Koi ... Mil Gaya
Astronomen Sanjay Mehra har viet hele sit liv til at undersøge muligheden af intelligent liv i universet. Efter mange års forgæves forskning bygger han sin egen sendestation, hvorfra han sender permutationer af den hellige stavelse OM, hvilket til sidst giver resultat.
Da han forsøger at indvie kollegerne i sin opdagelse, bliver han imidlertid til grin. Mehra (spillet af Rakesh Roshan) dør kort efter i en bilulykke, da han og hans kone pludselig ser det rumskib, hans signaler har tilkaldt.
Hustruen Sonia (spillet af Rekha) trækker sig tilbage til en lille by i det nordlige Indien, hvor hun opdrager deres fælles barn Rohit (Hrithik Roshan). Ved bilulykken pådrog den endnu ufødte Rohit sig en alvorlig hjerneskade, og Rohit vokser op som udviklingshæmmet.
Da byen ikke råder over institutioner for børn som Rohit, går han i stedet i en almindelig klasse blandt langt yngre børn, blandt hvilke hans nærmeste venner også skal findes: Rohit er måske nok voksen, men han har et barns sind og forstår sig ikke på de voksnes verden.
Til denne by ankommer en dag den smukke Nisha (Preity Zinta), som Rohit og hans venner først gør grin med, med det resultat, at hun bliver rasende og pudser et par af sine egne venner på den arme Rohit, som udsættes for den totale ydmygelse.
Da Nisha bliver klar over Rohits tilstand undskylder hun mange gange, og ender med at blive hans bedste ven. En skønne dag finder Rohit og Nisha Sanjay Mehras gamle kommunikationsudstyr, som de kommer til at aktivere, hvorved de hidkalder dé rumvæsner, som forårsagede faderens død.
Et af rumvæsnerne forvilder sig væk fra skibet og møder Rohit, der installerer væsnet (som mest af alt ligner Yoda fra Star Wars-filmene) i sit skur og sammen med sine venner beskytter ham mod myndighederne, der har lanceret en storstilet eftersøgning. Rumvæsnet reparerer som tak Rohits hjerneskade, hvorefter han bliver superintelligent og får kæmpekræfter. Nisha falder pladask for ham i hans nye skikkelse, men pludselig tager tingene fart, efterhånden som Rohits fjender finder hans forvandling lidt for påfaldende.
Koi ... Mil Gaya er, som det vil forstås, en science-fiction-film, og er som sådan tydeligt præget af såvel E.T. som Close Encounters of the Third Kind. Den kan imidlertid ikke afvises som blot et "spin-off" af disse film - dens historie og indfaldsvinkel er helt sin egen, og instruktøren Rakesh Roshan taler da også om en bevidst hyldest til Spielbergs film, snarere end en stjælen fra dem.
Typisk for indisk film er det snarere hovedpersonen, den evnesvage Rohit og hans håbløse forelskelse i Nisha end det er mødet med rumvæsnet, der er i fokus; og her må man sige, at filmen først og fremmest tilhører Hrithik Roshan, der leverer en forrygende præstation som den godmodige men uretfærdigt behandlede Rohit.
Ligeledes typisk er den for science-fiction-genren lidt atypiske eksplicitte kobling til religionen: Ligesom Sanjay Mehra kommer i kontakt med rumvæsnerne via permutationer af OM, beder hans søn resolut til Krishna, da rumvæsnets kræfter pludselig fejler - og Krishna svarer tilsyneladende!
KOI ... MIL GAYA lader sig måske bedst se som en børnefilm, som i den gamle påskrift: "For børn og barnlige sjæle". Således havde jeg selv fornøjelsen af at se den sammen med to børn på ni og ti, hvor især den yngste måtte knibe en tåre under Rohits værste ydmygelser, og jublede højt, da Rohit og børnene senere i filmen med Jadoos hjælp forsøgte at vinde en vigtig basketballkamp.
Filmen er med andre ord meget morsomt fortalt, centreret om en meget overbevisende og indtagende Rohit, også selvom den må forekomme en lille smule langtrukken og over the top specielt mod slutningen, og i optakten til nogle af sangene. Titelsangen "Koi Mil Gaya" fejler dog ligesom baggrundsmusikken absolut ingenting.
Instruktøren Rakesh Roshan blev i sin tid vred over, at denne film ikke blev udtaget som Indiens officielle bud på en Oscar-kandidat det år. Det skulle han nu ikke være så ked af: Skønt der er tale om en god film, er der lidt for meget fyld og for mange "boy-meets-girl"-sange til, at den ligefrem kan betegnes som Oscarmateriale.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at KOI ... MIL GAYA ligesom sin efterfølger KRRISH teknisk og emnemæssigt repræsenterer et stort skridt fremad for indisk film. Og som sådan skal den også herfra anbefales som den fornøjelige, barnlige, spændende og sine steder lovligt overgearede coming of age-film, som den er.
KOI ... MIL GAYA, Indien 2003. Instrueret af Rakesh Roshan med manuskript af Rakesh Roshan, Robin Bhat m.fl.. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.