![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Lage Raho Munna Bhai
Mange historier (f.eks. som fortalt gennem film eller romaner) har ikke noget egentligt eller eksplicit "budskab", men fortæller primært en historie, der så at sige i sig selv er budskabet. For andre er budskabet så primært, at det er svært at komme uden om.
LAGE RAHO MUNNA BHAI er et eksempel på det sidste - en moderne, hjertevarm komedie, men dens primære formål og eksistensberettigelse er samtidig at formidle Gandhis lære og idealer, især hans principper om satyagraha (civil ulydighed) og ahimsa (ikke-vold).
Som sådan kan den betegnes som en mere "socialdemokratisk" og ukontroversiel pendant til Rang De Basanti - hvor RANG DE BASANTI opfordrer til kompromisløs modstand mod uretfærdighed og overgreb, om så det skal føre til voldeligt oprør mod staten, står LAGE RAHO MUNNA BHAI ("Hæng i, Munna bhai!") lige så solidt på ikke-vold og mere passiv modstand.
Murli Prasad Sharma, bedre kendt som Munna bhai, er en mindre gangsterleder, som går og tømmer huse, brækker knogler og bortfører folk for byggematadoren og boligspekulanten Lucky Singh. Munna (spillet af Sanjay Dutt) er samtidig småforelsket i radioværtinden Jhanvi (Vidya Balan) med den karakteristiske åbning "Good Morning, Mumbai!", og da hun en dag lover, at vinderen af en quiz om Gandhis liv kan få lov at besøge hende i studiet, er Munna fyr og flamme.
Hans ven og håndlanger Circuit (Arshad Warsi, der med sit store komiske talent rammer denne rolle lige i øjet) bortfører straks en historieprofessor og får alle bandemedlemmerne til at ringe ind samtidig, så Munna er sikker på at komme igennem.
Da han så endelig får chancen og møder Jhanvi i radioen, kan han ikke få sig selv til at indrømme, at han er gangster - men påstår i stedet, at han er professor i historie.
Jhanvi er begejstret - hendes bedstefar derhjemme har et "2nd Innings House" eller "olde-kolle" for seks af sine gamle studiekammerater - vil Munna (undskyld, professor Sharma) ikke komme og holde et foredrag om Gandhi for dem?
Munna er fanget i en fælde og må tilbringe de næste fem dage og nætter på Mumbais Mahatma Gandhi-bibliotek og forsøge at få lidt begreb om, hvad han skal sige.
Efter tre dage er Munna ved at få nok, da pludselig ... selveste Mohan Das Gandhi viser sig for ham og lover at stå ham bi, når han end får brug for det.
Til foredraget spørger en tilhører Munna, hvordan man skal behandle ungdommen - forleden så han en ung lømmel brække hånden af en statue af selveste Gandhi!
Og Gandhi svarer selv uden tøven: Tag drengen, stil ham foran statuen - og giv ham en hammer, så han kan knuse den helt! Pil alle mine statuer i hele landet ned, og fjern mit navn fra alle gader, stræder og pladser i hele landet. Tag mit billede ned fra alle jeres vægge. Hvis I vil beholde mig, så hold mig i jeres hjerter - og ikke på jeres vægge.
Munna lægger hertil så meget af sin egen indignation over, hvad der ikke fungerer i dette samfund ("der er haner, men ingen vand - hospitaler, men ingen senge"), at foredraget bliver en stormende succes, og Jhanvi begynder at blive mere end en anelse forelsket i ham.
Mørke skyer trækker sig imidlertid snart sammen over denne idyl: Lucky Singh (Boman Irani, igen lige i øjet i rollen som naragtig boligspekulant og sikh) har kig på Jhanvis og de gamles hus til sine forretninger, og den intetanende Circuit begynder uden videre at "tømme" det. Hvordan skaffer Munna det tilbage, og hvad nu hvis Lucky fortæller Jhanvi, at han slet ikke er professor?
Selvfølgelig er han nødt til at bruge ikke-vold, og så hjælper det lidt, at han kan se og tale med selveste Gandhi!
Jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen af denen film syntes, det var lidt for meget: For usubtilt, for bastant pædagogisk i sin demonstration af Gandhis lære og i sin positionering af de søde gamle mod den væmmelige byggespekulant, osv ...
Men - det er faktisk en aldeles pragtfuld film. Både Circuit og Lucky Singh er ubetaleligt morsomme, og Sanjay Dutt er, med sin naive charme og grove fysik, som skabt til rollen som gangsteren med et hjerte af guld.
Som vejledning i Gandhis lære ("hvis du slår mig på den ene kind, vender jeg den anden til, så du kan slå mig igen - til sidst vil du skamme dig og respektere mig, og vil holde op med det") er filmen blevet vist i FN-bygningen i New York (10. november 2006, med mulighed for spørgsmål til instruktøren bagefter), og det indiske Kongresparti har efter sigende opfordret til, at alle partimedlemmer ser filmen.
LAGE RAHO MUNNA BHAI er dog kompromisløs nok: På et tidspunkt forklarer en psykiater Munna, at han slet ikke ser Gandhi i virkeligheden - det er blot forstyrrelser i hans overspændte hjerne.
Mod slutningen taler Gandhi direkte til tilskueren og opfordrer til at tage handsken op - "der vil altid være nogen, for hvem min lære skaber forstyrrelser i hjernen og får dem til at gøre underlige ting".
Og som en sådan opfordring bør filmen også ses, og nydes som den hjertevarme komedie, den også er. Diskussionen om, hvorvidt ikkevold altid er det rigtige og om Gandhi helt fortjener den helgenkåring, der blev ham til del, kan vi altid tage bagefter. Denne film fremsætter ét synspunkt, og det gør den godt.
LAGE RAHO MUNNA BHAI, Indien 2006. Instrueret af Rajkumar Hirani med manuskript af Rajkumar Hirani og Vidhu Vinod Chopra. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Update:
LAGE RAHO MUNNA BHAI bygger videre på den tidligere succes Munnabhai M.B.B.S., men er ikke en fortsættelse - det er snarere en uafhængig fortælling med de samme hovedpersoner, dvs. Munna og Circuit.
Upperstall skriver om filmen:
If ever there was a theatrical experience that was worth every penny, Lage Raho Munna Bhai was it. The film scores a perfect 10. In a very, very long time, this is the most brilliant, enthralling, and charming film that elegantly wheedles every emotion out of a willing audience.BBCs anmelder konkluderer noget lignende:
At one point when Janvi asks Munna Bhai, How do you get by with this street-talk, considering you're a professor? He answers that it's the only language that his students understand and if you're going to effectively teach them anything, it's best in their language. This little exchange mirrors Hirani's real-life intent on using the most popular medium to reinforce Gandhian idealism to an audience from whose memories the Mahatma is constantly fading away to the point where it's almost fashionable to deride him (remember Santoshi's The Legend of Bhagat Singh?) And how gracefully Hirani pulls it off!
In reprising the roles of Munna and Circuit, Dutt and Warsi faithfully don the characters like a second skin and are ably supported by a capable cast, led most notably by Boman Irani, who proffers a characteristically effervescent performance as Munna's money-minded adversary, Lucky Singh. Everything about this film works: the inventive story-telling; the uplifting song sequences set amidst a theatrical landscape of circus clowns and dancing elephants; the sparkling comedy complemented by moments of tenderness and endearing innocence.
It's rare to see a film that bounces between humour and sentiment so seamlessly. And it is rarer still to see characters become etched in the memory so enduringly that audiences become almost protective of them. It's testimony both to the quality of the writing and the performances, that Munna and Circuit have taken on a life of their own. Lage Raho Munna Bhai is the ultimate in feel-good cinema that leaves you feeling like anything is possible.