![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
De fortabte sjæles ø
Der er langt imellem danske film i den fantastiske genre, det er svært ikke at mene: For langt.
Der er også langt - horribelt, tænderskærende og fortvivlende langt - mellem gode danske børne/ungdomsfilm. Sidste års Tempelriddernes skat var i mine øjne et lyspunkt i så henseende, en enlig svale af en godt fortalt, spændende historie med at Indiana Jones-lignende adventure-tema.
De fortabte sjæles ø er et eksempel på det første, men desværre ikke på det sidste. En film i den fantastiske genre på kanten mellem gys og adventure, javel... men ikke nogen god børne/ungdomsfilm. Det er overhovedet ikke nogen god film.
I det 19. århundredes København overvinder en hemmelig loge ("Logen til Bekæmpelse af Det Onde") en frygtelig, navnløs Necromancer (udtales, så det rimer på cancer eller panser).
Vi springer frem til nutiden, hvor teenagepigen Lulu flytter ud til en dødssyg flække ved havet sammen med sin mor og utålelige lillebror.
Pludselig forandrer hendes verden sig, da lillebroderen bliver besat af Herman Hartmann, der var med til at besejre Necromanceren og mistede sin hustru Linnea i denne kamp.
Hartmann og Lulu opdager sammen med teenagevennen Oliver, at Necromanceren er genopstået og huserer på den nærliggende Munkeø, idet han trækker de dødes sjæle ud af dødsriget for at lokke eller narre dem til at fortælle ham hvor de har skjult deres skatte, hvorefter han gemmer dem i små, lysende flasker på sin reol.
Necromanceren er dog en formidabel modstander, der råder over både et dresseret fugleskræmsel og en kvindelig dæmon, der ikke kan tåle mørke (?), og tilskueren holdes til det sidste i åndeløs spænding om udfaldet på det drabelige, skæbnesvangre opgør ...
Eller også gør han ikke. For at parafrasere en nylig artikel på Boing Boing: How many ways doth this film suck.
Det 19. århundredes København kendetegnes åbenbart ved, at folk i sjove kostumer taler opstyltet og langsomt til hinanden, mens selve dramaet - det, man er kommet i biografen for at se - fremstår teatralsk og totalt uoverbevisende.
Dialogerne er noget af et kapitel for sig selv: Herman i den otteårige Sylvesters krop taler som sagt langsomt og med lange ord, men det 19. århundredes dansk tror man ikke på, det kan forestille. Flere af dialogerne er ugrammatiske - ikke ugrammatisk som i "talesprog", men ugrammatisk som i "dårligt skriftsprog" - det er lidt morsomt at høre skuespillerne sige noget, som både er grammatisk forkert og som samtidig ingen nogensinde ville sige, fordi det ikke er sprogret.
Gyserhistorier er altid ender, der i sidste instans kan virke som "røverhistorier" og involvere en vis "suspension of disbelief", men denne her tager kegler hvad angår mangel på troværdighed: I forrige århundrede havde "Logen til bekæmpelse af Det Onde" åbenbart flere hundrede medlemmer i København, der dog blev hastigt decimeret i kampen mod den forfærdelige Necromancer (som rimer på Panser) ...
Necromanceren kan skyde lyn ud fra sine hænder og gør det hele ... ja, hvorfor? For at tvinge de dødes hemmeligheder fra dem, åbenbart - og så naturligvis, fordi han er Ond, hvilket i denne films sort-hvide univers tydeligvis er forklaring nok.
Skuespillerpræstationerne er ikke noget at skrive hjem om - jeg har ikke lyst til at sige noget ondt om børneskuespillerne, fordi det til syvende og sidst ikke er deres ansvar at få det hele til at fungere og fremstå troværdigt - men for helvede, hvor det dog ikke fungerer! Instruktøren burde ærligt talt have kendt sin besøgelsestid her og i det mindste have insisteret på at blive ved, til det fremstod blot nogenlunde hæderligt.
De voksne skuespillere Anders W. Berthelsen (Herman), Nikolaj Kopernikus (den clairvoyante Richard) og Lars Mikkelsen falder dog også alle helt igennem. Om de kunne have fået meget mere ud af de tåbelige dialoger, de er blevet udstyret med, er selvfølgelig en anden sag - men godt håndværk kan man ikke beskylde dem for at levere.
Lyspunkter? Fugleskræmslet leverer et par rimeligt effektive "hjælp-monstret-er-efter-os"-sekvenser. Og nogle sekvenser er æstetisk flotte, så der er nogle pæne billeder indimellem. Mange af vittighederne vil tiltale et børnepublikum, men ingen af dem er intelligente. And that's it.
Der er langt imellem danske film i den fantastiske genre, det er svært ikke at mene: For langt.
Hvis denne her film skal sætte standarden, er det dog endnu sværere ikke at mene, der ikke er langt nok. En tåbelig historie, ufærdige dialoger, manglende instruktion, elendige skuespillerpræstationer og generelt uoverbevisende setup - hvor meget dårligere kan det snart blive?
Føj - det er en ommer!
DE FORTABTE SJÆLES Ø, Danmark 2007. Instrueret af Nikolaj Arcel med manuskript af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg. Premiere i dag, d. 9. februar 2007. FRARÅDES! - sky og undgå den, hvis du kan.