– fordi tiden kræver et MODSPIL

31. Aug 2006

Krrish

 

KRRISH er den første stort anlagte indiske superheltefilm, og som sådan gør den det godt - den er fuld af good clean fun, og den lette, humoristiske tone gør den til en fornøjelse at se. Nogen dybere mening skal man nok lede længe efter - denne film går efter at underholde, men det gør den til gengæld godt.

Begge Krishnas forældre døde umiddelbart efter hans fødsel, og han vokser derfor op hos sin bedstemor. Krishnas far var født med en hjerneskade, men blev efter sit møde med rumvæsnet Jadoo udstyret med særlige evner, især en lynende intelligens (som fortalt i filmens forgænger, science fiction-eventyret Koi... Mil Gaya).

Krishna (spillet af Hrithik Roshan) har arvet disse evner, og han kan løbe hurtigere end en hest, klatre op ad en bjergside som var det en trappe og hoppe højere end et hus.

Men Krishnas far døde, da kyniske mennesker forsøgte at udnytte hans evner, og hans bedstemor er skrækslagen for også at miste Krishna ligesom hun mistede hans forældre, så hele hans liv har hun kæmpet for at skjule ham for omverdenen - i en hytte ved en lille landsby langt oppe i bjergene.

Hertil kommer imidlertid en dag den smukke journalist Priya (Priyanka Chopra), som Krishna forelsker sig i.

Priya og hendes veninde bor i Singapore, og da de er lige ved at blive fyret fra deres job på TV-kanalen, beslutter de at lokke Krishna dertil, så de kan lave en udsendelse om ham og redde deres job.

Det lykkes imidlertid ikke så godt, men under en brand i et cirkus ser Krishna sig nødsaget til at tage en maske på, så han kan redde en flok nødstedte børn - og superhelten KRRISH er født.

Samtidig viser det sig, at den onde dr. Siddhant Arya, som fik hans far myrdet, er ved at virkeliggøre sin drøm om at bygge en computer, som kan forudsige og ændre alle fremtidige begivenheder. Krrish kastes dermed pludselig ind i en forrygende kamp mod uret, mod den onde videnskabsmand (pragtfuldt spillet af Nasiruddin Shah), og for Priya ...

Historien er som sagt good clean fun med masser af små sidehandlinger - en ægte kombination af superhelte og Bollywood, med dén lette tone og vægt på romantik og family values, der karekteriserer sidstnævnte, og med den action og det tegneserieagtige verdensbillede, der karakteriserer førstnævnte. Hrithik Roshan passer ganske perfekt i hovedrollen - herudover bider man af skuespillerne kun mærke i Sharat Saxena som faderens gamle ven og (som sagt) Nasiruddin Shah som den vanvittige dr. Arya.

Størstedelen af filmen er optaget on location i Singapore, og det er karakteristisk, hvordan alle de steder i verden, hvor der bor indere - som f.eks. Thailand, Storbritannien, USA og altså også Singapore - bliver til selvfølgelige dele af indisk films "hindi-talende" univers.

En film, der bør ses, hvis man gerne vil underholdes af en superheltefilm i den "lette" ende - og det skulle undre mig meget, om ikke det er første afdrag på en hel saga om superhelten KRRISH og hans bedrifter. Hvis opfølgerne kan holde stilen, kan det meget let gå hen og blive spændende at se!

KRRISH, Indien 2006. Instrueret af Rakesh Roshan med manuskript af bl.a. Robin Bhatt og Sachin Bhowmick. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.

Kommentarer: