![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Black Orpheus
Orfeu Negro er en fransk-brasiliansk filmatisering af den gamle
historie om Orfeus og Eurydike, som her foregår i en favela i
udkanten af Rio de Janeiro. Filmen bygger på Vinicius de Moraes'
teaterstykke Orfeu da Concepcão og bæres igennem af sin meget
enkle historie og smukke musik; den oprindelige Orfeus-myte
udkrystalliseres gennem den gennemgående sang, Antonio Carlos Jobims
A felicidade, som herved tilføjer filmen en dimension af sorg
over lykkens forgængelighed:Tristeza não tem fim
Felicidade sim
A felicidade é como a pluma
Que o vento vai levando pelo ar
Voa tão leve
Mas tem a vida breve
Precisa que haja vento sem parar
(Sorgen har ingen ende - men det har lykken ...
Lykken er som en fjer, som vinden blæser gennem luften
Den flyver så blidt,
men dens liv er kort
det varer kun, til vinden standser.
Oversættelsen prætenderer ikke at være andet end vejledende. Sangen skal høres, kan findes her og anbefales meget varmt.)
Orfeu tjener til livets ophold som sporvognskonduktør i Rio, men i sit hjerte er han en gudbenådet sanger og komponist: Han synger så smukt, at folks hjerter fortrylles, kvinder bliver forelskede og solen står op om morgenen. Hans forlovelse med den forfængelige og arrogante Mira går hurtigt i vasken, da han (efter samme dag at have hørt om den gamle, græske historie) møder den smukke Eurídice, der er taget til Rio på flugt fra en mystisk forfølger, og forstår, at hun er den kvinde, han elsker. Orfeu og Eurídice tilbringer trods Miras jalousi karnevallet sammen og finder nogle dages lykke sammen:
A minha felicidade está sonhando
Nos olhos da minha namorada
É como esta noite
Passando, passando
Em busca da madrugada
Falem baixo, por favor
Prá que ela acorde alegre como o dia
Oferecendo beijos de amor
(Min egen lykke drømmer
i min elskedes øjne
som i nat, der gik og gik, i sin søgen efter morgenrøden
[tal stille, så hun forbliver lige så lykkelig, når det bliver dag]
og dens gave af elskovskys)
Ved karnevallets klimaks og afslutning rives Eurídice væk fra Orfeu, indhentes af sin forfølger og dør. Orfeu opsøger hende i underverdenen, hvortil han nedstiger i grader, der repræsenteres af hospitalet og politiets surrealistisk papirfyldte kontor for savnede personer; portneren det sidste sted tager ham med til et umbandahus, hvor ånderne nedstiger i flokke. Eurídice taler til ham og befaler ham at gå uden at kigge sig tilbage efter hende. Imidlertid ...
I filmens afslutningsscene er vi med Orfeu på vej tilbage til hans favela, og han synger nogle strofer af A felicidade, der atter minder os om lykkens smertefuldt dybe skønhed såvel som dens forgængelighed:
A felicidade do pobre parece A grande ilusão do carnaval
A gente trabalha o ano inteiro
Por um momento de sonho
Pra fazer a fantasia
De rei ou de pirata ou jardineira
Pra tudo se acabar na quarta feira
(Den fattiges lykke ligner karnevallets store illusion -
folk arbejder et helt år for at kunne være konge eller sørøver
og om torsdagen er alt forbi), hvorved karnevallets illusion bliver et billede på livets illusion:
Orfeu fandt kærligheden og sit livs lykke i karnevallet, og da karnevallet var forbi, mistede han den og har kun længslen og tabet tilbage.
Med sin ruralisering af livet i favelaen og sine mange indslag fra Rios karneval kunne filmen let være blevet et blot og bart folkloristisk custom piece, og filmen var ved sin fremkomst (1959) også mindre populær i Brasilien end i udlandet - den franske instruktørs romantisering af kvarterer præget af en temmelig barsk fattigdom var uden tvivl en del af forklaringen. Scenografisk præges filmen mærkbart af manuksriptets baggrund som teaterstykke, men bæres igennem af sine enkle temaer og inciterende musik.
Bliver filmen pessimistisk og livsfjendsk i sin insisteren på smertens bestandighed og lykkens forgængelighed? Måske - men længslen og smerten skyldes heller ikke andet end lykkens totalitet og intensitet, og det er måske heller ikke andet en konstateringen af smertens tilstedeværelse som forudsætning for selv den dybeste lykke, som døden er en forudsætning for livet. Meget skal i alle tilfælde tilgives den, der kan beskrive længslen så smukt som denne films billeder og musik:
A minha felicidade está sonhando
Nos olhos da minha namorada
É como esta noite
Passando, passando
Em busca da madrugada
Falem baixo, por favor
Prá que ela acorde alegre como o dia
Oferecendo beijos de amor
