– fordi tiden kræver et MODSPIL

22. Mar 2005

Hvorfor sker sådan noget?

 
School 
shooting
En 17-årig gymnasieelev gik i nat dansk tid amok i den afsides beliggende amerikanske by Red Lake og dræbte 10 personer med sin bedstefars pistol, læser vi i Politiken. For få år siden gik to unge mænd tilsvarende amok i Colombine High School i Colorado, og vi har også set det i England og såmænd i Danmark, da en mand for ca. ti år siden dræbte fire mennesker og herefter sig selv på Århus Universitets afdeling på Trøjborg.

Det er ikke noget at gøre sig til af, men jeg har aldrig rigtig forstået det. Hvis nogen blev træt af livet og ville herfra, og så ville tage sine værste fjender med i købet, var det i det mindste muligt at forstå (omend ikke at bifalde); soldaters drab på hinanden, jalousimord og alle mulige andre kategorier af mord kan være lige så svære at bifalde, men i det mindste er det muligt at forestille sig, hvad der foregår inde i hovedet på gerningsmændene; men hvad får nogen til at ville dø og gøre det ved pludselig at skyde løs omkring sig og rive hvem, der nu tilfældigvis måtte være i nærheden, med sig? Det synes at være uden mening, uden formål.

Michael Moore stiller en masse spørgsmål i sin udmærkede film Bowling for Colombine, men han finder ikke frem til særligt mange forklaringer, udover, at der vil ske flere skuddrab i en kultur, hvor alle folk er skrækslagne for de "andre" samtidig med, at skydevåben er udbredt overalt; men det forklarer kun, at der er flere skuddrab i det hele taget, ikke tragedier som den, vi lige har set her.

Måske det er en hævn fra "underdogs", som i mange år har ladet sig træde på og ladet sig forbitre uden at klage? Tidligere eksempler på folk, der er gået amok på denne måde, antyder det i al fald: enspændere, der holdt sig for sig selv og udviklede en stadigt større bitterhed over deres eget tilsyneladende eller faktiske nederlag i forhold til andre mennesker, i forhold til kvinder/seksualpartnere, materiel status, osv. ...

Men dette er blot et gæt som så mange andre. En tragedie som denne er også som et wake-up call, en uhyggelig påmindelse om tilværelsens alvor.

Kommentarer: