– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Jul 2007

Deewaar

 

Anand Verma er fagforeningsleder og står i spidsen for en strejke, som er på nippet til at få krammet på den lokale arbejdsgiver.

Som modtræk bortfører arbejdsgiverens håndlangere Vermas familie og truer med at dræbe dem, med mindre Verma på arbejdernes vegne tiltræder en "hovedaftale", der opfylder arbejdsgiverens krav og bl.a. gør det ulovligt at strejke. Verma skriver under, og hans kone Sumitradevi og sønnerne Vijay og Ravi får lov at leve - men han selv er vanæret for stedse, og en dag løber han simpelt hen bort, fordi han ikke kan leve videre med skammen og de andre arbejderes nag.

Vijay overfaldes en dag af nogle bøller, der tatoverer inskriptionen "min far er en tyv" på hans arm, og den lille familie beslutter at tage til Bombay for at prøve lykken.

Her lever de fra hånden i munden - det lykkes dog for moderen (spillet af Nirupa Roy) og den ældste søn Vijay i fællesskab at tjene så meget, at de kan sende lillebroderen Ravi i skole.

Mange år senere er Vijay (spillet af Amitabh Bachchan) blevet havnearbejder, mens Ravi (Shashi Kapoor) er arbejdsløs og forelsket i en ledende politimands datter.

Da en gruppe gangstere begynder at kræve "skat" af havnearbejderne for at lade dem arbejde, nægter Vijay at betale, hvilket fører ham ud i et opgør med de lokale ganstere og bringer ham i kontakt med lederen af en rivaliserende bande (dushman ka dushman dost hota hai, som han siger - en fjendes fjende er en ven).

deewar Og sådan går det til, at mens Ravi under indflydelse af sin kommende svigerfar søger ind på politiskolen, bliver Vijay en stadigt vigtigere del af Bombays underverden med bil og kæmpevilla.

En mur har rejst sig mellem brødrene, og bedre bliver det ikke, da Ravi får til opgave at optrævle den ring af guld- og spritsmuglere, som Vijay står i spidsen for. Vijays mor undsiger ham og slutter sig til Ravi, og Vijay flytter i stedet sammen med "barpigen" Anita (Parveen Babi). En katastrofal konfrontation synes efterhånden uundgåelig.

DEEWAR ("Muren") er en af de første film med Amitabh Bachchan i rollen som "vred ung mand", en rolle, hvormed han kom til at præge 70erne og 80erne som epoke i indisk film. I denne film spiller Vijay rollen som "the underdog", den udstødte unge mand, der hele sit liv er blevet trådt på og har kæmpet for at skaffe mad i munden, og som nu ikke længere vil finde sig i det.

Ravi og hans forlovede
Heroverfor står lillebroderen Ravi som den mere milde og konforme, der forsøger at tilpasse sig og få det bedste ud af situationen, og midt i det hele deres mor, som er splittet: "Jeg har altid elsket Vijay mest", som hun erklærer, samtidig med at hun er nødt til at undsige sin søn gangsteren og støtte sin søn politimanden.

Bag alt dette ligger en betydelig social indignation: Første dag på arbejde som politimand skyder Ravi en flygtende tyv, der viser sig at være en lille dreng, der var ude at stjæle brød til sine forældre. Drengens mor skælder Ravi huden fuld og spørger, hvorfor politiet kun skyder på de fattige, men hans far forsvarer politimanden: Hans søn skulle ikke have stjålet, der er millioner af mennesker, der er ved at dø af sult i Indien - tænk engang, hvad der ville ske, hvis de alle begyndte at stjæle!

Denne næsten Gandhi'ske tale gør et dybt indtryk på Ravi (omend ikke på tilskueren), der nu for alvor besinder sig på at lade retfærdigheden ske fyldest, om det så er hans egen bror, det går ud over. Tilskueren kan, som antydet, drage en anden konklusion - en konklusion, der får Ravis ildhu på lovens vegne til at virke noget selvretfærdig, mens ildsjælen Vijay fremstår som den mest hæderlige og sympatiske af de to.

Og heri ligger filmens styrke: I spændingen mellem de to brødre, hvor Ravi er den, der formelt har retten og moralen på sin side - men Vijay er den, vi holder med.
Amitabh Bachchan i Deewar

Der er andet end godt at sige om DEEWAR som film: Den indeholder (atypisk for en Yash Chopra-film) kun tre sange, hvoraf ingen er særlig gode - det virker mest, som om de er klistret på som en eftertanke. De rivaliserende gangstere er lidt for skabelonagtigt latterlige og skurkagtige, og filmen er måske i det hele lidt for lang.

På plussiden virker den meget 70er-agtige stil godt i et miljø, der for en gangs skyld ikke er idealiseret, forskønnet middel- eller overklasse, men også viser den mere rå og oprørende side af moderne indisk storbyliv.

Det er den ægte vrede og indignation, der ligger bag historien og den tragiske konfrontation mellem to brødre, der begge gør, hvad de må (Vijay på grund af sin vrede og sit ønske om at gøre det hele godt igen for sin mor, og Ravi, fordi det er hans pligt), der bærer filmen.
Deewar: Mera baap chor nahin
DEEWAR, Indien 1975. Instrueret af Yash Chopra med manuskript af Javed Akhtar og Salim Khan. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.

Kommentarer: