Forfatter og værk - om kunst, persondyrkelse og den slags

 
Edward J. Trelawny giver, i sin berømte erindringsbog Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, en skuffende besked til folk, der håber at kunne få del i en genial kunstners geni via et personligt bekendtskab og leverer samtidig en generel advarsel mod "fanvæsen" og persondyrkelse:

To know an author, personally, is too often but to destroy the illusion created by his works; if you withdraw the veil of your idol's sanctuary, and see him in his night-cap, you discover a querulous old crone, a sour pedant, a supercilious coxcomb, a servile tuft-hunter, a saucy snob, or, at best, an ordinary mortal. Instead of the high-minded seeker after truth and abstract knowledge, with a nature too refined to bear the vulgarities of life, as we had imagined, we find him full of egotism and vanity, and eternally fretting and fuming about trifles. As a general rule, therefore, it is wise to avoid writers whose works amuse or delight you, for when you see them they will delight you no more.

Tilsvarende overvejelser må naturligvis gælde for udøvere af andre kunstarter også, og er ofte blevet fremført med en vis frustration fra "den anden side", nemlig kunstnerne selv:
Hvorfor vil de elendige fans dog ikke forstå, at det budskab de end måtte have at viderebringe ligger i deres offentliggjorte værker, så når de har fri har de faktisk fri og ville gerne være fri for diverse tilhængeres opmærksomhed og interesse.

Trelawnys negative perspektiv har samtidig den relevans, at en genial kunstners største værker ofte er netop dette: Vedkommendes største præstation, den afsats, vedkommende kan kæmpe sig op på med opbydelsen af alle sine kræfter.

Hvis den ihærdige fan opsøger sit idol med generelle forventninger baseret på sådanne kraftpræstationer og møder et menneske, der til daglig fungerer på et niveau, der trods alt ligger lidt under vedkommendes absolutte kraftpræstation, er der jo næsten på forhånd lagt i kakkelovnen til en skuffelse.

For hvis man ser bort fra den bitterhed, der også præger Trelawnys karakteristik, kunne man jo tværtimod argumentere for selv den største kunstners ret til netop også at være "an ordinary mortal", og til at være i fred for den forkerte antagelse, at det er muligt at slutte noget om kunstnerens privatliv eller personlighed ud fra værket. Nok mente den britiske forfatter Samuel Butler ud fra "interne vidnesbyrd" at have bevist, at Odysséen var forfattet omkring 1050 fvt. af en 19-årig kvinde bosat på Sicilien (don't ask!), men i almindelighed anses denne form for ræsonnementer nu for at være fantasterier.

Som hovedregel gælder faktisk det modsatte: Medmindre der er tale om decideret selvportræt eller bekendelseslitteratur, vil man aldrig af selv det mest elaborate kunstværk kunne udlede noget om ophavsmanden personligt.

Det kan da godt være, at Shakespeare rundt omkring i sine stykker giver brudstykker af sine egne meninger eller sin egen personlighed, som hans venner og familie har trukket på smilebåndet af - og det er der da også litteraturhistorikere, som har spildt oceaner af tid og tryksværte på at fundere over. Problemet med den slags funderen er nemlig, at eftersom vi absolut intet ved om bardens liv til at starte med, og eftersom vi præsenteres for stort set alle typer meninger og personligheder i hans stykker, har vi ikke skyggen af en chance for at finde ud af, hvad det mon kunne være.

Var Shakespeare "i virkeligheden" en ildsjæl som Hamlet, en observatør som Horatio eller en konventionel forsigtigpeter som Polonius? Formentlig ingen af delene, men det eneste VI ved er, at medmindre nogen pludselig opdager en kistefuld af bardens dagbøger eller personlige korrespondance, har vi ikke skyggen af en chance for nogensinde at få det at vide.

Og det er da heller ikke særligt interessant.

Hvad kunstneren har at sige og give os, er værket. I Richard Attenboroughs film Chaplin siger (Attenboroughs fiktive) Chaplin det tydeligt: "If you want to know who I am, see my films!".

Men findes der da slet ikke sådan noget som "geni", og er det ikke noget, der kan mærkes på den, der bærer det? Jo, utvivlsomt!

Trelawny fortsætter, hvor vi slap ham, i sin advarsel mod at opsøge kunstnere, hvis værker man sætter pris på:

Shelley was a grand exception to this rule. To form a just idea of his poetry, you should have witnessed his daily life; his words and actions best illustrated his writings. If his glorious conception of Gods and men constituted an atheist, I am afraid all that listened were little better. Sometimes he would run through a great work on science, condense the author's laboured exposition, and by substituting simpel words for the jargon of the schools, make the most abstruse subject transparent. The cynic Byron acknowledged him to be the best and ablest man he had ever known.

Glemte jeg at sige, at anti-persondyrkeren Trelawny aldrig forsømmer en lejlighed til at rose den dengang noget miskendte Percy Bysshe Shelley til skyerne?

Så, sig nej til Se og Hør-stilen: Jeg tror såmænd nok på "dyrkelse" af kunstnere, forfattere og filmskabere, men af deres værker - på "værkskult" snare end personkult, så at sige.

[ agger, Mon 18 Sep, :21:24: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: