Sarhad Paar

 

Bakhtavar er en islamisk ekstremist, der i mange år har spredt had ved terroraktioner på begge sider af grænsen mellem Indien og Pakistan. Efter et angreb forfølger soldat ved grænsevagten i Punjab, Ranjeet Singh ham over grænsen til Pakistan og er lige ved at fange ham - men bliver i stedet selv taget til fange og må tilbringe de næste fem år som Bakhtavars fange; fem år, hvor hans hustru Pammi og ugifte søster Simran som de eneste bliver ved med at klynge sig til håbet om, at han stadig er i live.

Da Ranjeet (spillet af Sanjay Dutt) endelig bliver frigivet og (med hjælp fra den pakistanske hær såvel som en venlig gammel mand med en fod i terroristernes lejr) udleveret til Indien, er han ikke til at kende igen, mærket af mange års indespærring og tortur.

Han har mistet hukommelsen og ved hverken hvem, han er, eller hvem Pammi (spillet af Tabu) og Simran (Mahima Chaudhry) er.

Under et besøg i det lokale tempel dukker Bakhtavar dog op, og hadet og vreden mod den mand, der har gjort ham så meget ondt, vækker Ranjeets hukommelse til dåd. Hvor filmens første halvdel var historien om Pammis og Simrans klyngen sig til håbet og efterfølgende kamp for at vække Ranjeets hukommelse, er anden halvdel historien om den værdige, handlekraftige sikhs opgør med terroristen Bakhtavar og forræderne i hans egen familie.

Hvad der springer i øjnene ved historien er først og fremmest det meget farverige og præcise billede af en landsby i Punjab og dens mennesker, hinduer, muslimer og især sikher.

Dernæst træder Sanjay Dutt meget stærkt i karakter som den stolte sikh, der først må kæmpe mod sine indre dæmoner og herefter (måske lovlig hurtigt) tage opgøret med den fjende, der i fem år har forvandlet hans liv til et helvede.

Filmens største svaghed er måske plottets enkelhed, der lader simpel dæmonisering og patriotisk retorik træde i stedet for en mere nuanceret analyse af situationen i området: Bakhtavar (overbevisende dæmonisk spillet af Rahul Dev) er kort og godt Bin Laden-agtigt ond, ond, ond.

Han kæmper tilsyneladende for at afskaffe grænsen mellem Indien og Pakistan ved at opildne til så meget had og blodsudgydelse på begge sider af grænsen som muligt (?), hvilket bekvemt tjener til at udpege Baktavar som en entydig skurk, som indiske og pakistanske soldater patriotisk kan samarbejde om at få ram på.

Når det så er sagt, er filmen selvfølgelig netop også ment som en historie og ikke som en politisk analyse – og om ikke andet er en analyse, der ser terroristerne som lus-i-skindpels-sættende provokatører en del mere sympatisk og ansvarlig end én, der ser dem som repræsentanter for "fjenden på den anden side af grænsen".

Som historie er dette en film, der som alle action-film perpetuerer forestillingen om, at kærligheden findes og er værd at kæmpe for, og om at problemer kan løses og trusler afvendes af beslutsomme enkeltpersoner, der ikke viger tilbage for at bruge vold.

Og det gør den faktisk overraskende godt, ikke mindst takket være den udstråling og værdighed, det lykkes Sanjay Dutt at forlene sin figur med. Trods sin ujævne historie, en i hvert fald for det meste spændende og underholdende historie fra grænselandet.

SARHAD PAAR, Indien 2006. Instrueret af Raman Kumar med manuskript af Akash Khurana og Raman Kumar. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.

[ agger, Wed 11 Apr, :22:14: /film] - kommentar(er) - link

Kommentarer: