![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Pakeezah
Nargis er en ung kurtisane, der tilbedes af den unge Shahabuddin, der sværger en dag at redde hende fra den ørkesløse tilværelse som "escort" og gifte sig med hende.
Nargis (som spilles af Meena Kumari) forelsker sig, men da Shahabuddin (Ashok Kumar) endelig fører planen ud i livet, stiller faderen sig i vejen - han vil ikke have familiens ære ødelagt af sådan en "hore". Nargis er knust og slår sig ned på en kirkegård, hvor hun ni måneder senere føder en datter og dør.
Datteren Sahibjaan opfostres af Nargis' ældre søster, bordelmutteren og kurtisanen Nawabjaan (spillet af Veena), der lærer hende at danse og synge efter alle kunstens regler. Da Sahibjaan er sytten år gammel, hører Shahabuddin for første gang om hendes eksistens, og beslutter at hente hende for at give hende et respektabelt liv. Nawabjaan er imidlertid stadig bitter over Nargis' død og beslutter i stedet at flygte, fra Lucknow til Delhi.
Under flugten kommer en fremmed, den unge Salim Ahmed Khan (spillet af Raj Kumar) til at gå ind i Sahibjaans kupé, og betages så meget af hendes fødder, at han efterlader hende et brev: "Jeg har set dine fødder - de er meget smukke. Lad dem aldrig røre jorden, de bliver bare beskidte."
Ankommet til Delhi, og installeret i et pragtfuldt, lyserødt palæ, introduceres Sahibjaan for flere interesserede mænd, ligesom hun bliver vidt berømt for sin betagende sang og dans.
Den ukendte fremmedes hilsen har dog sat sig fast i hendes hjerte, og hun drømmer stadigt oftere om noget andet og mere end tilværelsen som kurtisane - om den ene mand, den fremmede fra toget, der vil elske hende og føre hende bort.
Under en flodsejlads med én af disse bejlere bliver båden angrebet af elefanter, og Sahibjaan driver forvirret syg og med hukommelsestab i land midt i junglen, hvor hun møder en ung jæger, der engang så en kvindes fødder i et tog og siden aldrig har kunnet glemme hverken dem eller hende - ingen anden end Salim Ahmed Khan, der har elsket hende lige siden.
Men hvordan kan de få hinanden - vil Nawabjaan og de rige kunder slippe Sahibjaan, og kan Salims familie acceptere en sådan kvinde, der tilsyneladende er dukket op ud af intet og skønt stadig jomfru dog immervæk er oplært som tawa'if, kurtisane?
PAKEEZAH er, som man vil forstå, en film i samme tradition som Mughal-E-Azam og især Umrao Jaan - en film, hvis sprog stilistisk er urdu, og som foregår i et rent muslimsk miljø, her (og i UMRAO JAAN) bordel- og hofmiljøet i Lucknow i slutingen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede. Som sådan er den også en film med et meget roligt tempo, med vægt på rigt udsmykkede interiører, farverige rober og smægtende musik.
PAKEEZAHs største force er dens poetiske dialog og en æstetiske pragt, som især finder sit udtryk i en række digterisk metaforiske og nærmest surrealistiske scener, der skal udtrykke Sahibjaans situation, hendes håb og frygt.
Af sangene træder især den smukke og iørefaldende Chalte Chalte frem, men baggrundsmusikken er overalt smuk og præget af traditionelle indiske temaer og instrumenter. Meena Kumari og Raj Kumar står begge stærkt i rollen som de umage elskende, og de øvrige skuespillere supplerer dem godt.
Dens svaghed er det lidt ensidige fokus på hovedpersonen Sahibjaan som offer og kurtisanens liv som en tom underverden befolket af "døde kvinder", som den i grunden renfærdige (pakeezah) Sahibjaan skal "reddes" fra. Dette er, som hindi-forskeren Philip Lutgendorf gør opmærksom på, et i bedste fald ensidigt syn, og filmens dyrkelse af selvsamme miljø også noget selvmodsigende:
"The film elides the fact (so evident in the novel UMRAO JAN ADA) that many celebrated tawai’ifs were in effect highly educated career women, often accomplished poets and musicians, who valued their financial and personal independence from male authority. (...) Yet paradoxically, its flowery Urdu prose is itself an evocation of that sensuous, refined, and altogether alluring world. And the flamboyant and color-saturated mise en scene unashamedly celebrates the life of the Chowk and its denizens as a fairyland of gauzy veils, pirouetting figures, and playing fountains".
PAKEEZAH var den berømte skuespiller Meena Kumaris svanesang. Allerede i 50erne begyndte hun at planlægge den sammen med sin mand, instruktøren Kamal Amrohi, men den blev forsinket, da deres forhold gik i stykker og de blev skilt omtrent samtidig med, at optagelserne begyndte.
Kumari døde tre uger efter filmens premiere i 1972, 39 år gammel - måske endnu et eksempel på, at nogle gange er der én ting, et menneske er nødt til lige præcis at nå i sit liv.
Som film betraget er det - trods den lidt overdrevne moraliseren - stilfærdig, poleret og poetisk, med et enkelt, humanistisk budskab: Den pæne, borgerlige familie med æren i behold må i fuld offentlighed gå til bordellet og vedkende sig hende, hvis de vil have deres datter tilbage. En film, hvis dvælende poesi sikrer den en plads blandt indisk films klassikere.
