Erwin Neutzsky-Wulff: Hjernen

 

Erwin Neutzsky-Wulffs nyeste roman HJERNEN begynder som en rimeligt traditionel science fiction-roman af den mere spekulative slags: Neurologen Joel Williams har hele sit liv nægtet at acceptere det enkle, menneskelige faktum, at han skal dø og har derfor viet sit liv til forskning, der skal gøre det muligt for ham selv at undfly døden.

Derfor erstatter han del for del sin hjerne med elektroniske proteser, hvorved hans bevidsthed principielt kan bestå til evig tid, idet de elektroniske komponenter nu vil kunne udskiftes, efterhånden som de sætter ud, ligesom hans hjerne vil kunne opereres over i en anden krop, når hans oprindelige krop dør.

Således udskifter Williams fire centrale dele af hjernen med proteser: hippocampus, amygdala, occipitallappen og det præfrontale cortex.

Efter hver operation følger en "omstillingsperiode", hvor tilvænningen til den nye del afslører noget om netop den komponents rolle i hjernens skabelse af den verden, vi lever i til daglig, i princippet om den menneskelige bevidstheds udviklingshistorie.

Da det præfrontale cortex udskiftes, sker der imidlertid en mere radikal forandring, der også - henimod slutningen af den anden af romans i alt tolv dele - markerer bogens (for Neutzsky-Wulff) forventelige afsked med science fictions-genrens konventioner: Selve virkeligheden forandrer sig, og den forandrer sig retrospektivt, således at Joel nu er gift og altid har været gift med sit livs kærlighed Sarah og ikke med den arme Melinda, med hvem han før var fanget som den ene halvdel i et mislykket, ulykkeligt ægteskab.

Idet han fortsætter med at udforske sin nye tilstand som virtuelt udødelig, får Joel med fysikeren Ed Catteralls hjælp erstattet sin cortex-protese med en ny baseret på kvantegravitationelle effekter, således at hans præfrontale cortex - bevidsthedens sæde - nu er indlejret i selve rumtidens struktur, så han nu er ikke blot virtuelt, men også reelt udødelig.

Efterhånden som Joel trænger længere ind i den virkelighed, der åbenbarer sig for ham som udødelig, udfordres ikke blot science fiction-genrens, men selve romanformens konventioner: Vi vikles ind i en gudsvelsignelse af alternative handlingsforløb og andre virkeligheder, idet Joel uden nærmere umiddelbar forklaring end, at det tilsyneladende passede i forfatterens kram, springer fra Jorden til et underligt laboratorium på en mystisk planet til noget, det ligner men ikke er 1700-tallets Frankrig til en bræddehytte i det 19. århundredes England til ...

En sådan udfordring af den lineære, kausale handling, som man plejer at forvente af en roman, så vi også i Neutzsky-Wulffs tidligere roman RUM, hvor den i denne læsers øjne dog fungerede dårligere og i nogen grad fik læseren til at tabe interessen for handlingen.

I HJERNEN fungerer det rent faktisk, til dels fordi det giver mening i forhold til bogens egne præmisser. For HJERNEN er, som en af hovedpersonerne forklarer et sted, en roman, der foregår i seks dimensioner.

Hvorfor lige seks?

For at forklare det må vi huske på én af de centrale og gennemgående pointer i Neuztsky-Wulffs forfatterskab, nemlig at den verden, vi lever i, er et produkt af den menneskelige bevidsthed, det vil sige af den menneskelige hjerne. Denne observation kommer groft sagt af det gammelkendte filosofiske faktum, at vi ikke kan sige noget om verden som den er "i sig selv" og løsrevet af vore forestillinger om den - verden er vore forestillinger om den.

Neutzsky-Wulffs pointe er nu, at hvis andre kulturer til andre tider har haft andre forestillinger, kan vi ikke meningsfuldt betragte disse som mindre "gyldige" eller mindre "virkelige" end vore egne, og endvidere, at tidligere kulturers forestillinger om noget "overnaturligt" ikke behøver at være fundamentalt disjunkte fra enhver videnskabelig beskrivelse af verden, men netop giver mening som forklaringer på, hvordan verden bliver til for os, hvordan og hvorfor vore begreber om verden bliver skabt, som de gør - hvilke kræfter og impulser, der ligger bag.

De seks dimensioner bliver således først og fremmest de tre rumlige dimensioner + tiden. Den femte dimension har netop at gøre med verdens tilblivelse i hjernen, idet den har at gøre med graden af virkelighed - det, der i fysikken udtrykkes ved bølgefunktionen, hvor en partikel ikke har en bestemt position, før vi måler på den, men har en tendens til at have én af en række mulige positioner, hver behæftet med en bestemt sandsynlighed.

Det allermest potentielle og uaktualiserede befinder sig således i den ene ende af denne skala, den faktisk realiserede og sansede virkelighed i den anden.

Den sjette og sidste dimension har at gøre med realisationen af alle disse potentialer: Idet Joel bliver udødelig, bliver han i en forstand også mindre virkelig - han bliver mindre aktualiseret, og bliver derfor potentielt i stand til at gøre alt. I romanen udtrykkes det med et billede hentet fra fysikkens many worlds-fortolkning, hvor universet hver gang, naturen tvinges til at tage en beslutning på kvanteniveau, antages at dele sig i to, én hvor hver af disse muligheder er realiseret.

Bogens sjette dimension bliver hermed en række associativt forbundne alternative virkeligheder, én for hver lille eller stor historisk variation, man overhovedet kan forestille sig.

Læseren ser, efter at dette efterhånden bliver klart, Joel vende tilbage til Jorden i det 21. århundrede, hvor den tekniske civilisation går under som følge af hackerangreb og afløses af et noget mere sparsomt befolket feudalsamfund, ligesom han kommer i kontakt med en antik race af guder, der som han (men i endnu højere grad) kan bevæge sig "frit i alle verdener".

Store dele af romanens sidste halvdel (dvs. dens sidste seks dele) består af tilsyneladende selvstændige historier, der skal opfattes som brikker i denne guderaces forsøg på at kommunikere deres forståelse af verden til Joel; og parallelt hermed naturligvis skal opfattes som brikker i forfatterens forsøg på at forklare sin forståelse af verden til læseren.

Og hvad er så denne forståelse? Vel, en rammende forklaring af forfatterens tilsyneladende sigte gives faktisk af en figur i en af romanens historier-i-historien, en lærer, der belærer sin elev:

Forestil dig en ø, der for længst har mistet enhver kontakt med fastlandet. Skønt de fleste vel er kommet til det resultat, at et sådant slet ikke eksisterer, er der dog stadig mange øboer, der mødes og peger ud i tågen, idet de, dels ud fra fornuften, dels ud fra gamle overleveringer, forsøger at udgrunde dettes natur.

Da finder de en dag på stranden en fremmed, der klamrer sig til en vragstump.

Skønt han taler et underligt sprog og næsten ingenting synes at vide om livet på øen, beskriver han, da han har fået varmen og et måltid mad, med stor lethed og selvfølgelighed det fastland, øboerne i så lang tid kun har gisnet om.

Tror du da ikke, det vil være sådan, at de fleste vil ynke den arme mand, som ganske åbenbart er blevet vanvittig af opholdet i det kolde vand, og kort efter atter være at finde blandt dem, der diskuterer fastlabdet, mens kun ganske få vil forsage disses selskab for at lytte til, hvad den skibbrudne har at fortælle? Og tror du ikke, de sidste vil være de af øboerne, hvis videbegær er af en sådan art, at deres tålmodighed er derefter, (...) måske fordi de på en klar dag selv har fået et glimt af det fjerne fastland? (S. 444-45).

Ambitionsniveauet fejler med andre ord ikke noget. Men hvor godt lykkes det så?

For det første må man vel sige, at HJERNEN udover at være en roman er et stort og komplekst værk, som det kan være svært at yde fuld retfærdighed efter én gennemlæsning - og bogen indeholder således utvivlsomt mange sammenhænge og lag, som denne læser ikke har set eller opfattet.

Men som udgangspunkt præsterer den hele vejen igennem at være underholdende og vedkommende, selv når den som sagt gør op med romanlæserens fordomme om, at historier skal have en bestemt, lineær og kausal handling. Af de indskudte, selvstændige historier er adskillige fremragende i sig selv, og rangerer fra det makabert-groteske (sjette dels kapitel 9, "Regn") over det meget uhyggelige (sjette dels kapitel 10, "Skrigene") over det indtrængende (tiende dels kapitel 6, "Undergangens engle") til det poetiske (tiende dels kapitel 8, "Partholon").

For mig at se er der ingen tvivl om, at dette er en af de senere års største præstationer i dansk litteratur, og der er heller ingen tvivl om, at det er det bedste, Neutzsky-Wulff har skrevet siden VERDEN (1994).

Men er der svagheder, ting som halter, ting som ikke fungerer helt, som de burde, og som også burde tages med i en anmeldelse som denne, for at fuldende forbrugeroplysningen?

Vel, efter en enkelt gennemlæsning er det svært at sige, om den måske er lidt for lang? For svær at holde overblikket over inde i hovedet uden at den knækker over i to og hermed mister lidt af sin styrke eller i lighed med Tolstojs KRIG OG FRED risikerer at degenerere til en slags (denne gang kosmisk, ikke historisk) soap opera? Som sagt - det er svært at sige, jeg rejser blot spørgsmålet; med sine 984 sider er det en meget lang bog.

Et enkelt kapitel (niende dels kapitel 2, "Vampyren") indeholder et ubehageligt og kun let tilsløret angreb på den danske klassiske filolog Otto Steen Due, der mellem linjerne beskyldes for akademisk pedanteri, for at have skrevet sine oversættelser af efter andre oversættelser, og for at have "lånt" nogle af Neutzsky-Wulffs ideer uden at kreditere ham. Jeg kunne ikke undgå at tænke, at hvis Neutzsky-Wulff har en reel faglig kritik at fremsætte mod manden var det måske mere passende at tage den op i de faglige fora, som filologer frekventerer, snarere end at gøre den til en del af romanen?

Mange vil sikkert også forarges over romanens mange sex-scener, som (ikke overraskende, eftersom det dels er Neuztsky-Wulff, dels ofte omhandler forholdet mellem guder og mennesker) har stor vægt på underkastelse og lydighed, hvad mange ville opfatte som "sadomasochistisk". Jeg kan ikke selv forarges over disse scener, men skal på den anden side heller ikke påstå, at de siger mig så forfærdelig meget (i det mindste var jeg ikke i et humør, hvor de sagde mig så meget, da jeg læste bogen) - og på den, de ikke siger så meget, kan de ikke overraskende virke en smule trættende. Dette være dog ikke sagt for at skræmme nogen væk - mindst lige så mange vil sikkert finde dem fascinerende.

For nu selv at være pedantisk, synes bogen at være gået lovligt hurtigt gennem produktion - det er svært helt at undgå trykfejl i en færdig bog, men jeg faldt over påfaldende mange - hvilket er en smule ærgerligt, men selvfølgelig ikke tager noget fra vurderingen af bogen som litterært værk.

Og som sådan er der ikke meget andet at sige, end at HJERNEN er et stort og meget tankerigt værk, som vil give et stort udbytte til den, som er indstillet på at udforske den og de tanker og problemstillinger, den rejser. Den være hermed anbefalet til sådanne.

Erwin Neutzsky-Wulff: HJERNEN, Borgen 2006. 984 sider, Kr. 500,-.

UDKOMMER I DAG

[ agger, Thu 16 Nov, :08:54: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: