![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Rang De Basanti
I always believed there were two kinds of men in the world: Men who go to their deaths screaming and men who go their deaths in silence.Ordene tilhører Sues bedstefar, McKinley (Steven Mackintosh), der som fangevogter og forhørsleder i begyndelsen af det 20. århundrede afhørte indiske frihedskæmpere som Ram Prasad Bismil, Asfaqullah Khan, Bhagat Singh og Rajguru - og som til sin skræk og dybe rystelse måtte konstatere, at nogle mennesker ikke kan knækkes.
Then I met a third kind.
Sometimes in my dreams I still see them, bravely moving towards their deaths.
McKinleys barnebarn Sue (Alice Patten) finder hans dagbog og beslutter at tage til Indien og lave en dokumentarfilm om disse mænd. Hendes TV-kanal smækker dog pengekassen i og foreslår hende at lave en film om Gandhi i stedet, og hun tager i stedet helt alene til Indien for at lave filmen for egen (dvs., stort set ingen) regning.
Vi er altså lidt i samme boldgade som i den tidligere omtalte The Legend of Bhagat Singh - og dog alligevel slet ikke. Rang De Basanti er ikke nogen historisk film.
Vel ankommen i Delhi forsøger Sue nemlig sammen med sin indiske kollega Sonia (Soha Ali Khan) at finde egnede kandidater til de forskellige roller, og finder dem i Sonias venner: Den høje og godmodige grafittimaler Aslam (Kunal Kapoor), den venlige men kyniske Karan (Siddharth), og de vilde, noget pjattede men egentlig desillusionerede unge punjabier DJ (Aamir Khan) og Sukhi (Sharman Joshi).
De fem er rodløse unge fra middelklassen, evighedsstuderende uden lyst til at komme ud i den virkelige verden, kynikere, som mest interesserer sig for musik og fester. Og dog er det netop sammen med dem, Sue ser fortidens frihedskæmpere komme til live.
Først har de unge dog ikke andet end latter tilovers for Sues opfordringer: Det kan godt være, Bhagat Singh og Rajguru gav deres liv for fædrelandet - men prøv engang at se det nu, ædt op af stridigheder og korruption! Karan erklærer, at så snart han har sin eksamen, er han den, der er rejst til USA - man må være skør, hvis man tror man kan få andet ud af at kæmpe mod systemet end at blive opslugt af det.
Hvorfor skulle nogen ofre noget som helst for at lave om på noget, under de omstændigheder?
Den eneste, der som udgangspunkt tror på nytten af en politisk kamp er Laxman Panday (Atul Kulkarni), en ung højreekstremist og hindunationalist, som Sue til de andres store fortrydelse hverver til rollen som Ram Prasad Bismil, efter at han har givet en manende oplæsning af et berømt patriotisk digt,
sarfaroshi ki tamanna ab hamare dil me hai- og på trods af hans åbenlyse modvilje mod Aslam, der som muslim for ham at se ikke er "rigtig" inder.
Men langsomt vågner de op og berøres af alvoren i den film, de er ved at indspille; deres udvikling paralleliseres med deres "forgængere" i frihedskampen, som vises i sepia ligesom håndmalede fotografier fra begyndelsen af de 20. århundrede.
Og netop som man tror, vi er på vej ud af en tangent som hjernedød ungdomsfilm, rammer tragedien: Sonias forlovede Ajay, der er pilot i flyvevåbnet, dør i en ulykke.
Da det kommer frem, at regeringen er involveret i at købe defekte flyreservedele mod store summer i bestikkelse, toner forsvarsministeren frem på TV og benægter alt, mens han håner Ajays minde og glæder sig over, at flyvevåbnet nu er en uansvarlig, uduelig pilot fattigere.
Vennerne organiserer en stor demonstration for Ajays minde og imod korruption, men politiet slår nådesløst ned, og Ajays mor bringes bevidstløs og hårdt såret til hospitalet, hvor hun svæver mellem liv og død. Ydmygelsen er total.
Eller er tiden snarere kommet til for alvor at træde i karakter og sætte alt, selv livet, ind på at gøre en forskel?
Mere kan der ikke siges om handlingen i Rang De Basanti uden at sige for meget, og ret meget mere skal der måske heller ikke siges, udover at det er en højst usædvanlig film.
Såvel ungdommens hånlige kynisme som den pludselige alvor og handlekraft virker yderst overbevisende, lige på kornet. De parallelle forløb i sepia med fortidens frihedskæmpere virker stærkt og illustrerer vennernes langsomme opvågnen.
Om filmens klimaks er der ikke meget andet at sige end, at det er yderst radikalt og meget usædvanligt i det moderne filmlandskab: Denne film er et kald til oprør og handling, om nødvendigt gerne med voldelige midler.
Det ligger også i titlen: Rang De Basanti betyder "Farv (det) gult", og farven gul betegner i den indiske kultur et stort offer, ultimativt af livet selv. I The Legend of Bhagat Singh synger hovedpersonerne Mera rang de basanti chola, farv mit tøj gult, på vej til skafottet.
Filmens officielle hjemmeside taler endog om en Rang De Basanti-effekt i form af en stigende politisk bevidsthed efter filmens frigivelse i januar.
Eller, for at citere en anmeldelse hos Desicritics.org:
This is a brilliant movie. Brilliant script, fantastic acting, music that blends into the film and the best climax I have seen in years. It is the kind of movie where you desperately want to know what happens in the next scene before you completely understand the one that's playing. And both scenes hit you like sledgehammers at either side of your head.Så - hvis du gerne vil berede dig selv en filmoplevelse ud over det sædvanlige, er Rang De Basanti et godt bud. Det er en uforlignelig film.
It has its flaws but anyone who pans this movie should be shot.
RANG DE BASANTI, Indien 2006. Instrueret af Rakesh Omprakash Mehra med manuskript af Rakesh Omprakash Mehra og Renzil D'Silva. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.