Musiker: Piratkopiér mine sange!
I anledning af den megen debat om copyright og fildeling på internettet giver vi ordet til den spanske musiker og journalist Nacho Escolar, som er gået over til at udsende sin musik på en Creative Commons-licens; herunder forklarer han, hvorfor piratkopiering er en fordel for ham og andre musikere:
PIRATKOPIÉR MINE SANGE!
Hvis jeg havde brugt lige så meget tid på at bringe pizzaer ud, som
jeg
har brugt på at lave musik, havde jeg tjent flere penge alene i
drikkepenge.
Kunstnernes
muligheder for at skabe trues ikke af piratkopiering på Internettet.
Brug
E-Mule, Gnutella eller andre fildelingstjenester uden
samvittighedsnag - det
er en tjeneste at gøre os musikere.
Jeg er en musiker med succes. Mit band kom lige præcis over de 10.000 solgte eksemplarer af vores første plade. I en verden, hvor Enrique Iglesias kan synge som han gør og stadig sælge seks millioner eksemplarer, er det vel ikke meget at skrive hjem om. Men hvis jeg havde den samme grad af succes som fodboldspiller, ville jeg spille i Superligaen, og hvis jeg beskæftigede mig med medicin og slap lige så godt fra det, ville jeg være neurokirurg. I et par uger i april måned 2000 kom en af vore singler ind på syttendepladsen i listen af de mest solgte i hele Spanien; så man kun på de spanske bands, var det en tredjeplads. Hvert år udgives 32.000 nye plader, og kun 250 af disse formår at overbevise mere end 10.000 mennesker om, at de skal købe dem. Kun 0,7% af alle de musikere, som udgav en plade sidste år (de fleste når aldrig så langt som til pladestudiet) har haft mere held med sig end jeg.
Så nu tænker du sikkert, at jeg da må svømme i penge. Eller, i det mindste, at jeg kan leve nogenlunde anstændigt af mine musikalske evner. Hvor meget tjener man, hvis man er blandt de bedste 0.7% inden for din egen profession? Jeg skal ikke trætte mine læsere med tal, men efter tre års anstrengelser, hvorefter det endelig lykkedes at nå frem til at se min LP i forretningerne, har jeg ikke tjent meget mere end 3.000 euro på salg og royalties. Knap 85 euro om måneden er, hvad min usædvanligt succesrige musikalske karriere har kunnet indbringe. Min andel af lejen for øvelokalet - min garanti for, at naboerne ikke for mig smidt ud for at støje - er 40 euro om måneden. Ved juletid brugte jeg halvdelen af min fortjeneste på mit seneste indfald, et nyt keyboard. Hvis jeg havde en manager med beføjelse til at nedlægge veto mod mit budget, ville jeg stadig spille på den casiotone, som jeg fik i julegave i 1986.
Jeg vil ikke give piratkopieringen skylden for min personlige bankerot. Ejheller skyder jeg skylden på det "sex and drugs and rock'n'roll", som udfolder sig i den ekstremt smagløse annonce, hvori SGAE (Sociedad General de Autores y Editores, det spanske CODA) forsøger at overbevise landets musikfans om, at de hellere må betale for fornøjelsen. Som de fleste af de nørder, som spilder deres tid i øvelokalet og deres penge på instrumenter og forstærkere, foretrækker jeg tilfredsstillelsen ved at vide, at nogen gør sig den ulejlighed at lytte til min musik, for de tyve cent, jeg får for hvert solgt eksemplar (hvis pladen er på tilbud eller sælges i forbindelse med en TV-reklame, er det kun fem cent).
Hvis den imaginære manager, som jeg talte om før, ellers var smart, ville han være enig med mig. Hver gang, jeg giver en koncert, tjener jeg - afhængigt af stedet og af promotorens velvilje - mellem 100 og 400 euro. Jeg lover, at hvis nogen af mine læsere skulle finde på at komme til en af disse, vil jeg ikke bede om en fotokopi af stregkoden fra den originale CD som adgangsbevis. Som alle andre musikere, der kan tælle og lægge sammen, ved jeg, at 100.000 piratkopierende fans til mine koncerter er bedre end 10.000 med den originale CD.
MP3, Napster eller Gnutella er altså ikke musikkens endeligt. Hverken for min eller for nogen andens musik. Jeg kan forsikre, at jeg heldigvis kan undvære de 85 euro om måneden, jeg får fra CODA-afgift og royalties. For Metallica eller et hvilket som helst andet megasælgende band gælder samme regel, selvom det er større tal, vi snakker om. Koncerter, T-shirts og reklamer giver mange flere penge end de royalties (mellem 8 og 15% af udsalgsprisen), som de multionationale pladeselskaber betaler pr. solgt plade. Det er rigtigt, at pladeselskaberne betaler for indspilninger og markedsføring, men kender du nogen anden slags forretning, hvor fordelingen mellem de, som får ideen og udfører arbejdet, og de som kommer med pengene, er så ujævn?. Jeg må tilstå, at jeg ikke aner, hvad der fik Metallica og konsorter til at tage parti for deres investorer og lægge sag an mod Napster. Alt dette, for at deres fans kunne vende sig imod dem, Gud indgå en pagt med djævelen, og Napster forvandle sig fra pirat til fribytter. Jeg ville have fundet det alt for pinligt.
Den gratis distribution af sange på internettet vil ikke gøre det af med skabelsen af ny musik, men jeg håber, den vil gøre det af med pladeselskabernes misbrug af deres stilling. Også selvom vi "nodesmede" har fået det stadigt bedre gennem årene. Hvis de stakkels blues-musikere fra fyrrerne - de, som RCA (som i dag ejes af Napsters samarbejdspartner Bertelsmann) betalte seks dollars og en flaske bourbon for at indspille en plade - kunne høre Metallicas trommeslager Lars Ulrich beklage sig...
Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg for halvandet år siden skrev under på min kontrakt med Universal Music. Til mødet var der en højtstående person fra selskabet, som opsummerede aftalens ni A4-ark således: "Vi pladeselskaber er et nødvendigt onde". Og det vil jeg ikke benægte. Uden dem ville mit band aldrig have solgt 10.000 plader. Heller ikke, selvom jeg er sikker på, vi lige så godt kunne have foræret dem væk.
Oprindeligt offentliggjort her; oversat af Carsten Agger.