist Anita (Manisha Koirala) og drevet af seertallene gør deres for at piske en stemning op.
Fanget i templet gennemlever Anwar de seneste måneders begivenheder, mens tilskueren efterhånden begynder at forstå, hvad det egentlig var, der gik galt alt sammen.
Anwar er egentlig ikke så meget en typisk kommerciel Bollywood-produktion, som det er en art film: Fortalt i et roligt tempo med mange smukke billeder kredser den om alt, hvad der egentlig er galt med Indien i dag:
Farverige politikere, der slår sig op på stupid nationalisme, terrorfrygt og had til muslimer, medier, der grådigt skaber problemer hvor der ikke var nogen i forvejen, muslimer, der trækker sig tilbage fra kulturens mainstream til stive og rigide familiemønstre og æresbegreber.
Cirkusset omkring templet trækker disse temaer op til det teatralsk absurde, og til det absurd morsomme, måske lidt i stil med Oliver Stones Natural Born Killers eller tilsvarende "medie-centriske" dramaer.
Og som modvægt til al denne virak står så den unge drømmer Anwar og hans længsel efter en kærlighed, han helt kan forsvinde i - som Mira (Mira Bai, en berømt digter fra det 16. århundrede, hvis værker vi tidligere har bragt et par eksempler på) i sin kærlighed til Krishna, som Krishna igen i esoterisk forstand i sin kærlighed til Mira.
Og Krishna og Mira - Krishna i sin karakteristiske blå skikkelse og Mira med sit slør og sine ringe - går da også igen i teaterlignende optrin spredt omkring i filmens sange.
Underlægningsmusikken er netop dette: Underlægning, og sangene er upåtrængende og ikke i sig selv bemærkelsesværdige; snarere end pauser i eller illumination af handlingen fungerer de her snarere som en simpel fortsættelse, blot i et mere lyrisk spor.
ANWAR er en meget smuk film, og som sagt nok mere kunstfilm en kommerciel blockbuster - og som sådan er dens ulempe måske, at den er for stilfærdig og trods sin brutalt tragiske historie ender med at have et strejf af noget mærkeligt uvedkommende.
En poetisk og meget smuk film, men ikke nogen stor film. Og som sådan, i denne ånd, fortjener den at blive set.
ANWAR, Indien 2007. Instruktion og manuskript: Manish Jha. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Update: realbollywood.com opsummerer det egentlig meget godt i sin anmeldelse fra filmens premiere i januar - heraf henvisningen til Guru:
Jha uses granite locations (supposedly Lucknow) and mythological allusions with equal sincerity. He avoids overt sentimentality but ends up creating unconscious folds of tender feelings within the dilating communal canvas.
In the week of the epic “Guru”, let’s applaud this small but significant film about scarred souls trying to come to terms with a socio-political scenario that leaves no room for human values.