Black

 

Black er en film om at leve med et frygteligt handicap og om kampen for alligevel at få et værdigt liv - og den er historien om ét menneskes kamp og dedikation for at redde et andet, hvis liv var ved at gå til spilde.

Michelle McNally er født ind i en rig indisk-engelsk familie, men rammes som spæd af en sygdom, der gør hende døv og blind for resten af livet.

Familien har ikke nogen adgang til specialiseret optræning eller undervisning, og Michelle får lov til at vokse op uden nogen egentlig opdragelse eller overhovedet stimulation; hun forsynes med en klokke, så man kan høre, når hun kommer, og udvikler sig til et "vildt barn" uden sprog og i sin frustration i stigende grad til fare for sine omgivelser.

Da Michelle er otte år gammel (og spilles af Ayesha Kapoor), kan hendes forældre næsten ikke bære det længere, og hendes far (Dhritiman Chatterjee) presser mere og mere på for at få hende anbragt på en institution.

Hendes mor (Shernaz Patel) kæmper imod med næb og klør, og som en sidste udvej skriver man til en fjerntliggende døveskole for at høre, om ikke de har en lærer, de kan sende.

Lederen af denne skole anbefaler den fallerede og alkoholiserede Debraj Sahai (Amitabh Bachchan), der nu er kommet ud på et sidespor, men som i sin tid var en af de bedste.

Den gamle mand tager ned til familien, hvor hans noget bramfri væsen og hans lidenskabelige tro på, at Michelle er et menneske og derfor også både skal behandles som og lære at opføre sig som et sådant (og derfor f.eks. hverken skal gå rundt med en klokke eller have lov til at spise med fingrene, mens alle andre sidder og spiser pænt) i begyndelsen er ved at føre ham ud i en voldsom konflikt med især faderen.

Efter en tyve dages prøvetid kommer imidlertid åbenbaringen, hvor det lykkes Debraj at få Michelle til at forstå ét enkelt ord, tegnet for "vand" - og hermed at få hende til at tage det første skridt ad den lange vej mod overhovedet at have et sprog at udtrykke sig på.

Som ung pige (spillet af Rani Mukherjee) lykkes det hende endog at blive optaget på universitetet, hvorfra det efter mange års kamp endelig lykkes hende at få en eksamen - kronen på hendes og Debrajs årelange kamp for at gøre hende i stand til at leve og klare sig selv i denne verden.

Black er (som andre film før den) inspireret af den blinde og døvstumme forfatter Helen Kellers liv (1880-1968). Også Keller mistede både syn og hørelse som spæd og voksede op uden adgang til nogen særlige faciliteter for døvstumme, indtil hendes forældre i desperation fandt frem til Anne Sullivan, en døvelærer, der dedikerede år af sit liv til Helens undervisning.

Åbenbaringen ved forståelsen af det ene ord "vand" er også autentisk:

Sullivan got permission from Helen's father to isolate the girl from the rest of the family in a little house in their garden. Her first task was to instill discipline in the spoiled girl. Helen's big breakthrough in communication came one day when she realized that the motions her teacher was making on her palm, while running cool water over her palm from a pump, symbolized the idea of "water"; she then nearly exhausted Sullivan demanding the names of all the other familiar objects in her world (including her prized doll).

De to ting, der virkelig bærer denne film er skuespillerpræstationerne og billedsproget.

Amitabh Bachchan er rystende stærk som den fallerede men alligevel indædt dedikerede gamling Debraj, der i undervisningen af Michelle finder også sit eget livs mening og forløsning.

Rani Mukherjee er milevidt fra sine sædvanlige glamour-rutiner i rollen som en kvinde, der livet igennem må leve med et stort og meget påfaldende handicap. Også Ayesha Kapoor er stærk og overbevisende som den otte-årige døvstumme, forskræmte og frustrerede Michelle, der ikke forstår noget af den verden, hun ikke kan hverken høre eller se.

Både Bachchan og Mukherjee leverer nogle af deres karrierers største præstationer i en film, der tematisk ligger meget, meget langt fra indisk films mainstream.

Billedsproget er også meget smukt og rammende - filmen foregår i et stiliseret viktoriansk/europæisk miljø, og der er filmen igennem meget fokus på billeder og visuelle symboler, tydeligvis i bevidst kontrast til det mørke, Michelle er tvunget til at leve i; således vises den blinde pige flere gange foran en væg, som er dækket med billeder fra øverst til nederst - billeder, som rummer dele af hendes egen og hendes families historie, som hun aldrig vil få adgang til, fordi hun ikke kan se dem.

Filmens svaghed er måske, at den ikke ligger langt nok fra indisk films mainstream - eller, for at koge det ned til et enkelt ord: Melodrama.

For megen melodramatisk iscenesættelse af Michelles afsluttende eksamen, af hendes tårevædede tale til familien ved søsterens forlovelse, for megen voldsomhed og pathos i Amitabhs irettesættelser af den "vilde" otteårige. Det kammer over, og overvægten af konventionelt filmisk melodrama tager ligesom en del af brodden af filmen og forhindrer den i at blive sådan helt rigtigt vedkommende, eller i alt fald i at blive så vedkommende, som den kunne have været.

Historien fortælles indlevet, men alligevel distanceret, ligesom i arms længde - og så virker overvægten af melodrama som en uvelkommen forstyrrelse.

Men, lad det ikke afskrække nogen - Black er, især på grund af Amitabh Bachchans og Rani Mukherjees rystende præstationer, rigeligt værd at se - både som en film i sig selv, og som begyndelsen til en forhåbentlig helt ny og spændende epoke i indisk film.

BLACK, Indien 2005. Instrueret af Sanjay Leela Bhansali med manuskript af Sanjay Leela Bhansali, Prakash Kapadia og Bhavani Iyer. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.

[ agger, Mon 17 Jul, :10:26: /film] - kommentar(er) - link

Kommentarer: