![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Umrao Jaan
Den unge pige Aniram lever i en fattig muslimsk familie fra Faizabad og forekommer i fuld gang med et almindeligt, anstændigt liv: Forlovet som ca. tolvårig, og indtil brylluppet skal stå optaget af huslige pligter og sin elskede lillebror.
En dag kommer hun (som barn spillet af Umme Farwa) i klemme i en strid mellem hendes far og en ufordragelig, forbryderisk nabo, som faderen engang har vidnet imod i retten. Naboen bortfører hende i den hensigt at slå hende ihjel, men beslutter i stedet at sælge hende til et bordel i Lucknow; bordellets ejerske, den statelige Khanum Jaan (spillet af Shaukat Kaifi), bryder sig ikke om navnet "Amiran" og omdøber hende straks til Umrao, hvorefter hun uddelegerer ansvaret for Umraos opdragelse til den venlige "tante" Husseini (Dina Pathak).
De næste år opdrages hun i sang, musik og dans under vejledning af den gamle sanger og digter Maulvi (Gajanan Jagirdar), indtil hun som voksen (og spillet af Rekha) endelig er en fuldbefaren kurtisane, der tilbringer dagene med at synge og danse for at underholde de unge mænd fra Lucknows muslimske overklasse.
Umrao viser hurtigt sit talent ikke blot som sanger, men også som digter, og en stor del af filmens dialog og især dens sange består af de digte (ghazals), der tillægges hende.
Hun drilles plages og forfølges af tjeneren Gohar Mirza (spillet af Naseeruddin Shah), der elsker hende trods bevidstheden om, at han aldrig vil kunne få hende.
En dag ankommer den unge adelsmand Nawab Sultan (Farooq Shaikh) til bordellet, tillokket af Umraos digte, som han har hørt Gohar Mirza citere. Umrao Jaan og Nawab Sultan bliver dybt forelskede, og i lang tid er de lykkelige - Nawab kommer jævnligt i bordellet, og hans penge og berømmelse giver Umrao en særstatus blandt bordellets piger.
Denne lykke får imidlertid ende: Nawab kommer til at dræbe en ubehøvlet, beruset bordelgæst, og får forbud mod at komme i bordellet igen. Umrao lider frygteligt, men må i sidste ende erkende, at hun som kurtisane (sanger/danser/prostitueret) aldrig kan slå sig ned med den mand, hun elsker.
Da Nawab Sultan skal giftes og beder hende danse til sit bryllup, løber hun i stedet bort med landevejsrøveren Faiz Ali (spillet af Raj Babbar). Da denne bliver dræbt, slår hun sig ned i Kanpur, hvor hun i nogle år lever af at optræde for den lokale adel, indtil Khanum, Husseini og Gohar Mirza lokker deres tidligere stjerne tilbage til Lucknow.
Filmen slutter, da briterne indtager Lucknow i forbindelse med oprøret i 1857, og bordellets beboere må flygte over hals og hoved.
Under flugten gør de ophold i Faizabad, hvor Umrao under en optræden pludselig genkender sin mor i mængden; det bliver et tårevædet gensyn, men kan hendes familie acceptere, hvad hun er blevet til?
Umrao Jaan er, som det vil forstås, en film med en ret langsomt fremadskridende handling. Den bygger på en berømt roman fra 1905 af Mirza Hadi Ruswa, der anses for at være noget af det bedste prosa, der nogensinde er skrevet på urdu. Det kan sine steder mærkes, at der er tale om en filmatisering - især mod slutningen kan handlingen virke forvirrende og underligt fragmenteret, som om man har forsøgt at få elementer fra romanen med, som der egentlig ikke er plads til.
Filmen vinder således mere på sin stemning end på sin handling: Dens styrke er beskrivelsen af Lucknows overklasse, af den mystiske verden af sang, musik og dans, af tankerigdom og sublim digtning, men også af fangenskab af fordærv, som bliver Umrao Jaans liv - den glæde ved sang og digtning, og den længsel efter kærlighed, der både giver næring til hendes digte og ender med at blive hendes ulykke.
Det centrale element er poesien og den verden af pragt, musik og skønhed, vi får et indblik i, og ét af filmens væsentligste elementer er således den meget poetiske dialog og dens mange, fortryllende sange.
Rekha, én af indisk films største stjerner gennem tiderne, bærer hovedrollen fornemt, og bortset fra den lidt stive Nawab Sultan passer også de øvrige skuespillere godt i deres roller. De (få) udendørs scener præges af noget lave production values og står i en underlig kontrast til de studie-producerede indendørsscener, hvor den indiske filmkunst for alvor glimrer ved sin overbevisende genskabelse af fortidens pragt.
Kortfattet kunne man sige, at UMRAO JAAN mere skal ses for sin stemning og sin poesi end for sin handling - men det har den til gengæld nok af til at gøre den til en klassiker.
