Guru

 

Da den fattige unge Gurukant Desai dumper sin eksamen og mere eller mindre fordrives fra sit hjem i landsbyen Idhar i Gujarat, drager han til Tyrkiet for at lave forretninger.

Efter nogle år bliver han træt af at arbejde for fremmede og vender næsen hjemad for at begynder for sig selv.

Som et første skridt beslutter Guru (smukt, endog meget smukt spillet af Abhishek Bachchan) at gifte sig med pengeudlånerens datter Sujata (Aishwarya Rai), der har bragt sig i uføre og derfor medbringer 25.000 i medgift.

I det herrens år 1958 drager Guru derfor med Sujata og hendes bror til Bombay for at handle med bomuld og polyester - kun for at opdage, at al handel er monopoliseret af handelsstands- og fagforeninger styret af en håndfuld rigmænd med korrupte politikere i ryggen. Guru gør oprør mod denne tingenes tilstand og etablerer herved en niche for sig selv.

I begyndelsen får han støtte af den noget ældre avisredaktør Manikdas "Nanaji" Gupta (spillet af Mithun Chakraborty), der i Guru ser et betydeligt element af ærlighed og ungdommelig idealisme.

Efterhånden som Gurus forretning vokser, vokser imidlertid også den ildhu og hensynsløshed, hvormed han forsvarer sin virksomhed - og et broget net af økonomisk pres, luskede handler og bestikkelse til højre og venstre gør ham i løbet af et årti til en af Indiens rigeste mænd.

Da det lykkes ham at købe sig til positiv omtale på Nanajis avis, vender den gamle ven sig imod ham og begynder sammen med journalisten Shyam Saxena (spillet af Madhavan, der spillede piloten Ajay Rathod i Rang De Basanti) at afsløre hver og én af Gurus slyngelstreger - og det med en nidkærhed og hensynsløshed, der ikke står tilbage for Gurus egen.

Forretningsmandens modtræk er at lade være med at forsvare sig, men i stedet koncentrere sig om at vokse - og vokse og vokse. Til sidst trækkes han dog i retten, og hans korthus forekommer at være ved at falde sammen - eller ...?

Først og fremmest må man sige, at Guru er en teknisk meget fuldendt film: Smuk, velfortalt, med en meget smuk billedkomposition, der i de bedste scener poetisk kompletterer hovedpersonernes indre dilemmaer.

Og samtidig lader den enhver vurdering bemærkelsesværdigt åben. Er Gurukant Desai en driftig forretningsmand, der skaber velstand og gang i hjulene - eller er han en skurk, der rager og penge og magt til sig ved hjælp af afpresning og bestikkelse?

Og er journalisten Shyam Saxena en idealistisk sandhedens forkæmper - eller en kynisk og hensynsløs vinkelskriver, der ikke viger tilbage for en rask lille løgn i en højere sags tjeneste?

Svaret er, at de begge er begge dele: Sympatiske mennesker, der hver på deres måde går langt over stregen for det, de selv tror på.

Intetsteds bliver denne dobbelthed smukkere end i Gurus uforbeholdne kærlighed til sin hustru Sujata, og i hans lige så uforbeholdne venskab med Nanajis datter og Saxenas hustru Meenu (spillet af Vidya Balan), der lider af sclerose.

Læg hertil nogle meget stærke og overbevisende skuespillerpræstationer i de vigtigste roller og en inciterende baggrundsmusik og nogle meget smukke (omend efter første gennemlytning ikke bemærkelsesværdige) sange af den uovertrufne komponist A.R. Rahman, og der kan ikke være skygge af tvivl om, at denne film er værd at se.

På den mere kritiske side er historien dog for poleret, for "perfekt" fortalt: Virkelighedens "Guruer" kan have andet end brud på tåbelige handelshindringer og karteldannelser på samvittigheden, og i virkelighedens Indien kendes mangfoldige tilfælde, hvor brutale forretningsmetoder har ført til forureningskatastrofer og tvangsforflytning i massiv skala - temaer, som instruktøren Mani Ratnam viger omhyggeligt udenom.

Og samtidig behandles selve substansen - hvad det egentlig ér, Guru bliver stor på, og hvordan han bliver det, en smule overfladisk - så der er grænser for, hvor meget, man egentlig kan engagere sig i personerne i historien, når det kommer til stykket.

Moralen? Lad folk som Guru skabe den forretning, de kan, og så vil det gå Indien bedre - og giv dem rimelig vilkår, så de ikke behøver ty til sådanne ekstremer som Guru;- en morale, som jeg rent politisk ikke selv er alt for enig i.

I alle tilfælde har økonomisk liberalisme ikke just forhindret hensynsløs spekulation og for den sags skyld korruption - var der nogen, der sagde Enron?

Men følgesætningen, at Indiens fattigdom og økonomiske nød primært skyldes korruption og forældede magtstrukturer snarere end mangel på ressourcer, er det såmænd svært at komme uden om.

Der er således ingen tvivl om, at filmen kunne have været mere, hvis den havde vovet eller ønsket at drage spadestikket dybere, ned til de egentlige konsekvenser af Gurus lyssky handlinger.

Som det er, gør fortællingens moralske dobbelthed og personernes klarhed og styrke den dog stadig et bekendtskab værd.

GURU, Indien 2007. Instrueret af Mani Ratnam med manuskript af Mani Ratnam og Vijay Krishna Acharya. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller i Basar Vest, Århus.

Update:
Anmelderen hos Rediff når frem til lignende konklusioner:

While the film does call Guru 'a smuggler' and 'a swindler,' it does so in hushed tones. The newspapermen are painted with near villainous colours, seeming to persecute the almost-blameless hero. Mani looks so besotted with his hero that the film virtually calls his crimes insignificant and inevitable. There is a point near the end when Guru vociferously likens himself and his fight for more to Gandhi's freedom struggle, and our jaws drop till he instantly retracts the scandalous line.

This is irresponsible filmmaking coming from a director of such stature. It's disappointing seeing a non-biopic turn into such hagiography, and while it works completely -- save for a slightly winded second half -- as a masala film, it really had the potential to be Fantastic.

[ agger, Fri 09 Mar, :22:46: /film] - kommentar(er) - link

Kommentarer: