– fordi tiden kræver et MODSPIL

18. Oct 2006

Naksha

 
Naksha
Jeg har tidligere lovet, at jeg kun ville omtale gode film her på siden, fordi der simpelt hen er lavet for mange film til, at det er værd at spilde tid på de dårlige.

Og dog risikerer jeg på den måde at komme til at vildlede mine læsere: Alle de indiske film, jeg skriver om, er åbenbart gode (i hvert fald efter min mening) - betyder det, at der kun bliver lavet gode film i Indien? Er de sædvanlige fordomme om Bollywood crap da helt ubegrundede?

Svaret er naturligvis, at ligesom stort set alle danske film er hårrejsende elendige, og ligesom formentlig de fleste Hollywood-film er dårlige og ikke værd at se, er ganske mange af de film, der laves i den meget store og meget kommercielle hindi-sprogede filmindustri med base i Mumbai (det, som man plejer at kalde Bollywood, selvom mange af industriens egne aktører ikke bryder sig om ordet) for dårlige til, at de for alvor er værd at beskæftige sig med.

At gøre opmærksom på dette er bare ikke målet med omtalerne her på siden - målet med disse er tværtimod at henlede opmærksomheden på de store mesterværker og alvorligt arbejdende kunstnere, vi også finder i den indiske filmindustri.

Naksha er et eksempel på, at det ikke altid går så godt.

Den fjollede studerende Vicky (spillet af Vivek Oberoi) er på vej til USA, hvor han åbenbart skal feste og fjolle sig igennem, men kommer i stedet på sporet af sin fars hemmelighed - en hemmelighed, der fører ham langt op i Himalaya-bjergene på sporet af fortidens åndelige kræfter.

Hans far var nemlig en berømt arkæolog, der døde for at beskytte en banebrydende opdagelse mod filmens skurk (Jackie Shroff), der vil udnytte den til at opnå verdensherredømme (Indiana Jones and the Last Crusade, anyone?).

Vicky bliver hurtigt taget til fange, og hans mor sender halvbroderen og skovfogeden Veer (Sunny Deol) med superheltemanerer og Indiana Jones-hat ud efter ham. Baggrundshistorien går tilbage til Mahabharata og opgøret mellem pandavaen Arjuna og Solens søn Karna, og selve idéen er som sådan ikke helt dårlig (heller ikke, selvom vi som antydet nok har set det før).

Desværre for folkene bag dette makværk kræver det mere end en god idé at lave en film, der er værd at se: Man skal også have et manuskript, man skal have skuespillere, og hvis der er tale om en indisk film, skal man også have sange.

NAKSHA har ingen af delene: Historien tjatter frit fra det ene til det andet og beslutter et stykke inde i filmen at den vist ikke er heeelt god nok til at gøre sig på egen hånd, hvorfor den i stedet vil være genreparodi – hvilket blandt andet implicerer, at vi delagtiggøres i Vivek Oberois kvaler med at lyne ned med hænderne bundet på ryggen.

Vivek Oberoi og veteranen Sunny Deol fjoller rundt på en måde, der lader forstå, at de enten er totalt talentløse eller læser deres replikker fra plancher, som instruktøren holder op bag kameraet. Den kvindelige hovedperson Riya (Sameera Reddy) gør absolut ingen gavn og har slet ingen funktion i historien - hun er der tydeligvis kun, fordi sådan én skal der nu engang være.

I stedet for sange har man kedeligt teknofræs, glim-glam og blitz-blitz med koreografi hentet fra det nærmeste diskotek.

Ideen med et indisk Indiana Jones-spinoff er slet ikke dårlig og kunne have været både underholdende, spændende og mytologisk vægtig, men: NAKSHA er ikke bare dårlig, den skraber bunden. Det er noget af det værste bræk, jeg i mit liv har set.

Sky den som pesten!

NAKSHA, Indien 2006. Instrueret af Sachin Bajaj med manuskript af Milap Zaveri og Tushar Hiranandani. Hindi med engelske undertekster. Købes hverken over nettet eller i Basar Vest, Århus, men skys som pesten.

Kommentarer: