– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Sep 2006

Baghban

 
Baghban
Baghban er noget så sjældent som en indisk film inspireret af et besøg i Danmark.

Da den legendariske indiske filmskaber B.R. Chopra (f. 1914) nemlig opholdt sig i København i 1973, boede han overfor et plejehjem, hvis beboere han af og til gik over og talte med. Chopra blev rystet over de gamles ensomhed og hvad han oplevede som familiernes og især børnenes svigt af de mennesker, der havde givet dem alt, og besluttede at lave en film om det - Dilip Kumar var allerede udvalgt til hovedrollen.

Denne film blev dog atter skrinlagt, og først i 2003 blev ideenført ud i livet med Baghban ("Gartneren"), produceret af B.R. Chopra og instrueret af hans søn Ravi.

Filmens hovedperson Raj Malhotra (spillet af Amitabh Bachchan) har livet igennem givet alt til sin familie og sine fire sønner - han har arbejdet gennem hårde tider, og i kampen for at give børnene den bedst mulige start i livet har han intet lagt til side til sig selv.

Livet igennem har han set sig selv som en gartner og familien som en have, under hvis skyggefulde træer han kan hvile sig, når han bliver gammel.

Nu er tiden kommet, hvor han skal på pension, og sammen med sin hustru Pooja (Hema Malini) beslutter han, at de gerne vil tilbringe deres sidste år med deres børn og børnebørn, og inviterer følgelig deres fire sønner på besøg, så de i fællesskab kan afgøre, hos hvem af dem de først kan bo.

Børnene og deres ægtefæller er imidlertid alt andet end begejstrede og finder på en lumsk plan, der skal få de to gamle på bedre tanker: Deres far og mor kan godt bo hos dem, men ingen af dem har plads til hele to nye beboere, så de må derfor bo hver for sig, hos hver sin familie efter tur: Først bor de seks måneder hos de to ældste, herefter seks måneder hos de to yngste, osv.

Dette indvilliger de i med tungt hjerte, men lider frygteligt under adskillelsen efter fyrre års ægteskab. Raj finder efterhånden også ud af, at han åbenbart er sunket en del i sine børns agtelse nu, hvor det viser sig, at han ikke har flere penge.
Amitabh Baghban
Han finder dog en ven i indehaveren af en lokal café (Paresh Rawal) og udøser sit hjerte til en gammel skrivemaskine i form af et manuskript, hvori han fortæller om gartnerens drømme og frygtelige skuffelse.

Filmen ender med, at Raj og Pooja genforenes og søger tilflugt hos adoptivsønnen Alok (Salman Khan), der netop er kommet hjem fra sine studier i England.

I modsætning til sine adoptivbrødre har Alok ikke noget højere ønske end at have sine forældre boende og elske og ære dem over alt på denne jord.

Da Rajs manuskript pludselig dukker op og får stor succes som bog og faderen dermed er kommet til penge igen, kommer hans fire biologiske sønner i tanker om slægtskabet og forsøger at forsone sig med deres gamle far - men de skal blive klogere ...

Baghban er en film om værdiernes kollaps, om familiesammenholdets demise midt i moderne tiders travlhed og karrierejag, og for et vestligt publikum kan det sagtens virke som en dybt reaktionær film. Den har dog altid hjertet på rette sted: Sønnernes fejl er ikke, at de lever deres eget liv, men at de kun tænker på sig selv og glemmer at elske den, der gav dem livet.

Dette kunne have været unødigt melodramatisk og over-the-top, og det er det vel egentlig også i et vist omfang - somme tider er pointerne i form af sønnernes nederdrægtighed og adoptivsønnen Aloks ubetingede villighed til at bruge resten af livet på at tilbede sin fader trukket lovligt hårdt op.
Holi
Men det gør faktisk ikke så meget, for i det store og hele er historien fortalt med et let hjerte.

Filmens smukkeste element er kærlighedshistorien, for en gangs skyld ikke mellem to teenagere, men mellem to gamle mennesker, der har levet sammen i fyrre år og stadig er som nyforelskede. Amitabh Bachchan og Hema Malini er fortryllende i rollen som det gamle ægtepar, som ikke kan leve uden hinanden.

De er måske dog lidt for ungdommelige (begge omkring de 60 år, da filmen blev indspillet) til helt at passe til rollen som svagelige ældre.

Til gengæld bæres filmen i høj grad igennem af netop Amitabh Bachchans præstation; hans klovnerier, fortvivlelse, sang, dans og indtrængende tale mod filmens slutning er en fornøjelse at se.

Æstetisk fungerer filmen godt, og der er en række gode sange, hvoraf et par stykker dog måske godt kunne have været sparet væk for at få tiden til at glide lidt hurtigere.

Ikke nogen stor film, men alt i alt en tankevækkende komedie, med en for mange sikkert provokerende venden op-og-ned på egne værdier, og en stærk præstation af Amitabh Bachchan, der ikke for intet betegnes som den største indiske skuespiller gennem tiderne.
Baghban Poster
BAGHBAN, Indien 2003. Instrueret af Ravi Chopra efter idé og manuskript af B.R. Chopra. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.

Kommentarer: