![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Veer-Zaara
Veer Pratap Singh, fange nummer 786, sidder på 22. år i en celle i et fængsel i Lahore, Pakistan. Her opsøges han af Saamiya Siddiqui, der som hans advokat forsøger at få ham løsladt og sendt tilbage til Indien, hvorfra han toogtyve år tidligere tog til Lahore for at opsøge sin elskede Zaara.
Veer-Zaara er en stilfærdigt og poetisk fortalt film fuld af stærke mennesker med store hjerter - en film om den kærlighed, der ofrer alt for den elskede, selv sin egen mulighed og lykke. Som sådan er den fortalt med stor vægt på det musiske og æstetiske, fuld af blomstrende, farvestrålende landskaber og klædedragter og præget af et inciterende og smukt musikalsk grundtema.
Saamiya Siddiqui (spillet af Rani Mukherjee) er nyansat som menneskeretsadvokat, en stilling hun som kvinde har fået på trods af mange odds, og som hendes mandlige foresatte gør, hvad de kan for at få til at fejle. Hendes første sag bliver netop Veer Pratap Singh eller fange nr. 786 (Shahrukh Khan), der i årevis ikke har talt med nogen og er tydeligt mærket af de mange år i fængsel.
Da det går op for den idealistiske Saamiya, at Veer er uskyldig i de anklager, der får år tilbage sendte ham i fængsel, sætter hun alt ind på at få ham løsladt, og det lykkes da også endelig at få ham til at fortælle sin historie:
For 22 år siden drog den unge Zaara Hayaat Khan (spillet af Preity Zinta) på egen hånd og uden sine forældres tilladelse fra Pakistan til Indien for at bisætte sin elskede barnepiges aske ved et af de store sikh-templer i Punjab.
Undervejs forulykker hendes bus, og blandt redningsfolkene er helikopterpiloten Veer. Da det går op for Veer, at denne unge udlænding virkelig er taget alene afsted på en sådan rejse, insisterer han på at tage med for at sikre, at hun ikke kommer noget til. Da hun efter bisættelsesceremonien spørger, hvordan hun dog nogensinde kan takke ham, svarer han at hun kan takke ham for en dag af hans tid med en dag af sin egen tid.
Han tager hende derfor med til sin egen landsby langt inde i Punjab, hvor hans plejeforældre (en veloplagt og sprudlende Amitabh Bachchan, der som i Baghban danner par med Hema Malini) viser rundt og som grundlæggere af den lokale skole røres dybt af Zaaras indignation over den uddannelse, landsbyens drenge kan få, mens pigerne holdes tilbage i analfabetisme og husligt arbejde.
Da tiden kommer for at drage hjem, går det op for Veer, at han er forelsket i Zaara og på trods af omstændighederne har tænkt sig at fri til hende. Da det går op for ham, at Zaara er forlovet og snart skal giftes, beder han hende i stedet huske, at hvis hun nogensinde får brug for det, har hun en ven på den anden side af grænsen, der ville give sit liv for hende.
Zaara kommer fra en af Lahores vigtigste familier - hendes far er politiker, og ægteskabet en strategisk alliance. Efter hjemkomsten fra Indien tænker hun mere og mere over situationen: Hendes forlovede Razaa (Manoj Bajpai) er venlig, men stiv og formel og ikke mere forelsket i hende, end hun er i ham.
Ville han give sit liv for hende? Zaara kan ikke slippe tanken om Veer, hun snubler sig igennem forlovelsen mens hun ser hans billede for sig uafbrudt, og til sidst bryder hendes veninde Shabbo (spillet af Divya Dutta) sammen og ringer til Veer og beder ham drage til Lahore for at tage Zaara og føre hende væk, så hun kan blive lykkelig.
Veer siger omgående sin stilling op og tager til Lahore, hvor Zaaras forlovede dog efter en del forviklinger får ham fængslet på en falsk anklage for spionage - hvilket atter bringer os op til nutiden, for her har han siddet i toogtyve år.
Saamiya forsøger at få ham til at bevise sin historie ved at fortælle retten om Zaara og deres ulykkelige kærlighed, men Veer kan ikke få sig selv til at sige noget, der ville vanære Zaara og de børn, hun måtte have fået i mellemtiden.
I stedet begynder Saamiya på egen hånd at grave i Veers fortid, og her gør hun en opdagelse, der får såvel hende som tilskueren til at tabe både næse og mund ...
VEER-ZAARA er, udover som sagt at være en smukt og poetisk fortalt kærlighedsfilm, også at betragte som den 72-årige instruktør Yash Chopras politiske testamente.
Som sådan er den selvfølgelig først og fremmest en film om venskab mellem Indien og Pakistan, eller for at sige det endnu stærkere: Om kærlighed og samhørighed mellem Indien og Pakistan.
Centralt står i denne forbindelse Veers afsluttende tale i retten, hvor han netop dvæler ved påstanden om, at Indien og Pakistan skulle være to forskellige lande, når de dog føles som ét:
I see days, months and years change to eons
From the soil of this land comes the fragrance of my Bauji's fields
This burning sun reminds me of my Maati's cool buttermilk
This rain brings along with it the swings of my seasons
This winter fills me with the warmth of the fires of my Lodi
They say that this is not your country - then why does it feel like mine
He says that I am not like him - then why does he look like me?
I, prisoner number 786, look through the bars of the jail
I see an angel who has come down from heaven
She calls herself Saamiya and she calls me Veer
She's a complete stranger but treats me as her own
Hearing her truthful words I feel like living once more
Hearing her promises and vows I feel like doing something more
They say that she is not one of mine - then why does she fight the world for me?
He says that I'm not like her - then why does she look like me?
Politisk opfordrer filmen på det nærmeste den "gamle garde" i begge lande til at gå på pension og give plads for en generation, der ikke svælger i fortidens krige og overgreb, men i stedet ser ligheden og samhørigheden de to lande imellem; og den gør det ved at fokusere på den skønhed og kærlighed, der stadig kan blomstre på tværs af grænsen såvel som af etniske og religiøse skel.
Er VEER-ZAARA en god film? Jeg tror, det på nuværende tidspunkt skulle være trængt ind, at der ikke er tale om nogen actionfilm. Æstetisk og musikalsk er der til gengæld tale om en meget poleret film, og mens ikke alle sange er lige memorable, er det gennemgående tema inciterende, medrivende smukt.
Og æstetikken og musikken passer til og supplerer selve den film, den sætter scenen for. Shahrukh Khan er overbevisende renhjertet og naiv som den unge Veer og udtæret som den gamle, Preity Zinta falder lidt ved siden af et par gange, men er ellers stærk, mens Rani Mukherjee leverer en stærk præstation som den intelligente, feministiske advokat, der desperat forsøger at få en uskyldig mand fri på trods af et patriarkalsk og forbenet system, der vil hende personlig til livs.
Filmen kan virke noget langtrukken omkring midten og henimod slutningen, hvor den især i det retslige opgør forfalder til et melodrama, der kan virke noget overdrevent - til gengæld mildnes dette af et denouement, der fik i hvert fald undertegnede til at spørge med Saamiya om, i hvilket århundrede mennesker, der kan elske så meget, mon hører hjemme?
Hvis man ser bort fra disse skønhedsfejl og er indstillet på at se en film, som er mere lyrisk end episk og rask væk erstatter tju-bang med poesi og storslået æstetik, er VEER-ZAARA dog stadig en smuk og tankevækkende oplevelse.
VEER-ZAARA, Indien 2004. Instrueret af Yash Chopra med manuskript af Aditya Chopra. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.