![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Patientjournaler og open source
Det danske sundhedsvæsen fik for få år siden til opgave at skabe elektroniske patientjournaler, der skulle forbedre arbejdsgangene på sygehusene og i sundhedsvæsnet generelt, hvilket gerne skulle føre til en mere smidig administration med mindre bureaukrati og færre fejl.
Sundhedsvæsnet er som bekendt regionalt her i landet, idet det hører ind under amterne. Eftersom det ville være smart at kunne samarbejde om udveksling af patientdata over hele landet, nedsatte amterne en arbejdsgruppe, der skulle finde ud af, hvad der findes af internationale standarder på området, og hvordan de bedst kunne udmøntes i en fælles dansk løsning.
Eller ...?
Faktisk satte de sig ned i hvert sit hjørne og udtænkte hvert sit helt privat-amtslige system, der de ganske vist fungerer hver for sig, men som ikke kan snakke med de andres - hvilket er katastrofalt, nu hvor amterne skal lægges sammen i regioner, og de gamle systemer derfor bliver ubrugelige.
Dette er amatøragtigt, og mange politikere er vrede, læser vi i Politiken:
De konservatives sundhedsordfører Helle Sjelle peger på, at hvis ikke forklaringen fra amterne er rigtig god, så bør man overveje at lade staten tage opgaven fra amterne.Dybest set illustrerer denne misére, hvorfor alle softwareprojekter startet af det offentlige burde laves som Open Source-projekter:
»Vi kan jo ikke blive ved med at bruge oceaner af midler, hvis det ikke bliver til noget. På den anden side vil vi jo gerne have de elektroniske patientjournaler. Jeg forventer, at de meget snart kommer med en klar plan for, hvordan de vil løse opgaven«, siger Helle Sjelle. Også næstformanden for Sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard fra Venstre, er stærkt kritisk over for arbejdet. Også han vil have en god forklaring.
I et traditionelt, "proprietært" projekt hyrer man et privat firma, der lover en given løsning, giver sig til at udvikle det hele fra bunden uden skelen til, hvad andre (konkurrenter!) eventuelt måtte være i gang med i samme stil - uden at kunden (i dette tilfælde: Sundhedsvæsnet) får nogen reel, løbende indsigt i, hvordan det går, hvor mange fejl, der er, hvad man gør ved dem, osv.
Skal de forskellige systemer nu bringes til at snakke sammen, skal man kende de eksisterende systemers protokoller og interne repræsentation og måske lave ændringer i dem - hvilket kræver oplysninger, som producenten sjældent er forpligtet til at give.
Havde man i stedet lanceret den elektroniske patientjournal som Open Source-projekt, havde man set følgende:
- De valgte firmaer ville begynde med at kigge efter anerkendte standarder på området og forsøge at bygge videre på eksisterende software
- Hele kildekoden og de forskellige "prøveversioner" af softwaren ville fra starten være offentligt tilgængelig, så alle - herunder IT-eksperter fra amterne - fra første færd kunne følge med i projektet fremskridt
- Hvis systemerne en dag skulle tilpasses, så de kan snakke med andre systemer, ville alle specifikationer, formater og protokoller være offentlige og frit tilgængelige
- Implementationen ville automatisk blive en standard for hele landet, og det tåbelige spild, der ligger i at hvert amt betaler for at få udviklet sin egen løsning helt fra bunden, undgås
- Alle vil frit kunne downloade kildetekst og specifikationer til journalsystemet. Dets funktion ville derfor være helt åben, samtidig med, at systemet kunne komme andre sundhedsvæsner - f.eks. i den 3. verden - til gavn.
- Hvis andre sundshedsvæsner viser sig at kunne bruge den danske open source-løsning, står det dem frit for at arbejde videre med den og lave tilføjelser og rettelser - som de også er forpligtede til at offentliggøre, og som derfor igen vil ende med at komme den danske løsning til gavn.
Projektet er åbent og offentligt, det er fra starten klart, hvor langt man er kommet og hvor, man er på vej hen, man bygger fra starten på åbne standarder (eller forsøger selv at skabe nogen) og borgere og fagfolk kan inddrages fra starten, fordi der ikke er nogen forretningshemmeligheder at beskytte.
Og alt dette vil vi få, hvis blot det offentlige begynder at forlange af deres IT-leverandører, at nyudviklet software altid fabrikeres og leveres som Open Source-løsninger. Hvad nøler vi efter?